
Ledelinjer skal gøre det muligt for blinde og svagsynede at komme sikkert og uhindret frem.
Desværre blokeres de ofte af alt fra skilte og tøjstativer til cykler og kufferter, hvilket kan føre til farlige situationer.
Derfor har Dansk Blindesamfund valgt at sætte fokus på problemet til Den hvide stoks dag d. 15. oktober 2025.
Landsformanden for Dansk Blindesamfund Diana Stentoft fortæller, at blokerede ledelinjer påvirker rigtig mange blinde og svagsynede.
– Ledelinjerne er så vigtige som et redskab, man kan navigere efter og et redskab, der skaber sikkerhed, så man ikke lige pludselig havner på en cykelsti eller en vej. Derfor bliver det problematisk, når der står ting ovenpå de ledelinjer.
Hvert år den 15. oktober fejres Den hvide stoks dag internationalt.
Dagen er til for at hylde et af de mest betydningsfulde hjælpemidler til blinde og svagsynede.
Den hvide stok giver frihed og tryghed samt sender et signal til omverdenen om, at brugeren af den ikke kan se.
I år benytter Dansk Blindesamfund anledningen til at sætte fokus på vigtigheden af frie ledelinjer.
Diana fortæller, at mange ikke er opmærksomme på, at ledelinjer skal holdes frie. En del af problemet, tror hun, er fordi, at ledelinjer laves meget forskelligt, så det kan være svært at afkode, hvad de egentlig skal gøre godt for.
– Og så har vi også nogle ret grelle eksempler, hvor man laver en ledelinje, og så sætter man en stor blomsterkumme eller et skilt ned i ledelinjen, og så kan man sige, at så modarbejder kommunen intentionen med ledelinjen, og det signalerer jo også til omverdenen, at den her linje ikke er så vigtig, siger hun og fortsætter:
– Så der er rigtig mange, der ikke ved, at linjerne rent faktisk bliver brugt og kan være super vigtige for en blind eller svagsynet.
Diana, der selv er svagsynet, giver et eksempel fra sit eget liv:
– Jeg bruger ledelinjen til at holde kursen nogenlunde med min stok, men jeg bruger den også i høj grad til at forvisse mig selv om, at jeg ikke kommer ud på kørebanen. Så ledelinjen er både det, der giver mig retningen, men det giver mig også tryghed.
– Når man er på ledelinjen, så er man nogenlunde i sikkerhed for lige pludselig at komme et sted hen, hvor man selv eller andre kan komme til skade. Det samme gælder på togperroner, hvor man ved, at hvis man holder sig til ledelinjen, så kommer man ikke for tæt på kanten. Det er faktisk ekstremt ubehageligt at skulle gå af den ledelinje, også selvom man har en lille smule restsyn, fordi jeg ved jo godt, at så tager jeg lige et skridt ud til højre eller venstre for at komme udenom noget, men hvor langt er der egentlig til kanten?
En ledelinje er en markering i byrummet, der skal gøre det sikkert og trygt for blinde og svagsynede at færdes udenfor samt muligt at holde retningen.
Ledelinjer kan se ud på forskellige måder, men er placeret på jorden og adskiller sig i farve, højde og tekstur fra den omgivende overflade, da den skal kunne føles med en hvid stok.
Det kan fx være en aflang hvid flise med riller, som man ofte ser dem på stationer.
For at komme problemet til livs har Dansk Blindesamfund lavet nogle blå mærkater, som kan sættes på cykler, caféborde og andre ting, der blokerer ledelinjerne.
På mærkaterne står der: "UPS! Jeg står på en ledelinje. Flyt mig".
– Det er en måde at signalere til ejeren af skiltet, cyklen, tøjstativet, cafébordet eller hvad det er, der står på ledelinjen, at her har vi et problem. Men det er også en måde at gøre forbipasserende opmærksomme på, hvad det egentlig er, den her streg i jorden betyder, fortæller landsformanden.
Dansk Blindesamfund håber, at der med kampagnen kommer mere fokus på vigtigheden af ledelinjer.
– Det bedste, der kunne ske, ville jo være, hvis dem der ved, hvad en ledelinje er, kunne være med til at holde den fri, slutter Diana.
Hvis du vil være med til at bakke op om kampagnen, kan du få tilsendt fire blå mærkater, som du kan sætte på de ting, der blokerer ledelinjer.
Skriv en mail til webmaster@blind.dk med dit navn og adresse, så vil du få tilsendt mærkaterne.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.