Kirstine har givet sine bedsteforældre en gave, som de aldrig glemmer

– Forholdet til mine bedsteforældre har altid været tæt, fortæller 29-årige Katrine Vestergaard Pahuus.

– Jeg voksede op i Vejlby-Risskov ved Aarhus, og mine bedsteforældre havde sommerhus på Djursland, så vi besøgte dem, så ofte det var muligt.

Katrine er det ældste barnebarn i familien, men selv om hun kom først, har bedsteforældrene gjort sig umage med at have tæt kontakt til alle børnebørnene.

– De har altid interesseret sig for os og det, vi brændte for, lige fra dans og dyr til musik, sport og tøj. Og så har de delt deres egen passion for blandt andet kunst og rejst med os i mange europæiske storbyer.

– Vi elskede også, når morfar kørte os rundt i trillebør. Og selv om han bestemt ikke er en stor og stærk mand, har han kørt os alle sammen rundt i timevis, smiler Katrine.

Hun husker også lange ture på stranden, hvor bedsteforældrene stillede interesserede spørgsmål.

– Det er et kendetegn ved mine bedsteforældre, at de altid inviterer til samtale og er nysgerrige over for mine idéer og påfund. Det sætter jeg stor pris på.

De må gerne blande sig

Som voksen har Katrine Vestergaard Pahuus gået på universitetet og studeret antropologi og lært om menneskers liv og kulturer i forskellige dele af verden.

Hun forsker i trosfællesskaber i Danmark og Tanzania, og hvordan kærlighed, udviklingsarbejde og familie opleves og praktiseres.

– I Tanzania er det ikke usædvanligt, at tre-fire generationer bor sammen. Alle tager del i børneopdragelse, jordbrug og lønarbejde og er helt afhængige af den udvidede familie. Den grundtanke om selvstændighed, som ligger i det danske velfærds- og ligestillingsprojekt, eksisterer ikke på samme måde i Tanzania.

– Hvis jeg boede i Tanzania, ville jeg formentlig bo sammen med mine bedsteforældre, og de ville have ansvar for en del af pasningen af min søn. Jeg har set mange ældre sidde under et skyggefuldt mangotræ og holde øje med oldebørnene, der legede i haven.

Katrine har også bemærket, at ældre har en anden og på nogen måder højere status i Afrika.

– De yngre generationer skal vise stor respekt for de ældre. Faktisk forventer de ældre også at blive vartet op, få serveret te osv. Hvis de ældre synes, at de unge skal vide noget, holder de sig ikke tilbage med at give deres mening til kende. Og jeg oplever ikke, at den kultur tager modet fra de yngre.

– Jeg synes også selv, det er dejligt at vide, hvad mine bedsteforældre lægger vægt på. Men de er lidt forsigtige med at sige deres mening, siger hun med et skævt smil.

Hun medgiver, at det muligvis vil give anledning til nogle konflikter, hvis hendes bedsteforældre eksempelvis begynder at give deres mening om hendes børneopdragelse til kende.

– Men jeg er ikke bange for konflikter. Når alting går gnidningsfrit, kan det være udtryk for, at relationen er uproblematisk, og at man er enige om alting. Men det kan også være tegn på, at man er forsigtig med at blande sig i hinandens liv, siger hun og fortsætter:

– For mig betyder nære relationer, at man opdager hinandens forskelligheder – de gør kun verden til et mere interessant sted at være.

Krukken på markedet

Da Katrine blev mor for to år siden, oplevede hun, hvordan man i Danmark kan betragte forældre og børn som en lille boble, der skal finde ind i en rytme med barnet på egen hånd. Bedsteforældre og oldeforældres indblanding skal helst være med dem i centrum.

Katrine opfordrer til, at man i stedet vider blikket ud.

– Når bedsteforældre bliver oldeforældre, kan det nye barn flytte vægten i familien og gøre en tæt relation endnu tættere. Man kan få nye sider at se hos alle omkring barnet, hvis man er åben for det. Og jeg finder det relevant at lytte til alle de erfaringer, som ligger gemt i slægten på begge forældres side.

Under sit seneste ophold i Tanzania opdagede den dengang næsten nybagte mor for alvor, hvor vigtig hendes nærmeste er for hende. Hun følte et stort savn efter sin ”landsby”– altså familie og venner derhjemme.

– Jeg var i Tanzania, og når jeg havde fri fra mit forskningsarbejde, gik jeg rundt på markederne og ledte efter julegaver til dem derhjemme.

– Ingen i min familie har været i Tanzania, så de kender slet ikke livet dernede. Jeg ville gerne forære dem noget, som kunne indfange lidt af atmosfæren.

Selv har hun ikke hjemmet fyldt med afrikansk kunsthåndværk eller tekstiler.

– Jeg synes egentlig, at de passer bedst dernede, siger hun.

Kun et enkelt farvestrålende maleri fra Afrika hænger i hendes højloftede lejlighed i Aarhus.

På markedet i Tanzania fandt Katrine et maleri med et modermotiv til sin mor. Og til sin søster bad hun en skrædder om at sy et sæt tøj. Og så kredsede hun om de fine træskåle på markedet.

– De er lavet af et mørkt træ, der er ret almindeligt i Tanzania, men som vi stort set aldrig ser i Danmark. Og så har de et lille låg, så man kan gemme ting i dem.

Under opholdet havde Katrine fået en idé. Hun ville skrive små sedler til bedsteforældrene og opfordre dem til at dele deres tanker om ordene med hende.

På den måde ville de få lejlighed til at fordybe sig i hinandens idéer og forestillinger, som dengang de gik på stranden i hendes barndom.

– Jeg søgte efter en aktivitet med mine bedsteforældre – noget vi kunne gøre sammen inden for de rammer, vi nu engang er underlagt. De bor i Skørping syd for Aalborg, mens jeg bor med min kæreste og barn i Aarhus midtby og har en travl hverdag med arbejde, hente og bringe osv.

Tættere på hinanden

Glæden var stor, da Katrines bedsteforældre pakkede trækrukken ud. Men den blev endnu større, da de tog låget af og opdagede 52 håndskrevne sedler – en for hver uge i løbet af året.

Siden har bedsteforældrene troligt sendt mails til Katrine hver uge om deres tanker om alt fra første minde, familie, kærlighed og vuggestuer til begreber som tid og meditation.

– De er meget mere flittige til at skrive, end jeg er. Men mine bedsteforældre bliver utrolig glade for mine mails, når de så endelig kommer, selv om det kan være med flere ugers mellemrum, indrømmer hun.

Udvekslingen af holdninger og tanker bringer dem tættere på hinanden, mærker Katrine.

– Det er langt fra altid, at vi er enige. For eksempel har jeg haft en diskussion med min bedstefar om kampen for forskellige kønsidentiteter. Men det gør ikke noget, at vi er uenige. Det vigtige er samtalen, understreger hun.