Ældre Sagens Bjarne Hastrup er nu 75 år: Jeg er fuld af ork

”Den, som er vældig stærk, skal også være vældig rar.” Den leveregel har Bjarne Hastrup tyvstjålet fra Pippi Langstrømpe, fremgår det bl.a. af bogen ”Frontkæmper – Historien om Bjarne Hastrup og Ældre Sagen”. Den er skrevet af journalisterne Stig Andersen og Lars Mandal og udkom den 21. september forud for Bjarne Hastrups 75-års fødselsdag den 29. september.

Læs også: Vi er blevet til at se de gode ting i livet

Rar og stærk

Ja, Bjarne Hastrup ER vældig rar, kan vi konstatere efter cirka halvanden time i hans selskab i Maskinrummet, som han kalder Ældre Sagens hovedkontor i Snorresgade i København. Hvor man i øvrigt ”ikke er helt sikker på, om vorherre er over, under eller bare ved siden af” ham. Og hvor Bjarne Hastrup på grund af Covid-19 har hjemsendt mange af de ansatte med ordene: ”Take a chair and run away – og husk pc’en.”

Da vi møder ham, er det ikke for at tale om hans imponerende og indædte kamp for svage, udsatte og sårbare ældre – den er udførligt beskrevet i bogen, der efterlader læseren af de 323 sider med en vished om, at Bjarne Hastrup også ER vældig stærk.

"Pension, hvad er det for noget?"

Vi ønsker blot at møde den usædvanlige og altid venlige mand, der ”er fuld af ork” og trods sit omfattende virke også har overskud til hver fjerde uge at skrive en klumme her i Familie Journal – hvad han har gjort siden oktober 2017. Har han mon som nu 75-årig tænkt sig at drosle ned og måske gå på pension?

– Pension, hvad er det for noget? udbryder han og ler højt, før han fortsætter:

– Nej, fordi jeg er indrettet, som jeg er, har jeg ingen planer om at gå på pension. Min far og min farfar gik på pension året før, de døde, og så tænker jeg: Tør jeg så gå af?! Nej, jeg KAN ikke gå af!

Læs også: Casper døjer med neurologisk lidelse: Trodser sygdommen med træning

En livsstilling

Som den lattermilde mand, Bjarne Hastrup også er, ler han igen højt og siger så:

– Det er naturligvis Ældre Sagens bestyrelse, der bestemmer, om jeg skal gå af. Sikkert er det dog, at jeg kan gå af jorden, men ikke fra arbejdsmarkedet!

Han fortæller, at han i øvrigt byder nye ansatte i organisationens hovedkontor velkommen med bl.a. disse ord: ”Det her er en livsstilling, ingen forlader mig i live.”

– Jo, der er nok otte-ti ansatte, der har forladt mig, men de er kommet tilbage. Så har man et godt arbejdsmiljø, tilføjer han.

Let til latter

Om klummerne til Familie Journal siger han:

– Dem er jeg meget glad for at skrive og tænker ofte ”bare jeg snart skal skrive igen.” Jeg finder emner, når jeg sidder i fitnesscentret og tænker, senere skriver jeg noter, går en lang tur, sover, og så vækker min underbevidsthed mig klokken fem og vil op og skrive.

– Jeg er dybt taknemlig for min underbevidsthed, for det er også den, der arbejder, når jeg skriver bøger. F.eks. når jeg opholder mig på et kloster i Italien eller på et refugium i Nice i Frankrig.

– Der i Frankrig fik jeg i 2019 skrevet min 20. bog. Jeg går lange ture og tænker over, hvad jeg skal skrive, sover, vågner og skriver. Det er godt, der ikke er nogen, der møder mig, for jeg går også og griner.

Poet-drømme

Bjarne Hastrups milde latter lyder igen, da han viser os sin 20. bog, der har titlen ”Major Trends in Danish and Global Welfare at the Dawn of the 21st Century”, og siger:

– Jeg har selv fundet på titlen!

Vi beundrer det akademiske værk på 272 sider, der som flere af hans bøger er skrevet på engelsk, og må så indrømme, at det nok ikke lige er en bog, vi som henholdsvis fotograf og journalist på et ugeblad vil kaste os over. Jo, måske når vi går på pension …

– Apropos pension, så er der i min bog et yderst interessant kapitel om Singapores pensionssystem, som vi herhjemme nok kunne lære af, når Bjarne Hastrup at sige, før journalisten, som har læst bogen om Frontkæmperen, afbryder: – Din drøm var jo at blive poet, men den brast, da du havde skrevet en stil på vers i mellemskolen …

Læs også: Søren mistede sin kone til kræft: Jeg havde ikke klaret sorgen alene

Verdensmand

Bjarne Hastrup ler og mindes læreren, der ikke var begejstret for stilen på vers.

– Men jeg ville også være forfatter, fastslår han med et stort smil og peger på sin seneste bog.

Udover engelsk taler han fransk, som han lærte i gymnasiet, og italiensk, som han senere har tilegnet sig.

– Jeg elsker sprog og ville også gerne have læst latin. Min far mente, jeg skulle være sproglig, men en lærer mente, jeg skulle være matematisk student, og det blev jeg. På universitetet underviser jeg kun på engelsk. Det udfordrer min hjerne og er af stor betydning for min mentale tilstand, siger han.

"Intet kan ryste mig"

Faktisk var det ikke meningen, at Bjarne Hastrup skulle i gymnasiet, men en dag troppede førnævnte lærer op i hjemmet og fik faren overtalt til at lade sønnen gå i gymnasiet. Faren var revisor og havde sit kontor i den lejlighed på Østerbro, hvor Bjarne Hastrup voksede op som ene dreng blandt syv søstre. Moren var hjemmegående husmor. Økonomien var stram, og den store børneflok havde mange pligter, de skulle udføre.

– Min barndom var helt speciel og til tider også barsk, så intet kan ryste mig. Min mor og jeg stod ikke hinanden særligt nær. Hun havde en del at slås med, og som voksen fandt jeg ud af, at hun nok har haft flere fødselsdepressioner.

– Til gengæld fik jeg et nært forhold til min far, hvilket jo er meget naturligt, da jeg var eneste søn. Og han fik mig til at fatte interesse for matematik, økonomi, politik, historie – ja, for verden. Jo, jeg holdt meget af min far.

Forældrene er for længst døde, og i dag lever kun fire af de otte søskende.

– Min ældste søster bor i Skagen, og hende besøger min hustru og jeg et par gange om året. Der er vidunderligt i Skagen, og det er også et godt sted at få idéer og tænke tanker. Desuden har jeg lillesøster i nærheden og endnu en søster i Hørsholm. Resten er her desværre ikke mere.

Læs også: Kokken fra TV: Min fortid har lært mig at sige fra

Om sociale medier og ostemadder

Et nyt møde venter Bjarne Hastrup, men vi når lige to spørgsmål mere. Først om hans forhold til de sociale medier?

– Jeg er på det professionelle netværk LinkedIn, men jeg er ikke på Facebook. Jeg skal jo ikke lægge et billede op: Her kan I se min ostemad, og jeg drikker mælk til …

– Én gang har jeg lagt et billede på Instagram. Da jeg var i Nice, var familien bekymret for, om jeg fik noget at spise. Så gik jeg på det lokale marked og købte brød og grøntsager og lagde et mægtigt billede op. De tvivlede på, om jeg havde spist det, men det var faktisk herligt at være sin egen kok i 14 dage dernede, fortæller han med begejstring i stemmen.

Effektiv og tilstede

Og da han ud over sit travle virke på arbejdsmarkedet og som forfatter jo også har et privatliv, hvor familien og vennerne plejes behørigt og nyder godt af hans vid, charme og gode humør, fristes vi til at spørge, om han har flere timer i døgnet, end vi andre har?

– Nej, det har jeg ikke, svarer han med et stort smil. – Det handler om at være meget effektiv og være fuldt ud tilstede både privat og i embeds medfør. Jeg har udviklet et talent for at være lynhurtig. Det kommer fra min barndom, hvor vi var så mange i familien. Man skulle også være effektiv.

– Og at jeg overkommer så meget, er fordi jeg laver noget andet end mange andre gør. F.eks. får jeg ikke svedet maven af om sommeren på en strand, jeg skriver i stedet, og ja, jeg bader også. Men jeg udnytter således selv min ferietid til noget godt.

Vores tid i Bjarne Hastrups selskab gik alt for hurtigt, og vi fik ovenikøbet mere tid, end vi havde aftalt. Havde der ikke ventet Frontkæmperen endnu et møde, havde han sikkert fortsat delt ud af sin historie og sin viden med smil, latter og begejstring.

På vej hjem blev vi – fotograf og journalist – enige om, at der kan skrives en bog om Bjarne Hastrup. Nåh, nej, den ER jo skrevet og netop udgivet. Og i 2015 udkom hans selvbiografi, ”Den som kæmper”.

Læs også: Shila er hårdtarbejdende mor til fem og parkinsonramt