Juletræskrig og marcipanhelvede - Min jul i Småland

På bagsædet af min morfars blå Berlingo sidder jeg sammen med min storesøster. Bilen er tæt pakken af både familie og tasker. Selvom vi har kørt turen mange gange før, er vi alligevel faret lidt vild, og sådan er det hver gang, for familien Søndergaard nægter at overgive sig til GPS’en og har i stedet fundet det fysiske kort frem, der nærmest smuldrer mellem fingrene.

Men det gør ikke så meget. Fra bilradioen lyder den velkendte musik, vi altid hører på denne tur: sangene fra ‘’Emil fra Lønneberg’’.

”Jag ar fattig bonddräng, och jag tuggar mitt snus”, synger karlen, Alfred, muntert.

Langsomt ændrer landskabet sig udenfor. Granskovene vokser, store granitsten kommer til syne, og snart dukker de velkendte røde træhuse op. Vi er på vej til Småland, til vores ødegård.

Det føles som hjem at komme her. Jeg kender skovstierne bag huset. Jeg kender hvert et lille knirk på trappetrinene og duften af det gamle hus (og mus). Det er mit Katholt.

Astrid Lindgren-jul

Astrid Lindgren elskede julen. Det lyser ud af hendes fortællinger, hvor vigtig højtiden var for hende, og hun vender altid tilbage til de samme minder fra barndommen i sine juletekster. Der er pyntede juletræer, fællesskab, lange lister over mad og forventninger til den store dag – meget lig min egen jul.

I løbet af min barndom har jeg holdt jul mange steder. Ved Vesterhavet, på Sjælland og i vores ødegård i Sverige. Selvom alle stederne er forbundet med gode minder, så vækker Småland alligevel en særlig julestemning i mig. For mig er Astrid Lindgren indbegrebet af den magi, jeg mærker i Sverige.

Som barn fik jeg altid læst hendes historier højt af min mor. ‘’Emil fra Lønneberg’’, ‘’Pippi’’, ‘’Karlsson på taget’’ og alle de andre. I de kolde vintermåneder sneg jeg mine iskolde barnefødder ind under hendes trøje og varmede dem på hendes mave, og det var en fryd. I hvert fald for mig.

Min mor læste bøgerne med lige så stor fornøjelse, som jeg lyttede. Jeg husker, hvordan hverken hende eller min morfar kunne holde tårerne tilbage, når de skulle læse om Emil, der redder karlen Alfreds liv fra en blodforgiftning midt under en snestorm.

”Du og jeg Alfred, du og jeg”, siger Emil, og bare tanken om det får min mor til at fælde en tåre.

Jeg, og hele min familie, har altid næret en stor kærlighed til Sverige. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg tror, Astrid Lindgren og hendes verden kan tage lidt af æren for det.

Marcipanhelvede

En af de vigtigste ting i Astrid Lindgrens jul er maden. Sådan er det også i vores familie. Der er altid rigeligt af den: Torskerogn, flæskesteg, and, medister og selvfølgelig marcipanfigurer vi har lavet aftenen før. Farvet med frugtfarve, rørt ved af børn, der har slikket deres fingre eller stukket dem op i næsen, inden de former videre, og resultatet er altid et blasfemisk jesusbarn og andre figurer, ingen rigtig tør spise.

Alle forberedelserne af mad, glæden og forventningerne minder mig om denne scene fra ‘’Emil fra Lønneberg’’:

De sad omkring bordet, alle de små fattiglemmer fra Lønnebergs fattighus, meget tålmodigt sad de der og ventede, men for hvert fad, der blev båret frem, blev deres øjne mere og mere blanke af tårer.

Der stod: palt, spegepølse, flæskesteg, juleost, æblekage, helstegt pattegris (og meget meget mere)

Til sidst sagde Emil: ”Værsgo at tage fat!”

Emil har forbarmet sig over fattiglemmerne og inviteret dem alle på en julemiddag, de sent vil glemme, og for mig er det netop der, Astrid Lindgren er bedst. Hun skildrer både julens glæder og dens alvor.

Juletræskrigen

Når man læser en Astrid Lindgren-historie, er der altid julestemning, men også konflikt.

Som barn (og voksen) har jeg haft mange diskussioner med min morfar om juletræet. Jeg vil altid have et fire meter højt overdådigt træ, mens min morfar gerne vil have et, der er skævt, halvdødt eller har to toppe. Jeg ved ikke, om han bare gør det for at drille, men det endte tidligere altid i skrig og skrål og så dårlig stemning, at min storesøster på et tidspunkt frabad sig at komme med til juletræsfældning.

Min jul er forbundet med mange følelser, fordi det er en betydningsfuld tid. Men tingene har det også med at falde på plads omkring jul. I Astrid Lindgrens historie om fattiglemmerne såvel som i min morfars og mit juletræsdrama.

Det var i Småland, at min morfar og jeg for første gang lavede en usagt fredsaftale omkring juletræerne i en alder af henholdsvis 79 og 23 år. Vi havde taget en sav med ud i skoven for at fælde et træ, selvom vi egentlig ikke vidste, om man godt bare sådan måtte ty til selvbetjening.

Hele familien var med for spændingens skyld, men for en gangs skyld endte det uden dårlig stemning, da vi besluttede at fælde hver vores træ. Min morfars var ret grimt, hvis du spørger mig, men det vil han nok ikke selv indrømme.

Side om side stod de i vores lave stue, og på det pæneste af træerne hang vi de svenske flag side om side med de danske. Varmen fra kakkelovnen bredte sig, mens vi fyldte kræmmerhuse og hang nisser på træet. Fra pladespilleren spillede Lone Kellerman eller Beatles – det gør de nu hele året rundt, for vi har haft de samme plader i huset, så længe jeg kan huske.

Julefreden sænker sig

Hos Lindgren er ingen følelser forkerte og for store, og håbet lever videre. Selv under 2. verdenskrig, hvor hun skrev i sin dagbog:

‘’Den mest fremtrædende følelse her før jul i Sverige er nok en brændende og inderlig taknemmelighed over, at vi stadig kan fejre julen, som vi gør’’.

Når jeg læser om Emils næstekærlighed eller hendes beskrivelse af forventningens glæde, tænker jeg på min egen families jul. Der er taknemlighed og uenigheder, præcis som i virkeligheden.

Om aftenen tændes lysene på træ(erne), og min søster og jeg får lov til stadig at være børn, der spændt venter, trods vi er 25 og 29 år, og min søster for nyligt selv er blevet mor. Men traditionerne skal jo holdes i hævd, og når dørene åbnes, siger vi ”åhh” og ”næhh”, og ”det er det pæneste træ, vi nogensinde har haft”, også til min morfars halvdøde, som selv jeg har accepteret, måske også fordi det er placeret lidt mere diskret ovre i hjørnet.

Og så, præcis som i historierne fra min barndom, bliver det alligevel jul. Glædelig jul.