Kollegaens nikotinfingre og fælles kageordning er uappetitlig kombi

Jeg arbejder i en mindre kontorvirksomhed og er ganske tilfreds med mit job. Vi er en håndfuld skønne kvinder, som fungerer godt sammen, og vi har arbejdspladsen til fælles, men ses også uden for arbejdstid.

En af mine skattede kolleger gik på pension for et par måneder siden, og der er nu kommet en ny, der har overtaget hendes job. Hun er dygtig, men der er noget, der nager mig virkelig meget.

Vi har en kageordning og har også forskellige arrangementer, hvor vi spiser sammen, og hvor alle bidrager med en ret.

Nu kommer så mit dilemma: Den nye, hvis jeg kan kalde hende det, ryger ret mange cigaretter, og det kan i den grad ses på hendes fingre. Hun har nikotinfingre, så man skulle tro, det var løgn. De er helt gule, nærmest brune der, hvor man holder cigaretten, og jeg kan slet ikke overskue at spise den mad og de kager, hun har lavet. Det kan jo sagtens være, hun er renlig i sit køkken, men jeg synes, det er så uappetitligt, at jeg mister lysten til at smage det, hun bringer med.

Jeg har ikke talt med de andre på kontoret om det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når kager og diverse går rundt ved bordet.

Har du et bud på denne situation?

Jeg har lyst til bare at skrive: ”AD! Lad være med at spise det. Slut farvel.” Men det går nok ikke at nøjes med sådan et kækt svar.

Jeg forstår dig virkelig godt. Om folk ryger, er naturligvis deres egen sag. Det skal vi ikke blande os i. Heller ikke her i brevkassen, men jeg forstår godt, at du synes, det ser mindre appetitligt ud med de brune nikotinfingre. Jeg ville nok selv i en periode se, om jeg kunne sno mig uden om maden og kagerne ved at gemme den under servietten eller begrave den i kontorplanterne, når hun kiggede væk.

Som jeg før har indrømmet her på siderne, er jeg ufattelig sart med sådan nogle ting. Men hvis jeg skal op i helikopteren og se det ovenfra, må det her dilemma vist være et af dem, man ikke rigtig kan blande sig i, og derfor må man selv træffe sit eget valg rundt omkring det. Dels er din nye kollega nærmest lige begyndt, og du kender hende ikke særlig godt. I har endnu ikke et trygt og godt fundament, hvor sådan en samtale om håndhygiejne og nikotinfingre kan udspringe fra. Måske kan du tage det op, hvis I lærer hinanden langt bedre at kende. Og dels er det åbenbart ikke noget, der generer hende. Hun kan jo selv se misfarvningen. Det er ikke ligesom dårlig ånde, som er usynlig, og som man måske ikke selv kan lugte.

Din kollega kan med selvsyn se de gul/brune fingre, og hvis det generede hende, kunne hun vælge at fjerne farven. Det kan nemt gøres med madolie og sukker eller citronsaft og bagepulver eller eddike (ifølge google). Så hun har nok valgt, at det ikke er vigtigt. Så må du vælge, om du vil spise hendes mad.

Hvis hun en dag spørger dig direkte, hvorfor du undgår hendes mad, kan du jo vælge at svare. På en høflig måde naturligvis.

Hvis jeg havner i en situa-tion, hvor jeg skal spise noget, holde noget, drikke noget eller andet som min overdrevne og måske lidt sygelige tendens byder mig imod, siger jeg altid, ”Det må du undskylde, men det kan jeg ikke. Jeg er utrolig sart med mange ting”. Altså, jeg tager mig selv med i svaret i stedet for at pege på den anden. Det kan du måske bruge.