Skal jeg blive ved at ”låne” min far penge?

Jeg er en ung mand, som indimellem læser bladet, og nu har jeg brug for, at du hjælper mig med et spørgsmål.

Jeg blev udlært sidste år og har i dag en god stilling og tjener mine egne gode penge. Jeg er måske det, man vil kalde en mønsterbryder, for ingen af mine forældre har en uddannelse, og de har haft det svært i livet, og ingen af dem har arbejde i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at de har stor kærlighed til mig, men min opvækst har ikke altid været let.

Min far er nu begyndt at bede mig om penge. Mine udgifter er ikke så store, da jeg bor alene, men jeg ønsker at spare op, så jeg har et godt fundament den dag, jeg skal stifte familie. Jeg betaler altid mine udgifter til tiden, for jeg har alt for mange gange set, hvad der sker, når man skylder nogen noget.

Den 1. i hver måned spørger min far, om jeg kan undvære lidt, og siger, at jeg selvfølgelig får dem tilbage, og nu er beløbet blevet stort, for han har gjort det, siden jeg blev udlært.

Jeg er i et dilemma, for mine forældre har brugt deres penge på mig, da jeg var barn, og nu har jeg mere end dem. Det er også svært, for jeg ved faktisk ikke helt, hvad han bruger pengene til, og jeg tror ikke, min mor kender noget til det.

Hvad synes du, jeg skal gøre?

Allerførst stort tillykke med alt det, du har opnået i dit liv. Uddannelse, job og styr på økonomien. Ikke alene har du skullet uddanne dig fagligt, du har også taget en slags uddannelse sideløbende i, hvordan man finder sin egen vej og bryder den sociale arv. Det er ikke let. Godt klaret.

Du skal stoppe med at låne din far penge. Når han kalder det et lån, ligger det implicit, at han vil betale tilbage, og så lover han dig noget, han ikke kan holde, og det er et tillidsbrud. Du skal tage en snak med ham om, hvad han bruger pengene til. Spiller han? Drikker? Hvad gør han med pengene? Og hvorfor ved din mor ikke noget om de penge?

Det er klart, at vi som familie skal hjælpe hinanden, og hvis dine forældre ikke har mad eller er i anden akut nød, skal du naturligvis træde til, men det virker fordækt, at han kommer til dig på den måde og ikke fortæller, hvad pengene skal bruges til.

Det er uværdigt for din far at tigge om penge fra sin søn, og det piner ham sikkert, men med tiden bliver det måske helt normalt for ham, og så niver det ikke længere i samvittigheden, når han spørger. I skal ud af den rela-tion, I er ved at fasttømre nu. Du som bank og han med hatten i hånden. Det går ikke.

Du er voksen, og du skylder ikke på den måde at skulle give din far, hvad han beder dig om. Selvfølgelig har dine forældre brugt penge på dig, da du var barn. Det skal man, når man får børn. Det ansvar følger med. Det skal du ikke føle gæld eller skyld over.

Tag en snak med ham mand til mand. Hvad dækker han over? Og fortæl ham, at han må tage ansvar for sit liv. Du har måske haft et stort ansvar for dine forældre, da du voksede op, og det ansvar må du gerne slippe nu, og du skal på ingen måde føle dårlig samvittighed over, at du klarer dig. Man kan altid hjælpe og svinge forbi med lidt indkøb eller komme med noget til husholdningen, hvis man skal til middag, men at fortsætte med at give din far penge hver måned er hverken godt for ham eller dig. Han er voksen. Du er voksen. I skal se hinanden i det lys.