Tag på italiensk gastroferie i Torino og det øvrige Piemonte

Hvis en banegård kan være et første signal om, hvordan en by er, så er Torino en majestætisk by.

Banegården midt i byen, Porta Nuova, er stor og elegant, her er højt til loftet, væggene er i lyse røde og gule okkerfarver, og der er buer overalt. Togene kommer og går stort set til tiden, hvilket ikke er en selvfølge i Italien.

Ude foran Stazione Torino Porta Nuova åbner byen sig med en lys og venlig plads, Piazza Carlo Felice, flankeret af buegange med cafeer og forretninger.

Gylden chokolade

På højre side er første impulsive stop chokoladeforretningen A. Giordano, hvor vinduerne er fyldt med chokolade pakket i gyldent papir. Den må jeg tilbage til, tænker jeg.

Jeg lader mig drive længere opad i byen, her er elegante tøjforretninger, caféer, paladser og store piazzaer. Og hvorfor ikke lade sig lokke ind til en kop af den lokale specialitet bicarin. Det kan f.eks. være på Caffè al Bicerin på Piazza della Consolata, hvor de serverer drikken, som består af chokolade, mælk og kaffe.

I cafeen står et nydeligt udvalg af søde sager, så jeg tager en torta bicerin, chokoladekage med hvidt chokoladeovertræk. Så er et par af Torinos og Piemontes temaer slået an: kaffe og chokolade.

Men der er mere end det. Byen både oser af velstand og det gode liv, buonvivere, som er et motto i en god del af Piemonte. Det er nemlig ikke blot et spisekammer i Italien, det er velvære, og det er Italien, når det er skønnest.

Slentreturen fører videre op i byen, forbi appetitlige spisesteder og vinbarer, øjet skimter de høje bjerge som bagtæppe, og det går op for mig, hvorfor det hedder Piemonte, det betyder nemlig ”for foden af bjerget”.

Torino ligger for foden af Alperne, i hjørnet op mod Frankrig, og den er hovedbyen i Italiens måske mest velstående region.

Velstanden bygger på gamle industritraditioner, Fiat-fabrikkerne ligger her, modehuse og fine museer er der mange af, og så er der vin og nødder.

Barbera, Barbaresco og Barolo

Vinene fra Piemonte er nogle af Italiens bedste, men det kræver lige et øjebliks opmærksomhed at finde ud af, hvad der er hvad.

Den fineste drue i Piemonte hedder nebbiolo. Navnet hentyder til, at de grønne bakker i området syd for Torino ofte er indhyllet i tåge om efteråret. Druen er blevet sammenlignet med pinot noir, men den er helt sin egen og meget lokal. Den er syreholdig og dufter bl.a. af kirsebær og brombær.

Nebbiolo-druerne bliver især dyrket i nærheden af byen Alba, som også kendt for sine trøfler. Det er lige udenfor Alba, at vi finder de små vinbyer Barolo og Barbaresco, som har lagt navne til nogle af de mest berømte vine.

Den anden kendte drue fra Piemonte hedder barbera og er den mest dyrkede. Det var indtil for nylig en andenrangsdrue, som blev brugt til at fremstille hverdagsvine. Den har en flot rød farve og er også lidt syrlig i smagen, men saftig, og man kan tit finde barera fra både Asti og Alba.

Hvis du er så heldig at være i Asti i begyndelsen af september, kan du deltage i den årlige vinfestival Douja d’Or. Overalt i byen er der telte og events, hvor du for små penge kan prøvesmage vinene. Et af stederne var der kun barbera-vine fra Asti. Her kan du med et bæger i hånden gå fra bod til bod i gårdhaven til et palazzo og smage de gyldne dråber.

Kød og smukke udsigter

Om aftenen er der musik og mad overalt i Asti, som i forvejen er meget stemningsfuld med pladser og palæer helt tilbage fra middelalderen.

I de små gader sætter spisestederne deres borde ud, og de lune sommeraftener indbyder til at smage både vinene og de lokale delikatesser.

Risotto med svampe er en populær ret her, ligesom gnocchi og aubergine er det. M

en der er også mange retter med kød som i hele Piemonte såsom ravioli med kødfyld, kaldet agnolotti, og vitello tonnato, som er kalvekød med tunmousse.

To gange om ugen er der et stort marked med tøj og madvarer, og her kan du nyde godt af et kæmpe udbud af oste, grønsager og frugt fra omegnen.

Asti er også kendt for spumante, som er mousserende vin – frizzante – lavet på hvide moscato-druer. Spumante kommer både i søde og mere tørre udgaver, men du skal ikke undervurdere spumante, selv om mange forbinder vinen med noget sødt sprøjt.

Så langt så godt om det mere leksikale. Vinene kan nemt købes i glas på barer og restauranter til cirka seks-syv euro, men hvis du virkelig vil opleve vinens verden, skal du gøre dig den ulejlighed at tage en overnatning på en af gårdene, som tilbyder både kost og logi og vinsmagning.

Det kan f.eks. være på Tenuta Santa Caterina, en halv times kørsel nord for Asti. Landskabet er grønt og med runde bakker, hvor landsbyerne typisk ligger oppe på toppen. Selve vingården er et par hundrede år gammel, men nu restaureret og kan tilbyde bekvemme og stilfulde værelser.

Her kan du både smage vine lavet på nebbiolo-druen og barbera-druen, komme ned i kældrene og først og fremmest nyde det smukke sted og de vidtstrakte udsigter over vinmarkerne.

Nødder og biler

Desserter og søde sager er af en helt usædvanlig kvalitet i Piemonte, og nu må vi tilbage til chokoladeforretningen ved banegården i Torino.

Her dufter af chokolade og nødder, og det er ikke tilfældigt, for specialiteten er nøddechokoladen. De små, indpakkede, trekantede stykker hedder gianduiotto og består mest af hasselnøddesmør og kakao.

I virkeligheden var det af nød, at italierne begyndte at bruge nøddesmørret. De kunne ikke skaffe nok kakao fra Sydamerika og måtte ty til nøddesmør som supplement. Det blev udvundet af ristede hasselnødder fra omegnen. Nøddechokoladen og nøddesmørret, som er kendt fra Nutella, bliver på Giordanos lille fabrik fremstillet uden brug af planteolie, forklarer Laura Faletti fra Giordano.

– Vi bruger kun ægte råvarer som f.eks. ristede hasselnødder, kakaopulver og sukker. Hasselnødderne i Piemonte er af en helt usædvanlig kvalitet. De er helt runde og har en sødlig smag, og de kaldes for tonda gentile.

Nødderne og de andre lokale råvarer kan beses og smages på Europas største åbne marked i den anden ende af Torino på Piazza della Repubblica, hvor det bugner med alt godt fra markerne og pølser, oste og tøj.

Men jeg er mæt og har lyst til at få en fornemmelse af den anden side af Piemonte, nemlig den gamle industrikultur. Jeg tager derfor med den førerløse metro fra Porta Nuova ud til Lingotto syd for Torino.

Der lå Fiat-fabrikkernes hovedkvarter før i en stor, aflang fabriksbygning, som nu er blevet til en blanding af et storcenter, kunstudstilling og hotel.

Her har den legendariske Fiat-ejer, Giovanni Agnelli, udstillet sin private kunstsamling, og her finder man prototypen på den første Fiat 500 i træ.

På toppen af bygningen er der en formidabel udsigt mod Alperne og en prøvebane. Så det smager lidt af bil.

Hvis det smager endnu mere af bil, så kan du passerende spadsere 500 meter ned mod Po-floden og se Italiens bilmuseum, Mauto, som har racerbiler og Fiat’er i alskens farver. Viva Italia!