Fuglekassen: Ravnemors dårlige ry er helt forkert

Vi kender alle udtryk som ravnemor, en tyvagtig skade og at stjæle som en ravn. Fuglekassen har fået en mail fra Lydia i Ikast, der gerne vil vide, hvorfor man bruger udtrykket ”ravnemor” om en dårlig mor. Hun og hendes børnebørn havde på en ferie fundet stor glæde ved at nærstudere en ravnerede uden for vinduet, og de var enige om, at ravnemor passede godt på sine unger.

Forklaringen er, at ravne er kendt for at smide deres egne unger ud af reden, hvis der ikke er mad nok til alle. Ravnen er ikke den eneste, der gør sådan, f.eks. er storken også kendt for at gøre det. Der er altså ikke noget ondskabsfuldt bag handlingen – der er tale om en lynhurtig kalkule af, hvad der er bedst for alle hendes unger i det lange løb.

Lydias spørgsmål gav mig lyst til at fortælle lidt om, hvor seje kragefugle er. Altså ravne, krager, skovskader, husskader, råger og alliker. De er nemlig både utrolig kloge og meget snu.

Ravne kan lære at tale, og alle kragefugle kan finde ud af bruge redskaber, f.eks. pinde til at få foder ud af sprækker, og de kan drikke af en flaske ved at smide småsten ned i, så vandstanden stiger, så de kan nå vandet med næbbet.

Husskaden er den eneste fugl, der kan genkende sig selv i et spejl, og så har det vist sig, at kragefugle også kan bære nag!

En gruppe forskere ved University of Washington, forsøgte sig med at bære forskellige masker, når de indfangede og ringmærkede kragerne.

I et tilfælde bar ringmærkeren en hulemandsmaske, og tre år senere blev kragerne sure og skræppede op, når de så masken, selv om de ikke havde set den, siden de blev indfanget. Hvis ringmærkeren gik hen til dem uden maske eller med en anden maske, var de fuldkommen ligeglade.

Men ligesom de kan bære nag, kan de også komme til at holde meget af mennesker, der gør noget godt for dem.

Min gode ven, Mette, har en af de sødeste kragehistorier, jeg har hørt. Hun boede i flere år midt i København med sin familie, og for otte år siden fik de en hund, en mini-bullterrier ved navn Shiva.

Hver dag gik Mette tur med Shiva i Østre Anlæg, altid med hundegodbidder i lommen. Hver dag standsede hun op og gav et kragepar nogle godbidder, og ganske langsomt blev de mere og mere trygge ved både Mette og Shiva. Til sidst vandrede de godmodigt hen til dem i glædelig forventning om at få godbidder.

Det samme skete, når Mettes mand, Thomas, gik tur med Shiva, uden at der dog faldt nogen godbidder af der. Men de kunne genkende Shiva! Da Mette fik en diskusprolaps og måtte være hjemme i to måneder, var hun nervøs for, at de måske havde glemt hende.

Men nej. De ventede troligt i parken og spankulerede hende fornøjet i møde, da hun atter kunne gå tur. En dag sad de sågar og ventede på hende uden for parken ved den indgang, de vidste, hun plejede at gå ind ad. Og en dag kom den ene krage hen, åbnede næbbet og afleverede en bunke af de fineste, hvide svanedun som tak for godbidderne.

For et år siden flyttede Mette og familien på landet, og da jeg forleden spurgte, om hun siden da havde været forbi parken for at hilse på kragerne, svarede hun. ”Jeg er bange for, at mit hjerte vil briste …”

I morges blev jeg vækket klokken 5 af to husskader, der havde et gevaldigt skænderi lige uden for mit soveværelsesvindue. Kort efter kom der to krager og blandede sig i skærmydslerne. Lige på det tidspunkt kunne min kærlighed til de bevingede kræ ligge på et meget lille sted, og jeg havde lyst til at råbe til dem, at de skulle holde mund. Men jeg skal ikke have noget klinket med de kragefugle!

Har du et spørgsmål eller en fuglehistorie, du vil dele med Fuglekassen, kan du skrive til andrea.bak@aller.com