Hvad skyldes den vraltende gang egentlig?

Det er sundt at undre sig, og det er netop, hvad denne læser gør. For hvorfor vralter nogen mennesker, når de går? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Kvinder ude at gå tur
– Svækkede muskler i hoften kan gøre det sværere at stabilisere kroppen, ligesom mennesker med let forskellig benlængde også kan gå lidt vraltende, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colorbox
Annonce

Kære Lotte Bang

Jeg har lagt mærke til, at nogle overvægtige kvinder ligesom vralter, når de går fra side til side, ligesom en and.

Selv er jeg ingen sylfide, men vejer derimod godt og vel 10 kilo for meget, så det er ikke for at pege fingre ad andre, men blot, fordi jeg undrer mig.

Er det en dårlig vane, man har tillagt sig, eller hvorfor går de på den måde? Det er jo langt fra alle overvægtige, der er tale om.

Mvh. A

Kære A

En vraltende gang hører ikke nødvendigvis sammen med hverken vægt eller køn. Mange mennesker, både mænd og kvinder, med såkaldt normalvægt vralter, og der findes mange årsager til den vraltende gang.

For eksempel kan svækkede muskler i hoften gøre det sværere at stabilisere kroppen, ligesom mennesker med let forskellig benlængde også kan gå lidt vraltende. Det samme gælder for gravide med bækkenløsning. Dernæst kan diverse muskel- og knoglesygdomme som for eksempel muskeldystrofi indvirke på, hvordan man går.

Smerter i hofter, bækken, ben eller fødder kan også føre til en ændret gangart, hvor man forsøger at undgå smertefulde bevægelser.

Jeg synes altså ikke umiddelbart, man kan kæde overvægt og vraltende gang sammen, selv om mange overvægtige sikkert har ondt i skelettet grundet en øget belastning og derfor går anderledes.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.