Tiramisu med jordbær og appelsin
Opskrift på tiramisu med jordbær og appelsin
4 pers.
- 1 æggehvide
- 50 g sukker
- 100 g mascarpone
- 100 g græsk yoghurt 2 %
- ½ vaniljestang
- 12 ladyfingers
Appelsinmarinerede jordbær:
- 300 g jordbær
- ½ usprøjtet appelsin
- 2 spsk. sukker
Fremgangsmåde:
Appelsinmarinerede jordbær: Skyl og nip jordbær, og skær dem i mindre stykker. Riv og pres den halve appelsin, og vend jordbærstykkerne i appelsinsaft, appelsinskal og sukker i en skål. Lad jordbærrene marinere, imens du laver resten af desserten.
Pisk æggehviden stiv i en skål med en elpisker, og pisk herefter sukker i lidt ad gangen, til du får en blank og luftig marengs. Pisk mascarpone, yoghurt og vaniljekorn cremet i en anden skål, og vend mascarponecremen i marengsen.
Læg jordbær, ladyfingers og mascarponecreme lagvis i 4 serveringsglas, og sæt glassene på køl i mindst 2 timer. Pynt evt. med ekstra jordbær lige før servering.