Gys og gru: Første afsnit af ”Skjult i skyggerne”

Oktoberhimlen havde været grå hele dagen, men netop som Ma­thilde lukkede arbejdscomputeren ned, ramte de første tunge dråber ru­derne på bureauet. Inden hun nåede ud i den lille garderobe, var regnen taget så meget til, at væden drev ned ad vinduerne.

– Vi må desværre ud i det, sukkede Ma­thildes nye kollega Juliette, som stod foran sit åbne skab. – Jeg satser på at slå alle rekor­der i spurt mod stoppestedet.

Mathilde smilede til hende og sendte en glad tanke til sin lille bil, der holdt ude på kontorhusets p-plads. En bil var en luksus for en enlig mor, men den var også en vel­signelse, og hun ville hellere spare på man­ge andre ting end at undvære den.

– Du kan få et lift af mig hen til stoppe­stedet, tilbød hun, mens hun knappede sin korte frakke.

– Ej, mener du det? Det ville være så for­midable, kom det fra Juliette.

– Selvfølgelig, svarede Mathilde og lo af kollegaens vane med at krydre sit danske sprog med franske ord og vendinger.

Juliette var halvt dansk, halvt fransk, og hun sad med de tekster, der skulle oversæt­tes fra fransk til dansk eller omvendt. Ma­thilde tog sig af de engelske og amerikanske.

Sprog havde altid interesseret hende, og efter gymnasiet havde hun derfor uddannet sig i den retning. Hun havde også tilbragt halvdelen af 2015 i USA for at dygtiggøre sig og blive klogere på amerikansk kultur. Det år havde fuldstændig ændret hendes liv.

De vinkede farvel til deres italienske kol­lega Enzo og fulgtes ned ad trappen. Uden­for slog blæst og regn mod dem. Da de i løb var nået hen til bilen og havde smækket dø­rene, ruskede et pludseligt vindstød i den lil­le Fiat, og Juliette skuttede sig.

– Uh, efterårsvejret er nogle gange så uhyg­geligt. Hvis det fortsætter i aften, skal jeg vist ikke se min gy­ser færdig. Altså, jeg er faktisk glad for at bo alene, men lige i går kunne jeg godt ha­ve ønsket mig, at der havde været et andet menneske i sofaen og ikke kun en masse puder at klamre sig til. Den hed “Øj­nene.” Kender du den?

Mathilde rystede på hovedet og blinke­de ud i trafikken.

– Jeg ser mest børneprogrammer sam­men med Siri.

– Den handler om en kvindelig sygeple­jerske, som passer en invalid mand, som bor alene midt i en skov, fortsatte Juliette. – Hun oplever flere og flere tegn på, at hun bliver overvåget, og at noget grusomt er på vej. Men nok om det. Har du tid til en hur­tig kop kaffe? Der ligger en café ved siden af stoppestedet, og din datter er til børnefød­selsdag, ikke?

Nu kunne Mathilde se stoppestedet.

– Jo, jeg skal først hente hende hos børne­haveveninden klokken 17, men jeg har lovet at stikke hovedet ind hos Edvard. Han er 92, og jeg var oprindeligt hans besøgsven, men efterhånden føles han som familie, og Siri kalder ham oldefar. Så lad os finde en an­den dag inden så længe til den kaffe, ikke?

Juliette stak en tommel i vejret.

Mathilde blinkede ind til siden, og Juliet­te smuttede ud. Da Mathilde var alene i bi­len, gentog hun lavmælt Juliettes afskeds­hilsen. Det er en aftale, min ven.

Hun lod tankerne flyve, mens hun trillede gennem byen og ud til det stille villakvar­ter, hvor hun og Siri boede i et lille, hygge­ligt rækkehus. Kun 122 skridt derfra boe­de Edvard. Det vidste hun, fordi Siri en dag havde foreslået, at de skulle tælle skridtene på vej hen til ham.

I et glimt så Mathilde sin kære ven for sig. Det kunne stadig overraske hende, at båndet mellem dem var blevet så tæt, og ofte havde hun svært ved at forklare det til andre. Det gjaldt også Casper, Mathildes kæreste gen­nem det seneste halvandet år. Han forstod ikke helt, hvordan et vildt fremmed men­neske, som man ikke var forelsket i, kunne komme til at fylde så meget i ens liv.

Men måske handlede det om, at Casper havde en kæmpestor familie i flere genera­tioner omkring sig, mens Mathilde stort set ingen nære slægtninge havde. Bortset fra Si­ri selvfølgelig. Men hende var der jo slet ik­ke tænkt på, da Mathilde for 10 år siden, i en alder af 22, besluttede at melde sig som be­søgsven for et ældre menneske.

Det havde hun mest af alt gjort i taknem­melighed over for de personer fra hjemme­plejen, som havde sørget for at gøre hendes elskede mors sidste tid med den aggressive brystkræft både tålelig og værdig. De hav­de gjort så meget, og efter morens død hav­de Mathilde følt en stærk trang til at gøre no­get godt tilbage.

Idéen med at blive besøgsven havde virket rigtig, og hun og Edvard var omgående fal­det i hak. Dengang havde han været 82, og hans syn havde allerede været så svækket, at han ikke selv kunne læse. Derfor hav­de hans ønske til sin besøgsven været at få læst bøger op.

Det havde Mathilde gjort, og indholdet af bøgerne havde givet anledning til dybe samtaler om alt muligt. I sidste ende havde det ført til et helt specielt venskab, som hun værdsatte utrolig højt. Ofte tænkte hun på, at hun nok næsten havde fået endnu mere ud af forbindelsen med Edvard end omvendt.

Sådan havde det allerede været, da hun stod foran den planlagte rejse til USA i 2015 og været i tvivl, om hun skulle aflyse den. Men han havde overtalt hende til at rejse, og de havde været kontakt en gang om ugen i samtlige 26 uger.

Siden da var Edvard blevet næsten blind, men med lidt hjælp fra hende klarede han sig selv i hverdagen. Den hjælp gav hun kun hellere end ger­ne. Han havde været der 110 procent for hende, da hun havde brug for det i forbindel­se med bruddet med Siris far.

Regnen var stilnet lidt af, da hun parkerede foran hans bungalow. Foran døren fandt hun hans nøgle i bundtet og tøvede et par sekunder, før hun stak den i låsen. På en måde befandt hun sig i sam­me situation som dengang før turen til USA.

Hensynet til Edvard holdt hende tilbage i forhold til en beslutning, som hun måske al­lerede burde have truffet. Hun skød tanker­ne fra sig og drejede nøglen i låsen.

– Hej hej, det er mig, kaldte hun, mens hun tog støvlerne af og hang jakken op. Der kom intet svar.

– Edvard?

Mathilde følte, at hendes hjerte stod stil­le, da hun trådte ind i hans hyggelige dag­ligstue med de utallige bogskabe hele vejen rundt langs væggene.

Edvard sad i sin foretrukne lænestol. Hans fødder lå på skamlen, underarmene på læ­nestolens armlæn, og hans hage var faldet ned på brystet.

Nej, åh, nej! skreg en lille stemme inde i Mathilde, mens hun med vild hjertebanken løb over det løse tæppe og hen til ham. Det måtte ikke være nu. Ikke i dag. Ikke endnu. Bortset fra det med synet havde lægen jo også erklæret sig fuldstændig tilfreds med Edvards fysiske tilstand til det seneste tjek, som Mathilde havde kørt ham til.

– Edvard? Edvard?

Hun satte sig på hug foran ham og tog hans knoklede hånd. Den føltes sval, men det gjorde den altid.

– Åh, Mathilde. Jeg døsede vist lidt hen, sikkert fordi min middagslur blev forstyrret.

Mathilde var svimmel af lettelse. Hun sat­te sig på en stol og kæmpede for at falde til ro igen.

Den ældre mand smilede til hende.

– Nu må du ikke skælde mig ud, vel? Men jeg gik lidt ud i haven i formiddags, og så glemte jeg vist at låse døren igen, da jeg gik indenfor igen. Netop som jeg havde lagt mig til at blunde i soveværelset den time, som jeg plejer, fik jeg en stærk fornemmelse af, at jeg ikke var alene i huset.

– Nej! Mathilde slog forskrækket en hånd for munden. – Du skulle have ringet til mig. Eller til politiet.

Edvard trak på sine spinkle skuldre.

– Du var jo på arbejde, og po­litiet har vist nok at se til i for­vejen. Jeg kunne jo heller ikke være helt sikker, men der kom nogle lyde inde fra stuen, og des­uden kunne jeg mærke det, hvis du forstår.

Mathilde lagde mærke til, at Edvards hænder rystede en smule, når han talte.

– “Er det dig, Mathilde?” råbte jeg, og i næ­ste nu hørte jeg bagdøren blive lukket. Så gik jeg ud og låste den, men bagefter kunne jeg jo ikke sove. Vil du tjekke, om tyven har ta­get noget herinde i stuen?

– Jeg kigger lige det hele igennem.

Mathilde rejste sig og passerede langsomt de utallige hyldemeter med bøger. Edvard hav­de været en meget afholdt skolelærer gen­nem hele sit lange arbejdsliv, og han hæge­de stadig om alle sine minder fra dengang. Indbundne årbø­ger stod tæt side om side, og det samme gjorde mapper med breve og kort fra hans gamle elever.

– Jeg er ret sikker på, at der ikke mangler noget, sagde Ma­thilde og tilføjede håbefuldt. – Kan det være noget, du har drømt? Altså lydene?

– Måske, medgav Edvard uden at lyde over­bevist. – Nå, lad os snakke om noget andet. Har du oversat noget spændende i dag?

– Et instruktionshæfte til en plæneklipper med en særlig kantklipperfunktion, forkla­rede Mathilde. – Fra engelsk til dansk. Må­ske ikke så ophidsende, men du ved, at jeg elsker mit job, fordi det aldrig er det samme to dage i træk.

– Du har fat i det helt rigtige, Mathilde, nikkede Edvard. – For det er vigtigt at lave noget, man trives med, og så er det lige me­get, om man er hjertekirurg eller pølsema­ger. Har du ellers noget at fortælle?

– Lidt, svarede hun og bed sig i læben. – Det er jo skolernes efterårsferie nu, og Ca­sper har inviteret Siri og mig på efterårsferie i et badeland med mange forskellige bassi­ner og rutsjebaner og alt muligt fra torsdag til søndag. Vi skal bo i en hytte, og Siri glæ­der sig helt vildt.

Mathilde tav og betragtede opmærksomt Edvards ansigt. Kunne Edvard lide hen­des kæreste, den inkarnerede gårdmand og landbrugsentusiast Casper? Hun vidste det faktisk ikke.

– Det lyder hyggeligt, nikkede han. – Så kan den lille vandhund da pjaske og plaske, så tosset hun vil.

– Onsdag er min sidste arbejdsdag i denne uge, og vi skal først køre hjemmefra klokken 14 om torsdagen, forklarede Mathilde. – Jeg sætter Siri af i børnehaven til normal tid, og derefter kommer jeg herhen til dig. Så kan vi tage ud at købe ind sammen, så dit køle­skab er fyldt godt op.

– Det ville være dejligt, svarede han. – Hvad skulle jeg gøre uden dine unge øjne, kære Mathilde? Så giver jeg frokost på vores yndlingsrestaurant.

– D’accord, mon ami, som min halvt fran­ske kollega siger, grinede Mathilde. – Nå, jeg skal hente Siri hos Filippa. Hele børnehaven har været til 5-års fødselsdag hos hende i dag. Så ses vi torsdag formiddag.

Klokken var 14.15 torsdag eftermiddag, og Mathilde småsludrede med Siri, som sad på en pude på bagsædet med sin foretruk­ne bamse på skødet, mens hun kiggede ud på efterårslandska­bet. Nu var himlen høj og blå, og den kølige sol fik træernes løv til at gløde om kap i tusind gyldne nuancer.

– Kan man få is i badelan­det, mor?

– Det er jeg helt sikker på, Siri.

– Kan man få pandekager?

– Måske, men ellers bager vi selv nogle i hytten, for der er også et lille køkken.

– Mig og Casper elsker pandekager, kom det tilfreds fra Siri.

Mathilde smilede til forruden og tænkte, at hun glædede sig til turen. Og til at se Ca­sper igen. Allerede inden de lærte hinanden at kende, havde han overtaget sin slægts­gård, og da den lå 69 kilometer fra Mathildes og Siris hjem, var det ikke hver dag, de sås. Der var dyr i stalden og meget andet at pas­se, men i de her tre dage tog Caspers far over.

På bagsædet sad Siri nu og kiggede ud ad vinduet, og Mathilde tænkte på Edvard og deres samvær tidligere på dagen. Det havde været hyggeligt, men også med et par dryp af uro midt i det hele.

For Edvard havde fortalt, at han i nat var blevet vækket af telefonen, men ingen havde givet sig til kende. Han havde bare kunnet høre åndedrag. Hun havde tjekket opkaldslisten, men num­meret var ikke registreret.

– Nu er vi der, råbte Siri pludselig begej­stret og pegede.

Efter et sving på landevejen kom den fir­længede, gule gård for enden af marken til syne. Mathilde drejede ned ad markvejen ved det lille hus, som vist engang havde væ­ret aftægtsbolig til gården. Nu boede der en ældre dame i det, og hendes søn ejede det.

Casper stod omklædt ved portåbningen og ventede på dem. Aftalen var, at de skulle køre det sidste stykke til badelandet i hans bil. De kunne få nøglen til hytten klokken 17 og måtte besøge badelandet straks derefter.

– Hej med dig, Siri-mus, hilste Casper og svingede pigen rundt i luften. – Og hej med dig, smukke mor.

Han gav Mathilde et hurtigt kys, inden han tog Siri i hånden og sagde, at han hav­de noget, hun skulle se. Det vi­ste sig at være et kuld kattekil­linger i en rede af halm inde i kostalden, og Siri blev selvfølge­lig fuldstændig forelsket.

– Åhr, mor, kan vi ikke godt blive her lidt? bad hun.

– Jo, et kvarter, svarede Ma­thilde efter at have set på uret.

Over pigens hoved udveksle­de Mathilde og Casper et blik.

– Hun ville virkelig elske at bo her, sagde han så dæmpet, at Siri ikke kunne høre det. Mathilde smilede, men fik et lille stik i ma­ven ved hans ord.

Hytten var hyggeligere og mere veludstyret, end de havde forestillet sig, og selve badelan­det levede fuldstændig op til Siris forvent­ninger. Hendes lille badedragt var våd fra morgen til aften, og allerede den første dag havde hun spurgt, om de ikke kunne flytte ind i hytten sådan helt rigtigt?

Nu var det lørdag eftermiddag, og Mathil­de sad indhyllet i et håndklæde på en ligge­stol og nød synet af Casper og Siri, som mun­trede sig i vandrutsjebanen. Selv havde hun fået vand nok for den dag, så hun var glad for, at Casper virkede lige så begejstret som pigen for legen.

– De ligner virkelig hinanden, din mand og din datter, kom det fra den mørkhårede kvinde, der sad ved siden af Mathilde.

Indtil nu havde hun og Mathilde kun ud­vekslet nik, men nu smilede Mathilde til hende og var ærlig.

– De er faktisk ikke biologisk familie.

Den anden kvinde spærrede øjnene op.

– Virkelig ikke? Det er ellers en utrolig lig­hed! Men så har din datter en helt anden far? Nej, undskyld min nysgerrighed.

– Det er helt i orden, svarede Mathilde. – Min datters far hedder Luke og bor i Maine i USA sammen med sin amerikanske kone, og vi har et rigtig fint forhold. Min datter og jeg har besøgt Luke derovre, og han har og­så været tilbage her i Danmark.

– Tilbage? Kvinden så på hende. – Så har han boet her?

– Ja, i godt to år. Vi mødtes, da jeg tilbragte et halvt år der­ovre, og han emigrerede siden til Danmark og var overbevist om, at det skulle være for evigt. Han lærte også dansk og fik et godt job, men …

Hun tav og kvalte et suk.

– Men da Siri var halvandet, savnede han alligevel sit eget hjemland for meget. Det hav­de nok været undervejs i nogen tid, og til sidst var der ingen vej tilbage.

– Og du ville ikke flytte med ham tilbage?

– Nej, det var heller aldrig planen, nåede Mathilde at svare, inden kvindens tre halvsto­re børn kom løbende og slog ring om hende.

Mathilde flyttede blikket til Siri og Casper, mens hendes tanker arbejdede videre. Da spændingen ved alt det nye begyndte at bleg­ne, fortrød Luke at være flyttet til Danmark. Han havde først forsøgt at overtale og der­efter nærmest at presse Mathilde til at følge med ham til USA, men det havde hun nægtet.

Fra begyndelsen havde hun sagt, at hun aldrig ville forlade sit hjemland, og at Siri skulle vokse op i Danmark. Det havde Luke med glæde accepteret … indtil hjemlængs­len for alvor havde ramt ham.

Nu havde de opnået et rigtig godt forældre­samarbejde, men det havde alligevel været hårdt dengang. Mathilde vidste ikke, hvor­dan det ville være gået, hvis ikke hun hav­de haft Edvard at støtte sig til.

I timevis havde hun udøst sine triste og for­tvivlede tanker for ham, og aldrig én eneste gang var han blevet træt af at lytte, men hav­de derimod stillet fine spørgsmål og kom­met med gode råd.

Men konflikten med Luke havde trukket spor i hende, og måske var det derfor, at al­ting strittede på hende, når Casper prøvede at lokke hende og Siri til at flytte ind på slægts­gården. Den hverken kunne eller ville han forlade. Hun var oprigtigt forelsket i ham, og han var den bedste stedfar, Siri kunne få.

For nylig havde Mathilde også skrevet ham på børnehavens liste over “afhente­re.” Indtil da havde der kun stået Mathilde på den. Men ville Casper respektere hendes beslutning, når hun engang traf den? Ville de fortsat kunne være et par, hvis hun valg­te, at hun og Siri skulle blive boende i ræk­kehuset tæt på Edvard?

– Mor, mor, Casper siger, at vi skal have vafler med is.

Siri kom hoppende på de våde fliser med Casper i hælene, og Mathilde skulle lige til advarende at råbe, at hun skulle gå i stedet for at løbe. I næste nu gled Siri, men Casper nåede at gribe hende.

Han kastede hende lidt op i luften og fik hende til at le og glemme forskrækkelsen, og Mathilde kiggede på ham. Det var hun ikke den eneste mor ved bassinkanten, der gjorde, opdagede hun pludselig. Men han så heller ikke værst ud i badeshorts.

– Sover hun? hviskede Casper, da Mathil­de samme aften kom ind i hyttens lille stue.

– Som en sten, svarede Mathilde. – Men hvorfor har du slukket lyset?

Casper svarede ikke. I stedet lød den svage lyd af en tændstik, der blev strøget. Et stea­rinlys oplyste hans ansigt, og nu kunne Ma­thilde se, at der var drysset rosenblade ud over det lille, runde spisebord. Der stod og­så en flaske champagne i en isspand og to høje krystalglas.

– Mathilde, kom det hæst fra Casper, som pludselig gik ned på knæ foran hende. – Vil du gifte dig med mig?

Læs næste kapitel af ”Skjult i skyggerne” her: