Journalist sprang på Kandiskuren: Jeg så det som min sidste chance

Journalist Johan Isbrand fra Familie Journal har en hang til junkfood til fælles med Johnny Hansen. Derfor hoppede han med på sangerens livsstilsændringer og fulgte Kandiskuren.
Af: Johan Isbrand
Johan Isbrand var 14 kilo lettere og betydelig friskere ved afslutningen af Kandiskurens officielle forløb, hvor han bl.a. har spist fedtfattige boller i karry med en blanding af ris og blomkålsris.
Johan Isbrand var 14 kilo lettere og betydelig friskere ved afslutningen af Kandiskurens officielle forløb, hvor han bl.a. har spist fedtfattige boller i karry med en blanding af ris og blomkålsris.
Foto: Søren Jul Lamberth og privat
Annonce

I TV 2’s dokumentarserie ”Junkfood-eksperimentet” fra 2022 blev deltagernes hjerner scannet i en MR-scanner, mens de så billeder af junkfood.

Og hos sangeren Johnny Hansen målte man livlig aktivitet i hans hjernes smagscenter. Hans hjerne elsker simpelthen burgere – jo mere snaskede og fyldt med ost og bacon, jo bedre.

Og jeg sad hjemme foran tv-skærmen og tænkte, at jeg har det på præcis samme måde.

Derudover har jeg altid haft tendens til først at føle mig rigtig mæt, når jeg var propmæt. Og jeg har været glad for buffeter, hvor jeg altid lige har skullet have en lille ”hyggebid”, når jeg egentlig ikke kunne spise mere.

I årevis kunne jeg holde sundheden nogenlunde i skak med adskillige ugentlige løbeture af en times varighed. Men under coronaen tog jeg så meget på, at jeg måtte opgive at løbe på grund af voldsom forpustethed. Og siden er det stort set kun gået den gale vej.

Jeg prøvede Kandiskuren

I sommer sprang jeg derfor på Kandiskuren og blev en af de 200 deltagere, hvis data blev indsamlet til forskning af Bente Klarlund og hendes team på Riget i en tremåneders periode.

Og jeg så det reelt som min sidste chance for at komme på sundhedsmæssigt ret køl.

Hvad er "Kandiskuren"?

”Kandiskuren” er en dokumentarserie i seks afsnit, der har premiere på TV 2 Fri den 14. januar. Bente Klarlund Pedersen hjælper Johnny Hansen fra Kandis og fire Kandis-fans med at blive sundere. Samtidig er over 100 med på kuren online. Tv-programmet udspringer af bogen ”Klarlund og Kandis på kur – for-ever”, som udkom i januar 2025 på Gyldendal. Produktionsselskabet Bermuda har produceret programmet.

Kandiskuren er en livsstil, som går ud på at leve efter de velkendte KRAM-principper (kost, rygning, alkohol og motion) samt Bente Klarlunds egen tilføjelse: 4 x S, som står for samvær, søvn, stress og stoffer (f.eks. morfinlignende præparater som opioider og andre euforiserende stoffer).

Deltagerne i ”Kandiskuren” skal f.eks. spise efter en tallerkenmodel, hvor en-to håndfulde skal være grøntsager, en håndfuld skal være stivelse (som brød, ris eller kartofler) og en håndfuld skal være protein (fisk, kød og ost) samt et par skefulde fedtstof (sovs, smør eller avokado).

 

Kombinationen af ”håndfuldeprincippet” og filosofien om mindre mad og mere motion har virket. Og selv om der netop ikke er tale om en slankekur, men en livsstilsændring, er resultatet til at tage og føle på.

Fra 120 kilo er vægten røget ned på 106, og den mentale friskhed er tilsvarende øget. Nu gælder det om at holde fast i de gode vaner. Det hedder sig jo, at Kandiskuren er ”forever”.

Johans bedste råd

1. Vælg dine synder nøje

I Kandiskuren er ingen regler nagelfaste, og der er plads til at bryde principperne i ny og næ, så livet ikke bliver for surt. Nogle har en ustyrlig lyst til kage eller bland selv-slik. For mig personligt er et glas vin eller en sjus lig med stor livskvalitet, og det vil jeg til enhver tid vælge frem for søde sager, som jeg let kan holde mig fra i månedsvis.

2. Planlæg din motion

Cyklen har hele livet været mit transportmiddel til hverdag, men motionsmæssigt giver en cykeltur mig ikke meget. Det gør en gåtur i kvikt tempo til gengæld. Og det kan mærkes, når man bytter 15 minutters cykeltur til arbejde ud med en god halv times rask gang. Så er dagens ”gå-kvote” i hus.

3. Definér dine ”håndfulde”

”En håndfuld stivelse” kan være lidt svær størrelse at regne med. Hvor meget er det egentlig omsat til kogt pasta eller ris? Min hustru og jeg har valgt at definere det som 75 gram – og supplere op med blomkålsris.

 
Johan Isbrand før og efter Kandiskuren
Til venstre ses Johan Isbrand ved begyndelsen af Kandiskuren med en vægt på 120 kilo. Til højre ses Johan 14 kilo lettere og betydelig friskere ved afslutningen af Kandiskurens officielle forløb.
Foto: Søren Jul Lamberth
Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.