Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Af Bente Holm
Faster Anne hjemsøgte os på campingpladsen efter sin død
Jeg var ung og forelsket og på teltferie på Bornholm med min helt nyvundne kæreste. Hans forældre boede på øen, og jeg skulle præsenteres for dem for første gang. Svigermor var familiemenneske, og hun fortalte levende om faster Anne, som hun netop havde haft besøg af. Det var så livligt, at jeg syntes, at jeg allerede kendte den ældre dame.
Kontakt med de afdøde
Om aftenen tilbage på campingpladsen sad min kæreste og jeg i skæret fra vores Nefa-cykellygter, da han røbede, at faster Anne var død, men at hans mor havde kontakt med de afdøde. Det lød så komisk, at vi skraldgrinede, og mens den lune sommernat bølgede om os, konkurrerede vi om at finde på de mest uhyrlige spøgelseshistorier. Da brød et uvejr løs. Den lune sommeraften blev sort, regnen piskede over os som et iskoldt styrtebad. Snart blev himlen flænget af lyn. Vi krøb i hast sammen i teltet og talte sekunderne mellem lyn og tordenbrag. Til sidst kunne vi ikke nå at tælle "en", før braget kom. Det var så højt, at vi et øjeblik blev døve. Og så - i løbet at få sekunder var det hele ovre. Da vi fik samlet os, opdagede vi, at forsejlet i vores villatelt var braset sammen. Men selv var vi uskadte.
DET ALTERNATIVE
I Familie Journal Shoppen kan du finde masser af spændende og alternative varer (link fjernet)
Hilsen fra faster
Da vi fortalte om det senere hen, mente min svigermor, at det var faster Anne, der havde sendt os en hilsen. Vi havde jo moret os over hende. Jeg tvivlede på det. Men faktum er, at der ikke var varslet regn eller torden over Bornholm, og at uvejret, som overraskede alle, kun rasede over den lille campingplads nord for Rønne, hvor vi lå.
Jeg er ikke specielt overtroisk, men indimellem oplever vi alle noget, som vi simpelthen ikke kan finde nogen fornuftig forklaring på. Som det, jeg oplevede den sommernat for mange år siden.
Kender du også det?
At du for eksempel kommer til at tænke på et menneske, du engang har kendt, og så pludselig løber ind i hende kort efter. Eller har været ude for noget virkelig chokerende og så pludselig får uanede kræfter nærmest som et hjælpende puf til at overvinde det? Eller har du som jeg haft en oplevelse, man simpelthen ikke kan forklare på anden måde end at - der er mere mellem himmel og jord.
Har du lyst til at fortælle om dine uforklarlige oplevelser til Familie Journals læsere så skriv til mig. Jeg glæder mig til at læse din historie.
Min adresse er: Bente Holm, Familie Journal, Postbox 420, 0900 København C
eller bente.holm@familiejournal.dk
Se også...
Bliv klogere på din fremtid