Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Tekst Karin Heurlin, foto Gregers Overvad og privat
Det startede egentligt med et sår på foden. 92-årige Ingrid Påhlsson var stødt ind i sin rollator, og da såret ikke ville hele, hyrede hun til sidst et par private sygeplejersker til at komme og pleje det.
Ingrid - eller Fru P, som hun bliver kaldt - er frisk dame. Det kan godt være, at øjnene driller, og hun må tage langsomme skridt bag rollatoren, men hendes humor og hendes hurtige replikker er bestemt ikke tyngede af alderen, så hun fik sig hver gang nogle gode snakke med de to 45-årige sygeplejersker Jill og Birgitte, når de stod på badeværelset og skiftede hendes forbinding. Det var også på badeværelset, at ideen opstod.
- Kunne du tænke dig at rejse på ferie til Spanien med os? foreslog Jill en dag.
Fru P tænkte hverken på sin rollator, sit svigtende syn eller sin alder, da hun øjeblikkeligt kom med sit svar.
- Det vil jeg meget gerne, sagde hun så hele badeværelset rungede af begejstring.
Nogle måneder efter kørte Fru P mod lufthaven med sin lyserøde bøllehat og et par sommerkjoler i kufferten og med sygeplejersken Jill og Birgitte ved sin side.
Alle i bilen var lidt nervøse den dag. Jill og Birgitte gjorde godt nok alt for at skjule det, men inderste inde var de begge spændte på, hvordan de næste fem dage skulle gå.
Turen med fru P var et eksperiment. Og fru P var en forsøgskanin.
De to sygeplejersker havde længe leget med ideen om at tage ældre med på ferie. De havde gang på gang undret sig over, hvorfor ældre altid skulle nøjes med postkort fra børnebørnene og minder fra fortidens ferier. Skulle det absolut være slut med at rejse bare fordi, man blev gammel?
Det skulle nu komme an på en prøve. En prøve, som alle i den grad bestod.
Allerede i flyvemaskinen mærkede fru P et sus af lykke.
- Jeg troede jo ikke, jeg skulle flyve mere nogen sinde.
Fru P’s begejstring fortsatte, da de landede, og hun tog plads i udlejningsbilen og kiggede ud på Alicantes landsskab, som passerede forbi.
- Jeg sad med store øjne og kiggede på det hele. Husene var så smukke og palmenerne var enestående smukke. Palmer kan jo se så trætte ud og hænge med bladene. Men de her strittede og struttede.
Fru P selv kom også til at rette sig op på en helt ny måde i løbet af de fem dage, hun tilbragte i Alicante.
Mest tydeligt var det den dag, hun iførte sig badedragt og forsigtigt kravlede ned i en saltsø.
Med et saligt smil flød hun på det salte vand.
- Åh, hvor var det skønt. Normalt skal jeg jo slæbe rundt på min krop, så den vægtløshed var vidunderlig, siger Fru P, som også blev smurt ind i mudder for bagefter at hoppe tilbage i saltvandet. Resultatet var overvældende. Både for Jill og Birgitte, som forundrede så, hvordan fru P efterfølgende rettede ryggen, som ellers havde fået en noget krum holdning efter mere end fire år med en rollator.
Også Fru P mærkede forskellen.
- Jeg føler mig 7 år yngre, som hun sagde.
Turen kom til at vare længe. De gode oplevelser blev nemlig ved med at sidde i Fru P, også efter hun kom hjem. Det mærkede hun især, da den danske vinter kom sidste år. Normalt får den mørke årstid hende til at falde sammen og blive så trist, at hun har brug for lysterapi. Men ikke denne vinter.
- Jeg har klaret vinteren helt fantastisk. Jeg har ikke haft problemer overhovedet. Det har været noget af en oplevelse.
Du kan læse mere om rejse for ældre her:
www.trollestravel.dk (link fjernet)