Når alting går i smulder, har vi præsterne

Vi sidder i kirken i Løgumkloster.

Der er aftensang, og kirken er godt besøgt.

Det hænger måske sammen med, at det tilhørende refugium i denne uge er befolket med unge, nye kursister fra præsteseminariet.

De er ivrige efter at lære noget, også hvordan aftensangen kan flyttes hjem til deres egne sogne.

Selv er jeg indlogeret på Løgumkloster Refugium for at få skrivero.

Der går tid, lang tid, før vi kommer i gang.

Kirkegængerne har heldigvis en engels tålmodighed, ingen af os gør anskrig eller forlader kirken.

Det gør man simpelthen ikke.

Så stiger præsten op på podiet og råber ud over forsamlingen:

– Er der en organist til stede?

Alle kigger sig fortvivlede omkring, for vi kender konsekvensen.

Uden organist, ingen aftensang, og kun en kort prædiken.

"Er der en læge til stede"-udråbet er velkendt. Det indebærer, at nogen er kommet alvorligt til skade eller blot er faldet om og trænger til et lægetilsyn.

Men en organist?

Sagen var den, at organisten ikke var nået frem, ikke havde givet besked og dermed satte kirkens personale i en dårlig situation.

Men vi er jo i Danmark, så til sidst meldte en kvinde sig.

Med høj og klar stemme sagde hun: "Jeg vil gerne hjælpe, men der skal være et klaver. Jeg er ikke organist".

Herefter blev adskillige mennesker sat til at åbne en dør i væggen og skubbe et flygel ud på kirkegulvet.

Der blev også fundet en stol frem.

Men så var der lige det med noderne.

Også dét kom på plads, og vi kunne omsider komme i gang med aftensangen i den smukke middelalderkirke, bygget af munke for over 800 år siden.

Der er altid én i dette land, der gerne vil hjælpe i en tilspidset situation, og alle de mennesker skal vi være glade for.

Det er jo ikke alt, der går efter en snor.

Og næste morgen fik organisten en ny chance.

Det er sådan på Løgumkloster, at der er en mange hundrede år gammel tradition for at samles i en klosterkælder, der hvor munkene mødtes hver morgen til andagt.

Nu er der morgensang og oplæsning.

En charmerende tradition, der skubber os forfattere i gang med dagens arbejde.

Kælderrummet er grundmuret i munkesten med fire smukke søjler i midten, der bærer det tunge loft, og man stiger fem trin ned for at komme ind i det harmoniske rum, hvor munkene sad i en firkant på en forhøjning op ad væggene.

Men denne morgen, ingen organist, derimod deltagerne i præsteseminariet, der tog fat og gav os en bevægende oplevelse, inden arbejdet kaldte.

Når alting går i smulder, har vi præsterne.

Pas godt på dem, og glæd jer til, at de får deres eget embede. For så bliver der sunget for.

Højt, klart og smukt.