Familien er ved at bryde sammen

Min mand og jeg er begge sidst i 60’erne og har to voksne sønner. Vores yngste er gift, har to børn og en hustru med store psykiske udfordringer, bl.a. har hun meget svært ved se andres behov og udvise empati – selv over for sine børn og mand. Gennem årene har hun måttet opgive flere job efter stresssygemeldinger, og jobprøvning har vist, at hun kan klare en time om ugen uden at få stress.

I hverdagen har vores svigerdatter svært ved at overskue at passe børnene, hun klager og græder tit over smerter, bryder sammen i gråd og ligger i sin seng med sin iPad 16-18 timer hver dag.

Vi henter ofte børnene i institution og skole og passer dem, til de har spist og været i bad, eller de overnatter hos os.

Udover at spekulere på, hvornår vores søn går ned med flaget, går vores bekymring også på, at vi efterhånden ser det mindste barn kopiere sin mors adfærd og f.eks. med svag stemme klynkende give udtryk for at have ondt her eller der. Vores svigerdatter har haft barnet til læge flere gange, uden at der har kunnet findes noget galt. Den ældste reagerer på det hele ved at være mere afvisende over for sin mor og foretrække sin far.

Vores svigerdatter har haft en svær barndom, er adopteret og vokset op uden for Danmark med en konfliktfyldt barndom med især sin psykisk syge adoptivmor.

Vores søn har et vellønnet, men krævende job med en del overarbejde og rejser. Af natur er han hjælpsom, meget følsom og desværre også meget konfliktsky. Økonomien med kun en indtægt begynder nu at kradse, men vores svigerdatter er uforstående og siger, at i hendes hjemland går kvinder hjemme - hun har dog ikke overskud til hverken husholdning eller børnene. Til gengæld har hun behov for materielle goder, men vil ikke f.eks. give eller sælge ting, der ikke bliver brugt. Familiens hus er derfor fyldt med bl.a. kasser og poser med sko og tøj, der ikke bliver brugt.

Ifølge hendes læge fejler hun intet fysisk, men er udfordret af sin personlighed. Lægen har forlænget hendes aktuelle sygemelding og henvist til psykolog. Det er hun vred over og har tidligere været i psykologforløb, som hun har afsluttet, da psykologerne angiveligt ikke harmonerede med hende. Hun har også fået en henvisning til en neurolog, da hendes biologiske mor havde fibromyalgi, og vores svigerdatter er overbevist om at have arvet denne sygdom.

Vi har flere gange forsøgt at tale med vores søn om vores bekymringer for børnene og ham, men han siger, at han bliver i ægteskabet for børnenes skyld. Vi har bedt ham overveje, om det er til børnenes bedste. Vi har ondt af vores svigerdatter, men er også bekymret for, hvad det gør ved vores søn og vores skønne børnebørn, og har en følelse af, at hendes mange lægebesøg med børnene kan skyldes Münchhausens syndrom, da hun har stort behov for opmærksomhed, og det nu virker, som om hun søger at få dette via børnene.

Det er så svært at se på, hvor store konsekvenser hendes adfærd har for andre. Hvad kan og skal vi gøre?

Der er så mange mange ting i spil her. Alle strategier, følelser og handlinger er viklet ind i et sammenfiltret garnnøgle. Og den enes adfærd afstedkommer den andens handling.

Det virker, som om hele familien brandslukker og symptombehandler uden egentlig at finde frem til kernen af problemerne.

I første omgang må I som bedsteforældre kigge på, hvad der er muligt for jer at gøre noget ved. Har I sat jer ned som familie og set hinanden i øjnene og sagt højt, at der skal ændres på den måde, det kører nu?

I må kalde på en timeout. Sommetider, når vi observerer, at vores medmennesker er havnet i en uløselig situation, er der omsorg i at sige det højt. Sæt jer for bordenden med omsorg og klarsyn og fortæl, hvad I ser. Måske kan I kontakte en familieterapeut, som kan komme hjem til familien og hjælpe med at lægge en plan for, hvordan familien kommer på skinner igen. Det er naturligt, at I tager jeres søns parti, men han er også en del af de dårlige løsninger og de dårlige valg, og han har også brug for nye redskaber for at kunne komme træde ud af de ugunstige valg, han træffer.

Hvis I ikke kan komme igennem til hustruen, må jeres søn gå rådgivningsvejen. Så må han begynde i professionel terapi og få vejledning. I som bedsteforældre kan ikke løse det her alene.

Så mit råd til jer er altså: Kald til samling. Udvis forståelse for den svære situation, men vær tydelig omkring, at noget må ske. I kan i forvejen have kontaktet en familierådgiver og bringe vedkommende i spil som et forslag, når I taler sammen alle sammen. Indtil der begynder at blive behandlet i familien, gælder det om at være omkring børnene og give dem gode oplevelser og selvtillid. Vis dem, at livet også kan leves med glæde og optimisme, men anerkend de tanker og følelser, de går med.

Held og lykke til jer alle. Det er en meget svær situation, men nu skal der handles.