
Min far på 81 år skal til at flytte i ældrebolig, hvor man ikke må holde husdyr.
Han har en kat, han er meget glad for, og som har været hans bedste ven, siden han blev enkemand for fem år siden.
Katten har stadig mange gode år tilbage. Den er en stor del af hans livskvalitet, da den både er meget kærlig og kælen, og fordi han ikke føler sig så ensom, når den er hos ham.
Ved du, om man kan søge dispensation, så han kan få katten med?
Den er jo kun i hans egen lejlighed og ikke i fællesarealer.
Mvh, Julie F.
En ældrebolig er et almindeligt lejemål – typisk i et alment boligselskab – og din far får dermed en helt almindelig lejekontrakt, hvor det bl.a. vil fremgå, om man må have husdyr.
Hvis boligselskabet har besluttet et forbud mod husdyr, gælder det som udgangspunkt også de lejere, som er visiteret via kommunen. Din far kan dog – ligesom de øvrige lejere – søge om dispensation til at katten flytter med.
Det er min erfaring, at der netop i forbindelse med visiterede boliger ses med lidt mildere øjne på at give dispensation til husdyrhold, hvis dyret er anskaffet, inden man fik boligen tilbudt. Dog typisk med en klausul om, at hvis dyret dør, kan man ikke anskaffe sig et nyt.
Det er en god idé, at din far søger skriftligt og forklarer sin situation samt begrunder sit ønske om at få dispensation.
Det forhold, at der er tale om en indekat, som hverken kommer til at tiltrække andre katte eller besørge i sandkasser og blomsterbede, kan gøre det nemmere for ham at få dispensationen.
De bedste hilsner Bettina

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.