Ligger februar i vejen for alt det gode og lyse, vi venter på?

Januar er ved at være godt brugt.

Den begyndte som et stykke hvidt, knitrende papir – årets begyndelse, den første måned, hvor hvert skridt var famlende nyt.

Men det sjapgrå har fået overtaget, og vi skal ganske snart videre til februar.

Den korte måned, der kan føles som den længste.

Åh, kommer foråret da ikke snart?

Grå og våd er februar som regel, og jeg tænker på den, som jeg også tænker om hvepse:

Hvad skal den dog til for?

Februar skal bare overstås.

Køres igennem, som mange gør med Tyskland om sommeren, når turen går sydpå til varmere himmelstrøg.

Februar ligger ligesom i vejen for det, vi venter på.

Men der sker alligevel ting og sager.

I kirken har vi kyndelmisse i begyndelsen af februar og fastelavn i midten.

Vinterferien er lagt ind her, måske strategisk, for at kunne holde vinterens sidste åndedrag ud.

I de ældste romerske kalendere var februar årets sidste måned – på den måde er den også afslutning på vinteren.

Og tror vi, der ingenting sker, at dagene bare går som gentagelser af hinanden, skal jeg hilse fra lyset og sige:

Det hviler overhovedet ikke.

Tværtimod er det på hårdt arbejde, og fra begyndelsen af måneden til slutningen har det forlænget sig selv med to timer.

Hvis man, som jeg, har en teenagedreng, er der også vokseværk.

De dage, hvor vi gik uendeligt langsomt, når vi gik tur, er erstattet af en skostørrelse 43, der synes, jeg er så utrolig langsom.

Hvor jeg kan have det, som om dagene er gået i stå, kan jeg se på barnet, der snart vokser mig over hovedet, at tiden ikke står stille.

I begyndelsen af februar er det kyndelmisse.

Vi fejrer, at vi er halvvejs mellem vintersolhvervet og forårsjævndøgnet.

Vi tænder lys og ser frem.

Og måske er det lige præcis det, februar skal:

Ikke bare køres igennem, men tændes lys i.