Husker du de gamle julekalendere? Her kan du se dem gratis

Nyder du også at gense en julekalender, når julen nærmer sig? Vi guider dig til nye og gamle julekalendere, som du kan se helt gratis.
Af
Emma Alleshauge Dalskov
To nisser smiler og står med en sæk med gaver
For mange betyder julemåneden et gensyn med nisserne Lunte, Gemyse, Skipper, Puk og Hr. Mortensen.
Foto: DR
Annonce

Julen må om noget være den tid på året, hvor vi bliver allermest nostalgiske. Vi finder vores gamle julepynt frem fra loftet, går på gammeldags julemarkeder og lovpriser de traditioner, der har været i familien i årtier.

For mange er der også en helt særlig følelse forbundet med de julekalendere, vi kan huske fra flere år tilbage. Hvem husker ikke ”Jul på slottet” fra 1986, ”Nissebanden i Grønland” fra 1989 eller ”Bamses Julerejse” fra 1996? Heldigvis behøver du ikke sige farvel til de gamle klassikere, for flere af dem kan du stadig finde på nettet eller dvd.

Det bedste af det hele er, at det er ganske gratis.

Hvor kan man se julekalendere?

Danmarks Radio er gavmilde med deres udvalg af julekalendere i år. Hele 19 tidligere julekalendere fra ”Vinterbyøster” fra 1973 til sidste års ”Tidsrejsen II” ligger tilgængeligt på Danmarks Radios hjemmeside.

Julekalendere fra Danmarks Radio

Du kan nu streame 19 tidligere julekalendere på DR.dk/tv:

  • Absalons hemmelighed (2006)
  • Bamses Julerejse (1996)
  • Cirkus Julius (1988)
  • Det magiske tivoliteater (2023)
  • Den hemmelige tunnel (1997)
  • Eldorado for dyr & Kikkebakkeboligby (1985)
  • Jul i Gammelby (1979)
  • Jul i kommunen (2012)
  • Jul på slottet (1986)
  • Jullerup Færgeby (1974)
  • Kender du Decembervej? (1967)
  • Nissebanden (1984)
  • Nissebanden i Grønland (1989)
  • Pagten (2009)
  • Ramajetternes jul (2017)
  • Tidsrejsen I (2014)
  • Tidsrejsen II (2024)
  • Torvet (1981)
  • Vinterbyøster (1974)
Danmarks Radio

Hvis du mangler Danmarks Radios julekalender ”Den anden verden” fra 2016 på listen, kan du se den gratis på Filmstriben.dk. Du skal blot logge ind med dit bibliotekslogin på hjemmesiden.

De har også et par andre julekalendere på deres hjemmeside.

Julekalendere på Filmstriben

Du kan se følgende julekalendere på bibliotekernes filmtilbud Filmstriben.dk:

  • Den anden verden (2016)
  • Hallo det er jul (1995)
  • Kometernes jul (2021)
  • Theo og Den Magiske Talisman (2018)
  • Tinka og sjælens spejl (2022)
Filmstriben

Tip

På Filmstriben får du tildelt otte point hver måned, som du kan se film for, og du skal 24 point for at se en hel julekalender. Et lille tip er, at du kan alliere dig med et par af dine nærmeste med et bibliotekslogin, hvis du har planer om at se en hel julekalender på én måned. Hvorfor ikke mødes et par hyggelige aftener, hvor I ser jeres yndlingsjulekalender sammen?

Det er også altid en mulighed at gå tilbage til klassikeren over alle klassikere, hvis du er i tvivl om, hvad du skal se.

Du kan finde ”Matador” gratis på dr.dk/tv, hvis du vil fylde juledagene med Mads Skjern, Maude og de andre ikoniske karakterer fra Lise Nørgaards serie.

Annonce

Analog jul

Hvis du er typen, der ikke har smidt dvd-maskinen ud endnu, kan du også låne alverdens julekalendere som dvd på landets biblioteker.

”Brødrene Mortensens jul” er for eksempel tilgængelig til udlån på mange biblioteker landet over. Hvis du trænger til et gensyn med Pyrus, er ”Pyrus – alletiders jul” i skrivende stund tilgængelig på 35 biblioteker, og hvis du er mere i humør til en voksenjulekalender, kan ”The julekalender” også findes på flere biblioteker.

Du kan se, om dit lokale bibliotek har lige netop den julekalender, du leder efter på bibliotek.dk.

Vil du teste din viden om gamle julekalendere? Så tag vores quizzer her:

Nostalgi-quiz: Test din viden om julekalendere

Julequiz: Hvor godt husker du Absalons Hemmelighed?

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.