På Hospice Limfjord genskaber Hanne og Henk Jan minder gennem maden

I foyeren hos Hospice Limfjord i centrum af Skive står et stort bloklys. Det er indkapslet af en lige så stor glasstage, og så er det tændt. Det er det ikke altid, men det er det i dag.

Sommetider når alle nyheder ikke lige hurtigt fra bygningens anden sal og helt ned i kælderen, hvor blandt andre køkkenpersonalet har deres dagligdag. Derfor kommunikeres der gennem dette lys. Er det, som nu, tændt, betyder det, at der netop er sket et dødsfald.

Selv om det sætter sig i dem, der på et tidspunkt bevæger sig forbi og dermed registrerer flammen og dens budskab, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan spilles høj musik i køkkenet, blive grint af en sjov bemærkning eller serveret dessert til aftensmaden.

– Man skal huske på, at de patienter og pårørende, der sidder ved bordene og spiser, jo stadig lever, og der er ingen grund til at gøre dagen trist eller tung for dem, fortæller Hanne Mosekjær.

Hun er 66 år, og de seneste 18 år har hun tilbragt her, i køkkenet på Hospice Limfjord, sammen med 56-årige Henk Jan Hobbelt. Sammen har de udgjort husets køkkenenhed siden stedets åbning i 2007.

Gift på hospice

Der er langt fra forestillingen om et industrikøkken, hvor der på bedste samlebåndsmaner skrælles kartofler, bages boller og snittes salat til makkerparrets mindset omkring madlavning. For selv om nogle arbejdsopgaver er daglige og med årene også rutineprægede, knokler Henk Jan og Hanne i høj grad for individet.

– Alt kan lade sig gøre i det her hus. Livet kan jo slutte i morgen, så vi siger aldrig nej, siger Hanne.

Gennem årene har de afholdt bryllupper, sølvbryllupper og barnedåb, ligesom de med sprød svær og varm kirsebærsovs har arrangeret en juleaften midt i sommerferien for en familie, som ønskede at fejre en sidste jul sammen, før det blev for sent.

– Jeg vil ikke sige, at vi hjælper folk på rette spor, men vi hjælper dem med at genfinde en glæde, som måske var væk. De mennesker, der er her, har kort tid tilbage, og det er vigtigt, at vi gør den tid så god som muligt, fortæller Henk Jan.

Duften er nok

Selv om flere patienter har svært ved at spise og oplever indtaget af blot en enkelt skefuld kartoffelmos som en sejr, svækker det ikke motivationen i køkkenet, tværtimod.

– Nogle er faktisk ude af stand til at spise, men bare det at få lov at dufte til en fiskefilet med persillesovs kan være en stor oplevelse. Når de gør det og efterfølgende får et smil om munden, er det fuldstændig ligegyldigt, at de ikke spiser noget af det, fortæller Henk Jan.

De fleste hospicer i Danmark tilbyder såkaldt ønskekost, og makkerparrets køkken er ingen undtagelse, langt fra endda.

Henk Jan husker stadig en patient for nogle år siden, som ønskede en bestemt madvare, der lige akkurat ikke var flere af, men, lovede Henk Jan ham, der blev leveret nye forsyninger dagen efter, og så skulle han nok få det, han efterspurgte.

– Det ville han glæde sig til, sagde han. Næste morgen, da jeg mødte ind, var han død. For fanden altså! Jeg blev så sur på mig selv over at have skuffet en patient, og da vidste jeg, at det var første og sidste gang, det skete, fortæller Henk Jan.

Mad med minder

Han selv eller Hanne besøger nye patienter på deres stuer, hvor de taler om eventuelle madønsker. Her spørger de ind til, hvad patienten spiste som barn eller ung, for det kan de meget nemmere forholde sig til end en række af retter og råvarer, forklarer den rutinerede køkkenduo.

– Det er jo det, mad gør. Den bringer mennesker tilbage til deres lykkeligste stunder. Det hører vi gang på gang, at der er så mange minder i mad gennem alle livets faser, fortæller Hanne.

Når de indlægges, fylder maden ofte meget lidt for dem, men det kommer den hurtigt til, fortæller makkerparret, der begge oplever, at maden udgør daglige højdepunkter for mange patienter.

For år tilbage havde de en patient, der ikke kunne spise noget, men så foreslog Henk Jan en blød og kold ret, nemlig jordbærgrød. Det huskede patienten fra sin barndom, og han spiste det med glæde.

Efter få dage var han rykket fra at indtage maden i sin egen seng til fællesrummet, hvor han spiste både forret, hovedret og dessert for efter noget tid at blive udskrevet og komme hjem igen.

– Det var fantastisk og noget, jeg stadig husker. Så mærker jeg lige, hvorfor vi gør det her, og at vi rent faktisk gør en forskel for nogen, fortæller Henk Jan.

Altid åbent

Generelt oplever de, at ønskemåltiderne handler meget lidt om smage og gastronomi og rigtig meget om minder.

– Det betyder noget for dem at blive sendt tilbage til en tid, som var særlig, og her kan maden hjælpe dem på vej, fortæller Hanne.

Det være sig torsk, duebryst, risengrød og alt derimellem. Foruden de adskillige og alsidige individuelle ønsker planlægger og tilbereder duoen 52 uger om året en unik menu til husets patienter, pårørende og ansatte, som skal have mad 365 dage om året.

Derfor er en af dem altid på arbejde, også til jul og nytår, i påsken, på mærkedage og i weekenderne. Det løses dog på 18. år fuldstændig problemfrit, og i samarbejde med en service-assistent arbejder de hver især hver tredje weekend.

– Jeg ved, hvor meget Hanne sætter pris på at tilbringe juledagene med sin familie, så jeg arbejder altid hele julen, fortæller Henk Jan.

Både han og Hanne ved, at den slags er et vilkår ved deres job, og sådan har det altid været.

Spiser med patienterne

Gennem de sprossede, hvidrammede og næsten ”væg til loft”-vinduer lyser solen det store fællesrum op, hvor teksten på klaverets nodestativ fortæller, at den oprindeligt svenske salme ”Det dufter lysegrønt af græs” dannede rammen om den seneste morgensang.

Rundt om klaveret er duploklodser, familiebrætspil, højstole, puslespil, tegnegrej, samtalekort og kurve med strikketøj linet op som et tydeligt billede på, at her er plads til alle, store som små.

Det er her, både ansatte og patienter indtager dagens måltider i snak og selskab med hinanden. Huset har altså intet personalerum.

– På den måde oplever patienterne også, at uden for muren går verden videre, når vi hen over et måltid taler om aktuelle temaer, et tv-program eller bare noget, et barnebarn har lært for nylig, fortæller Hanne, som holder af, at man som ansat på et hospice giver noget af sig selv.

– For mange år siden var jeg et sted i mit liv, hvor jeg var syg og virkelig havde brug for hjælp. Da jeg efter lang tid kom ovenpå igen, vidste jeg bare, at jeg på et tidspunkt ville betale alt det, jeg havde fået, tilbage ved at hjælpe nogen. Det gør jeg nu, fortæller Hanne.

”Det er jo der, folk dør?”

Henk Jan, som oprindeligt er fra Holland, var før køkkenchef på den lokale Sevel Kro i 11 år, men heller ikke dengang var det drømmen.

– Siden jeg blev uddannet, har jeg ønsket at gøre en forskel for mennesker, der er syge. Det brænder jeg meget mere for end at lave højgastronomiske, kulinariske retter, fortæller Henk Jan, der hurtigt opdagede, at ikke alle så det glædelige i at arbejde på et hospice.

I den lille landsby, hvor han bor, oplevede han, at jobbet var decideret tabubelagt.

– ”Det er jo der, folk dør?” Hospice var nærmest et stort fyord. Heldigvis er der sket meget på de 18 år, men der er stadig mange, der ikke forstår, hvordan jeg kan rumme at arbejde på et hospice, fortæller Henk Jan og fortsætter:

– Jeg tror, det er en del af min natur, at det her job tiltaler mig. Når en patient har overskud til at rose en ret og fortælle, at den har skabt glæde i deres liv, jamen altså, ja tak, så giver det mening.