Dette siger klummeskribenten til sig selv hver eneste jul

Adventstid.

Hvert år glæder jeg mig og frygter den på samme tid.

Kunsten er at kunne lytte trods larm og at forberede sig trods en booket kalender.

For hold da op, hvor kan vi slå os selv i hovedet med forventninger om alt det, dagene op til juleaften skal indeholde for at være rigtig jul!

Vi skal bage småkager.

Pynte op. Købe gaver.

Gå til Luciaoptog.

Juletræsfest.

Julefrokost med kollegerne.

Julefrokost med vennerne.

Juleafslutning i børnehaven.

Juleafslutning i skolen.

Fælde juletræ.

Pakke gaver ind.

Lave pakkekalender.

Sende julekort.

Arrangere julestue.

Lave risalamande fra bunden.

Lave konfekt.

Gå til julekoncert.

Smile til julefrokosterne.

Have festhumør.

Være glade.

Hygge os.

Og midt i det hele skal vi selvfølgelig også passe job, få børn i seng, handle og helst også få motion samt spise sundt.

December er blevet et maratonløb, hvor hver dag skal være sin egen lille fest.

Alt skal være smukt.

Ophøjet.

Anderledes end hverdagen.

Hvert år siger jeg derfor til mig selv:

Glæd dig til december, for den bliver helt sikkert en skuffelse.

Hvilket er rigtig godt.

For det betyder, at mine planer er røget på gulvet, så noget større kan komme til.

Lige dér, hvor den gode stemning bliver ødelagt, er der stor mulighed for, at glæden kan opstå fra ruinerne.

Jeg bliver selvfølgelig først gal i skralden.

Forstyrrelse af hyggen gør de fleste irriterede.

Når alt det, vi bygger op – en højtidelig stemning, respekt, alvor – krakelerer, vækker det vrede.

Men netop i det øjeblik, hvor det perfekte bryder sammen, kan vi mærke noget andet.

Glæden, den ægte glæde, ligger ikke i det perfekte ritual.

Den ligger i det skrøbelige menneskelige, der altid bryder ind, også når vi prøver at holde det ude.

Det er det, advent vil fortælle os:

Jesusbarnet bliver født i mørket, uden for byens grænser, i en stald.

Alt går på tværs af, hvordan det "skulle" være.

Og alligevel, netop dér, kommer glæden.

Ikke den glæde, vi forventede, men den glæde, Gud giver.

Mere reel.

Mere menneskelig.

Vi kan ikke undgå at blive skuffede i december.

Vi dør ikke af det.

Tværtimod kan vi lære noget afgørende:

At der findes noget vigtigere end at få de rigtige gaver og lave den perfekte jul, at vi ikke er guder, der kan styre det hele, og at vi er mennesker, der må tage imod livet, som det er.

I kirken er adventstiden derfor lilla, ikke guld.

Det er en tid til at gøre sig rede til det, som skal komme, ikke på vores præmisser, men på Guds.

Forventningerne er vores.

Men glæden er Guds.

Og den bliver givet os – ofte dér, hvor vi mindst venter den.

Vær velkommen, Herrens år.

Velkommen herhid, i det ufuldkomne, i bruddet, i sprækken.