Novelle: Rette tid og sted

Af Anne Brunstrøm

Da Trine så den nydelige mand ud af øjenkrogen fra sin plads bag disken i supermarkedets kiosk, havde hun tænkt, at det ikke kom hende ved. Hun var færdig med mænd.

Hun og Anders var blevet skilt for et års tid siden efter en årrække med småskænderier, der ofte endte med flere dages tavshed frem for en løsning af problemet. Det var som om, de slet ikke havde noget til fælles længere, efter at deres dejlige søn, Frederik, var flyttet hjemmefra. Derfor var det en lettelse i starten, da hun blev alene. Hun havde stolt købt et rækkehus for pengene fra salget af deres fælles villa. Følelsen af triumf ved valget af den blomstrede sofa til den lille stue boblede i hende de første måneder, når hun kom hjem fra arbejde og slog døren op til stuen. Anders hadede mønstrede møbler. Sengen i soveværelset var overøst med pyntepuder. Det var som en hyggelig lille rede kun for hende.

Men så begyndte den gnavende fornemmelse af at have tabt et eller andet spil, hun slet ikke havde bedt om at være med i, da hun mødte Anders og hans nye kæreste på gågaden allerede tre måneder efter bruddet. Kæresten var mindst ti år yngre end hende selv, og hun så fåret op på Anders med sine store, blå øjne, mens hun slog med det lange blonde hår i vinden. Trine havde måtte lægge bånd på sig selv for ikke at slå hende eller i det mindste fortælle hende, at deres lykke sikkert snart var slut.

Nu skulle de giftes, så den anden kvindes lykkefølelse holdt desværre længere, end Trine havde regnet med. Frederik, som heldigvis ofte besøgte hende, havde brødebetynget indrømmet, at hans band skulle spille til brylluppet om en måned. Når hun gik i seng om aftenen, blev hendes hyggelige rede ødelagt af mørke tanker om slutningen på hendes ægteskab. Havde Anders været hende utro med den nye kæreste? Han kom senere og senere hjem fra arbejde den sidste tid inden skilsmissen. Og det var da gået meget stærkt med hende blondinen.

Trine rystede på hovedet ad sig selv og smilede til den næste kunde. Det var på tide at komme hjem.

Da hun tog sin cykel ud af stativet, stødte forskærmen på hjulet, så hun gav den et velplaceret spark. Inden hun kunne tjekke, om det havde løst problemet, blev hun afbrudt af en mørk, behagelig stemme.

– Goddag. Er der noget, jeg kan hjælpe med? Den nydelige mand stod ved siden af hende med en sort computertaske i hånden. Hans brune hår var kortklippet, han var glatbarberet og havde en lys vindjakke på og jeans. En duft af citrus og træ pirrede hendes næsebor.

– Nej tak, det er bare ... jeg tror, det er fint nu, stammede Trine og kunne mærke rødmen bevæge sig op i kinderne.

– Godt. Jeg er faktisk heller ikke så praktisk anlagt, svarede han og så nærmest forlegen ud. Som om han burde tilbyde at reparere cyklen for en fremmed kvinde. Hun smilede.

– Jeg hedder Trine. Nåede du ikke dit tog? Ordene var sluppet ud, inden det gik op for hende, at hun nu afslørede, at hun havde observeret ham nøje, da han forlod kiosken og gik over mod stationen overfor.

– Jeg hedder Peter. Hyggeligt at møde dig. Han skiftede tasken over i venstre hånd og rakte den højre frem. Hun lod cyklen balancere op ad sin hofte og gav ham et hurtigt håndtryk. Det var akavet, men også meget sødt, at han var så formel.

– Jeg skulle bare tjekke, hvor togbusserne holder. Mine børn kommer og besøger mig, så ...

– Ja, det er irriterende med det sporarbejde, svarede hun og tog fat i cyklen. Hvor var det pinligt. Som om han behøvede at forsvare, hvad han lavede på en togstation.

– Vi ses sikkert, sagde hun over skulderen og kastede sig op på cyklen. Så ræsede hun hjem fra arbejde for at få følelsen af akavethed efter mødet ud af kroppen.

Det var fredag et par uger efter, og Trine havde inviteret veninderne fra vejen til middag, så nu var der gang i køkkenet. Hun tog farsbrødet ud af ovnen. Det duftede fantastisk.

Det ringede på døren, og Trine sprang de fem skridt ud til hoveddøren og åbnede.

– Værsgo, mit livs blomst, grinede Sanne og stak hende en buket røde roser. – Skal jeg selv sætte dem i vand? Hun hvirvlede ud i køkkenet uden at aflevere buketten og begyndte at rode i skabene efter en vase. Trine var på vej ud til hende, da Kristina dukkede op i den åbne dør.

– Så er boblerne ankommet, annoncerede Kristina og viftede med en lyserød flaske. – Vi kan godt nå et glas inden maden, ikke?
Trine grinede bare. Hvad skulle det nytte at sige nej, maden er færdig? Hun fandt vasen frem til Sanne og tre højstilkede glas til den mousserende vin. Så dækkede hun farsbrødet med stanniol og satte glassene ind i stuen. Sanne fulgte efter med blomstervasen.

– Kan den stå her? Sanne satte vasen med roserne på det lille sofabord sammen med glassene.

– Perfekt, tak, smilede Trine og fik flasken åbnet med et plop, så den lyserøde væske væltede ud i det første glas.

– Det er tid til sladder. Har du været på nogen dates? Sanne så forventningsfuldt på hende.

Trine rystede bare på hovedet.

– Du møder ikke nogen ny mand, hvis du ikke holder øjnene åbne og viser, du er interesseret, fortsatte Sanne. – Møder du aldrig nogle lækre mænd på dit arbejde?

Trine kunne mærke sine kinder blive varme og sagde ikke noget, men hun tænkte på Peter. Hun havde snakket med ham et par gange, når han var kommet ind i butikken. Han var fraskilt, havde han fortalt. Han så ud til at være omkring de 50 ligesom hende selv.

– Hvad med dig? spurgte Kristina og løftede øjenbrynene, mens hun smilede skævt til Sanne. – Skulle du ikke på date?

Sanne havde ganske rigtigt været på date med en mand, men han havde kaldt hende tyk og var gået fra restauranten, inden de havde betalt.

– Han påstod, jeg vejede mindst 10 kilo mere end på mit profilbillede. Det er sidste gang, jeg bruger en datingapp, sukkede hun. – Vi er alt for gamle til den slags. Det var Alma, der hjalp mig med at lave profilen og valgte det billede, og nu må hun vise mig, hvordan man fjerner den helt igen, så der ikke er nogen spor efter mig derinde.

Alma, Sannes voksne datter, var meget fremme i skoene, når det gjaldt sin mors kærlighedsliv. Trine havde på fornemmelsen, at det var for at slukke sin egen dårlige samvittighed over, at hun ikke kom på besøg så tit. Men det sagde hun selvfølgelig ikke. Hun nød deres søsterlige støtte af hinanden. Det var heldigt, at der boede to kvinder her på vejen, som også var skilt med voksne børn og forstod, hvordan det var. Selv om de andre tacklede det helt anderledes end hende selv med deres dates og sladder.

– Alle mænd leder nok efter nogen, der er lidt yngre og slankere end os, sagde Sanne. – Mænd som ham kan vælge og vrage. Hun tog en ordentlig slurk af boblerne.

Mens hun satte maden frem, tænkte Trine på Peter. Han lignede ikke en, der rendte efter unge piger. Hun havde i hvert fald aldrig set ham sammen med nogen. Børnene havde hun set ankomme med toget, da hun var på arbejde i eftermiddags. Peter stod klar til at tage imod dem på perronen, men de viste ham ikke den store kærlighed. Ud ad vinduet havde hun iagttaget de to mutte teenagere, der slentrede ned ad gaden et godt stykke efter deres far.

Da veninderne var gået og køkkenet ryddet, faldt Trine i staver foran det store spejl i soveværelset. Hvorfor var det egentlig, at hun ikke gik på dates ligesom de andre to? Hun skyldte jo ikke nogen noget. Anders skulle giftes igen, og Frederik ville sikkert bare blive lettet, hvis hun fandt en kæreste. Men hun havde ikke lyst til at møde en eller anden fremmed mand på internettet. Hun gøs ved tanken.

Så betragtede hun sin store barm og runde bagdel i spejlet. Havde Sanne ret i, at mænd kun ville have unge, slanke modeller? Mon en flot mand som Peter ville være interesseret i hende?

Søndag efter frokost var gået Trine på vej ned i byen, da hun så Peter komme gående på det modsatte fortov med de to surmulende teenagere. De havde rygsæk på begge to, men det var da lidt tidligt at afslutte weekenden med deres far? Hun fik en gnavende fornemmelse i maven af at se på Peters bøjede ryg, men hvad kunne hun gøre?

Med en tung fornemmelse i kroppen drejede hun fra ved det næste hjørne og gik ned på biblioteket. Da hun en halv time senere spadserede tilbage samme vej, så hun Peter komme sjoskende alene på fortovet overfor. Hun kunne ikke se hans ansigt, men han hang med hovedet, og ryggen var endnu mere bøjet end før. Det skar hende i hjertet. Teenagerne måtte være taget hjem allerede. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan det var at se sine børn så lidt.

Uden at tøve smuttede hun over vejen og kaldte på ham, allerede inden hun var inde på fortovet.

– Peter?

Han drejede hovedet ved lyden af hendes stemme. Han havde furer omkring munden, hans ansigt var blegt, og munden bævede svagt.

Trine kunne godt se, at han sikkert gerne ville være i fred. Men hun kunne ikke udholde tanken om, at han skulle tilbringe resten af eftermiddagen alene og være så fortvivlet.

– Er dine børn allerede taget hjem til deres mor? Det var da tidligt.

Han nikkede svagt.

– Vil du ikke have en kop kaffe? Jeg bor fem minutter herfra. Hun smilede forsigtigt.
Han åbnede munden og lukkede den igen. Mon han søgte efter en god undskyldning? Trine holdt øjenkontakten og fortsatte:
– Jeg ved godt, vi ikke kender hinanden så godt, men nogle gange kan det netop hjælpe at snakke om sine problemer med en, man ikke kender. Hun trådte endnu et skridt tættere på, som når man nærmer sig en vild hest for at klappe den.
– Jo, tak, mumlede han og lod hende vise vej.
Hvad har jeg gang i? tænkte Trine med en fornemmelse af, at alting dirrede på hende. Hun havde inviteret en næsten fremmed mand hjem. Var det overhovedet sikkert? Men når hun skævede til Peter, fik hun sommerfugle i maven. Hun håbede, at han var lige så sød, som han så ud.

På vej ned ad Trines gade skævede hun til Sannes hus, men der var vist ingen hjemme. Med hjertet oppe i halsen lukkede hun Peter ind og skyndte sig ud i køkkenet for at lave kaffe.

De satte sig i stuen med hver sin dampende kop.

– Hvor er her hyggeligt! Peter så sig omkring og klappede den blomstrede sofa.

– Du synes ikke, her er for tøset? spurgte Trine og nød, at de kunne bryde isen med et ufarligt emne.

– Nej, det er da skønt, at blomstertemaet er så gennemført, svarede han og så ud til at mene det, mens han blik gled fra sofaen til planterne i vindueskarmen og de røde roser fra Sanne på sofabordet.

– De er måske fra … Han viftede imod buketten og så ned.

– De er fra min veninde, Sanne. Vi singlepiger må huske at være gode ved hinanden, sagde hun og skævede til ham. – Alle har brug for nogen, der sætter pris på dem og lytter til dem.

– Jo, mumlede han.

– Undskyld, hvis jeg er meget direkte, men hvorfor er dine børn allerede taget hjem? Trine holdt vejret og ventede. Måske synes han ikke, det kom hende ved.

– Min datter Esther, den yngste, havde en aftale med sine veninder, og min søn, Theo, har fået et fritidsjob i Netto, så ...

– Men hvornår kommer de så igen? Trine prøvede at skjule sin forargelse. Kunne sønnen ikke have taget en vagt en anden dag? Og kunne datteren ikke altid se sine veninder?

– Om et par uger. Hvis de ikke skal noget vigtigt den weekend. Peters stemme knækkede over.

Trine holdt vejret. Det lød helt urimeligt, at han havde dem så lidt. Men hun kendte jo ikke omstændighederne.

– Er det deres mor, der ikke vil have, du ser dem oftere? spurgte hun forsigtigt.

– Nej. Det er bare ... Deres mor er blevet boende i vores hus, og hun bor tæt på børnenes skole og kammerater. Vi var enige om, at de skulle starte med kun at være hos mig hver anden weekend, til de lige havde vænnet sig til situationen. Og så, når de har prøvet togturen nogle gange og er faldet til hos mig, kan de måske komme torsdag til mandag eller ... Han pillede i sofastoffet. – Men nu er det bare som om, weekenderne bliver kortere og kortere.

Hun så, hvordan han spændte i kæben og havde lyst til at række hånden ud og ae ham på kinden. I stedet klappede hun ham hurtigt på den hånd, der holdt fast i sofaen, og han slap stoffet med et genert smil.

– Har du sagt til dem, at du ville ønske, de blev lidt længere?

– Nej, da. Peter gav et ryk med hovedet og så endelig op fra sofaen og ind i hendes ansigt. – Jeg vil ikke have, de føler sig pressede. Det er svært nok for dem i forvejen, at jeg er flyttet.

Trine smilede til ham og rystede lidt på hovedet. – Du er nødt til at sige det. Det behøver ikke føles som et pres. Men de skal da vide, at du gerne vil have dem. Netop, når du er flyttet fra dem.

Peter smilede tilbage. – Sådan havde jeg ikke tænkt på det. Har du selv et nært forhold til dine børn?

– Barn. Og ja, jeg har det virkelig godt med min søn, Frederik. Faktisk skal han spille med sit band til byfesten næste weekend. Du kunne invitere dine børn til at komme. Tobias Kastholm skal spille efter Frederik. Dine børn kan komme backstage og hilse på ham, hvis de vil. Altså, vi kunne alle sammen komme backstage, fordi Frederik har inviteret mig.

Trine holdt vejret. Nu var hun nok gået over stregen. Men Peter blev ellevild.

– De elsker begge Thomas Kastholm! Hvis jeg fortæller Ester og Theo, at de kan møde ham … Hans øjne skinnede. – Jeg bliver så populær. Så kan jeg se dem igen allerede næste weekend.

– Må jeg ikke invitere dig ud og spise i aften som tak?

Trine nikkede overrasket.

– Ja, for at være helt ærlig har jeg haft lyst til at invitere dig ud, siden jeg så dig stå og sparke til din cykel, grinede Peter. – Jeg vidste bare ikke, om en smuk kvinde som dig ville have lyst til det. Man kan jo godt føle sig lidt ... overflødig efter en skilsmisse. Han så ned i sofaen.

Trine sagde ikke, at hun selv havde det lige sådan nogle nætter.

– Jeg er sikker på, du kan bruges til alt muligt, svarede hun og rødmede, da det gik op for hende, at det kunne misforstås.
– Så henter jeg dig klokken 18, sagde Peter. – Tak for kaffe.

Trine havde taget en rød kjole med hvide blomster på til deres aften i byen. Da de gik ned ad fortovet ved siden af hinanden, drejede Peter ansigtet imod hende.

– Den kjole klæder dig virkelig. Han rakte hånden ud imod hendes, og hun tog den. Varmen fra hans hånd bredte sig hele hendes krop. Nu gjorde det ikke noget, hvis de mødte Anders og blondinen.