Må jeg tilbyde den unge mor til to min hjælp?

Jeg er en ældre model (årgang 1951), er blevet alene og har ingen børn eller nær familie. Jeg har masser af veninder og venner og et aktivt liv, men kan godt savne lidt børn og ungdom i mit liv.

At jeg ikke fik børn, var ikke mit eget valg, men da min nu afdøde mand og jeg var unge, var barnløshed ikke noget, man sådan bare blev behandlet for.

I min opgang er der for nogle måneder siden flyttet en ung kvinde ind, tilsyneladende alene, og med to ret små børn. Hun ser lidt jaget ud, når man møder hende og de to tumlinger på trappen om eftermiddagen midt i ulvetimen. Og der er støj fra lejligheden, det kan være leg, men også børne-tv og gråd fra formentlig trætte børn. Jeg ved, at andre naboer har talt om ”larmen”, mens jeg har forsøgt at tale dem ned.

Jeg har sådan lyst til at spørge den unge mor, om hun har brug for en hånd. Men er det at overskride hendes privatsfære?

Hvordan kan jeg nærme mig hende og børnene – hvis jeg skal? Og hvad hvis vi efter lidt tid finder ud af, at vi intet har til fælles?

Måske er det bare dumt – måske skal jeg finde nogle børn i en anden sammenhæng – som ikke har noget med mit private rum at gøre?

Hvad tænker du, kloge Puk?

Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg selv er i en periode, hvor jeg simpelthen bare synes, at vi skal hive gardinerne ned og hjælpe hinanden som mennesker.

Jeg synes altså, vi har brug for fællesskab og sammenhold. Alle sidder med deres ”skide telefoner” (ja, undskyld udtrykket) og lukker sig inde.

Hvorfor skal man overhovedet overveje, om man er forkert, hvis man tilbyder en hjælpende hånd? Spørg den unge mor. Måske er du en engel sendt fra himlen. Og hvis ikke så siger hun bare nej tak.

Vi må ikke som mennesker komme så langt fra hinanden, at vi ikke kan tilbyde vores hjælp og omtanke til hinanden. Mennesker er dybt sociale væsner. Vi er skabt til at bo i flok og tage vare på hinanden.

Vi må simpelthen ikke udvikle os til indelukkede eksistenser, der ikke tør række ud eller tage imod.

Held og lykke.