Den stund glemmer jeg aldrig: Julemagi fra en 4-årig

Hjemmefra var jeg vant til store forsamlinger juleaften, selv i hverdagene var vi 10 omkring bordet, og når tanter og gæster var med juleaften, var der et sandt leben.

Efter min hustru og jeg havde købt vores egen hybel, og vi skulle holde den første juleaften hos os selv sammen med vores datter, Julie, og min svigermor, var det første gang i mit liv, at jeg oplevede, at vi var så få omkring bordet.

Men det begyndte et helt andet sted.

Vi var alle enige om først at gå i kirke og høre julebudskabet.

Alle var vi lyttende i kirken, også Julie. Hun sad ret op og ned på bænken og sugede hvert ord til sig.

Præsten var medrivende, og prædiken bevægede alle, og rakte helt ud over prædikestolen, ned til det lille barn, der var vores datter.

Da gudstjenesten var ved at være færdig, gjorde Julie sig fri af os og masede sig op til præsten.

Hun gav ham hånden som tak for en god oplevelse, fire år gammel.

Vi var overraskede, men tænkte ikke mere over det og skyndte os hjem til julefesten.

Derhjemme var der pyntet, men ikke imponerende.

Juletræet var så lille, at man knap kunne få øje på det, gaverne hang på et hjul oppe under loftet, og der var grangrene rundt omkring.

Gamle kravlenisser pyntede i stuerne.

Vi ville have en utraditionel jul.

Og det fik vi.

Men en helt anden måde, end vi havde regnet med.

Vi serverede bøffer og salat, det skulle være lidt sundt, og svigermor kom med en dejlig flaske rødvin.

Vi glædede os.

Midt i måltidet blev Julie så overvældet af eftermiddagens oplevelse, at hun stillede sig op på slagbænken og stod nu der lidt vaklende, tog sin bøf i begge hænder, smagte på det dejlige kød, og udbrød:

"Jæsus", hvorefter hun i fabulerende vendinger udlagde, hvad hun mente at have hørt i kirken den dag.

Jeg syntes, at kravlenisserne begyndte at bevæge sig, og hjulet med gaverne i loftet at dreje.

Vi sad helt stille, mens vores datter udfoldede julebudskabet i springende sætninger og energisk gennemførelse.

Det varede kun kort, men huskedes i lang tid bagefter.

Vi vidste, at vi ikke igen ville opleve et tilsvarende mirakel.

Derfor lagde vi allerede næste år julen om i de mere traditionelle rammer.

Vi genoptog mine forældres juletradition med at tage ud til de gamle i familien, tanter og svigerforældre, med portvin og chokolade, og i stedet for Julies tale på slagbænken sang vi et par julesalmer.

Men magien fra det første år er aldrig glemt.