En duft af hele verden: På denne café gælder særlige regler

I café- og cateringvirksomheden ”Send flere krydderier” på Nørrebro i København kommer kvinder med minoritetsetnisk baggrund i praktik. Familie Journal tog på besøg,
Af
Christina Forsberg
Fadimo Ismail Nur laver mad på cafeen Send flere krydderier
Fadimo Ismail Nur er en af de fastansatte kokke på cafeen Send flere krydderier, og hun brillerer med flere specialiteter.
Foto: Søren Jul Lamberth
Annonce

Inde i Nørrebrohallen ved den Røde Plads og Superkilen finder man ikke bare sportsglade mennesker, men også bydelens store bibliotek og i forlængelse af dette Send flere krydderier, som ud over at være en cafe-og cateringvirksomhed også er et socialøkonomisk projekt med beskæftigelsesforløb for langtidsledige kvinder med minoritetsetnisk baggrund.

Caféen Send flere krydderier, der ligger inde i Nørrebrohallen.
Både studerende, turister og nybagte forældre er at finde blandt de tilbagevendende gæster i caféen, der ligger inde i Nørrebrohallen.
Foto: Søren Jul Lamberth

Kvinderne, der kommer fra lande som blandt andet Somalia, Syrien, Palæstina, Pakistan, Iran og Irak, er gennem et 26 uger langt praktikforløb, der gerne skal gøre dem klar til et job i en anden virksomhed og i det hele taget hjælpe dem med en afklaring.

Denne solrige formiddag har nybagte forældre med deres børn, studerende, turister og frokostselskaber fundet vej til Send flere krydderier, som også har en filial i kulturhuset Union på Nørre Allé.

Musikken lyder fra højtalerne, og den krydrede duft har allerede bredt sig i det ellers højloftede store lokale.

Dagens varme ret er musaka i både kød- og vegetarudgave, men også spicy libanesisk batata harra og sweet potato fries og pakora er på det faste menukort.

Lækker mad på tallerken serveret på caféen Send flere krydderier.
Menukortet på Send flere krydderier byder på mange spændende og smagfulde retter.
Foto: Søren Jul Lamberth

Sambusa, som er den somaliske udgave af samosa, de små sprøde dejpakker med krydret fyld, er selvfølgelig også på menukortet. Dem kan en af dagens hovedpersoner tage æren for.

Elsker at lave mad

Man kan nemlig ikke sige sambusa uden at præsentere en af kokkene i Send flere krydderier Fadimo Ismail Nur, der er en ud af to fastansatte kvinder i køkkenet.

Annonce

Retten er en af hendes specialiteter og yndlingsretter.

Christian Nørgaard, der har været bestyrer i ”Send flere krydderier” i godt et halvt år, fortæller, at han havde undret sig over, at retten ikke var på menuen efter sommerferien – for den figurerer jo så indbydende på billederne på væggen.

 Kokken Fadimo Ismail Nur og cafébestyrer Christian Nørgaard fra Send flere krydderier.
Kokken Fadimo Ismail Nur og cafébestyrer Christian Nørgaard fra Send flere krydderier nyder deres samarbejde.
Foto: Søren Jul Lamberth

Men Fadimo havde haft for travlt.

– En dag kom jeg så ud i køkkenet og så, at hun var i gang med at folde dem. ”Men hvornår er dejen blevet lavet?”, spurgte jeg. Den havde hun lavet i sin fritid.

– De andre kan ikke lave sambusaerne helt som mig, bryder Fadimo grinende ind.

Hun kom til Danmark fra Somalia i 1990 og uddannede sig til sosu-assistent, men fandt det hårdt.

Annonce

Derfor kom hun i et praktikforløb hos Send flere krydderier, omtrent da projektet lige var startet.

Det er cirka 14 år siden nu, for Fadimo var en af de få praktikanter, der endte med at blive fastansat i køkkenet – og her er hun blevet og har fået flere veninder.

– Jeg elsker at lave mad og synes, det er spændende, at der er mange nationaliteter samlet og lære om andres madkultur. En af mine yndlingsretter er for eksempel blevet den indisk/pakistanske ret butterchicken, siger Fadimo, der er mor til to sønner på 30 og 23 og en stadig hjemmeboende datter på 17.

Bakke med syltede grøntsager i caféen Send flere krydderier
Var det noget med hjemmesyltede chilier til frokosten?
Foto: Søren Jul Lamberth

De to bor i Rødovre, Fadimo er skilt, og når hun kommer hjem fra arbejde, er det ikke lige madlavning, hun kaster sig over – i hvert fald kun til sin datter, der selvfølgelig efterspørger mors sambusaer.

Annonce

Christians søn på 13 år er dog faldet for Fadimos anden yndlingsret, og han kalder hende derfor Miss Butterchicken.

Hans dom er nemlig, at hun laver verdens bedste.

I køkkenet tales dansk

Christian er uddannet kok og har arbejdet som driftschef i mange år, så han kender til faget, men han har også erfaret, at der ligger nogle opgaver i hans nye job, der går ud over det at drive en café.

Send flere krydderier

Café- og cateringvirksomhed i København. Socialøkonomisk projekt med beskæftigelsesforløb for kvinder med minoritetsetnisk baggrund. Læs mere på sendflerekrydderier.dk

 

– Vi er 100 procent selvdrevne og skal kunne konkurrere på markedsvilkår, men vi er samtidig et projekt med social baggrund. Det kræver en del ressourcer at håndtere de udfordringer, der er, når vi får praktikanter. For samtidig skal vi lave god mad og holde en café- og cateringvirksomhed kørende med cirka 100 kuverter ud af huset dagligt, siger Christian og forklarer, at praktikanterne kommer med mange forskellige baggrunde.

Liselotte står med et fad og en kande og er en af de frivillige på Send flere krydderier
Liselotte er en af de frivillige på den socialøkonomiske café Send flere krydderier på Nørrebro i København.
Foto: Søren Jul Lamberth

Sprogbarrieren er selvfølgelig en af udfordringerne, og dels af den grund er de to fastansatte kvinder så vigtige.

Christian har den regel, at i køkkenet tales dansk, så alle kan være med.

Fadimo nikker.

– Ellers forstår vi slet ikke hinanden. Det er dog ikke altid, det overholdes, når chefen ikke er der, røber hun.

Tallerken med avocadosalat
Var det noget med en frisk avocadosalat? Menukortet rummer både kødretter og vegetariske lækkerier.
Foto: Søren Jul Lamberth

– Vi er søde og rare, men vi er også sat i verden for at skubbe lidt til praktikanterne, supplerer Christian, der oplever, at man groft ridset op kan inddele dem i tre grupper.

Annonce

– Vi møder dem, der aldrig gennemfører en praktik af forskellige årsager, og så dem der har mod og lyst til møde verden og ser det her som en mulighed for at lære mere dansk og forstå arbejdsmarkedet. De får enten mulighed for at blive ansat her, hvis vi er heldige at have en åbning, eller også bliver de klædt så godt på, at vi kan hjælpe dem videre i andre virksomheder.

Det er altid en glæde, når Christian og Fadimo ser kvinderne vokse og blomstre i deres praktiktid.

Når de lærer at begå sig ude i caférummet blandt kunderne og samarbejde og lave mad i store portioner i køkkenet og desuden får styrket deres sprogkundskaber.

Frivillige Liselotte, deltidsansatte Ida og kokken Fadimo på caféen Send flere krydderier i Nørrebrohallen.
Der er godt sammenhold blandt de ansatte. Her er det Liselotte (t.v.), der arbejder frivilligt, deltidsansatte Ida og kokken Fadimo.
Foto: Søren Jul Lamberth

Der er dog også en sidste gruppe, fortæller Christian.

Dem, der ufrivilligt eller frivilligt er langt fra arbejdsmarkedet og ikke ønsker at ændre på det.

Annonce

– Der kan være noget kulturelt omkring familien derhjemme, som vi har svært ved at gå ind i. Det kan også være, de ikke har selvtilliden, og typisk falder de fra.

Hver ret kræver sine krydderier

Det skifter dagligt, hvor mange praktikanter der er – denne formiddag er de to, foruden de deltidsansatte, som der i alt er 25 af foruden de frivillige.

Dagens hold har travlt nu, for frokostgæsterne er ankommet, og de farvestrålende fade bliver båret ind.

Flere er nysgerrige på cafeens navn.

Madbilleder på væggen i caféen Send flere krydderier i Nørrebrohallen.
Selv væggene emmer af krydderier, farver og et eksotisk strejf.
Foto: Søren Jul Lamberth

Det stammer fra de kvinder, der kom til Danmark i 1980’erne og 90’erne, som ofte bad deres familie i hjemlandet om at sende flere krydderier.

Dengang kunne man nemlig ikke bare købe dem hos grønthandleren eller i supermarkedet.

Det er dog intet problem i dag, og på spørgsmålet om, hvor mange krydderier køkkenet egentlig har gang i, lyder svaret:

– Mange! Cirka 25 forskellige tørrede krydderier og seks friske krydderurter. Hver ret kræver sine krydderier.

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.