Kirsten Dideriksen pruster hårdt og anstrengt, så den løse skjorte bevæger sig op og ned over hendes mave. Hun er pædagog og er for kort tid siden smuttet fra dagens kursus for at hente de billeder, der er blevet taget og fremkaldt i forbindelse med en legepladsdag med børnene. Hun kigger ned på den tykke kuvert, der ligger i hendes hænder og bladrer hurtigt bunken igennem. Lige indtil hun kommer til ét foto, der får hendes øjenbryn til at løfte sig: Det er af Kirsten, men hun kan ikke kende sig selv, som hun står der med en hotdog i hånden, en lyseblå skjorte i teltform og store runde kinder. Billedet kan ikke skjule, at hun vejer på den anden side af 150 kilo. 164 kilo helt nøjagtigt. Og Kirsten er chokeret.
– Da jeg så det, tænkte jeg, at hvis du er så fed, så er det altså nu. Jeg tog billederne og puttede dem og negativerne i min taske. Der var både kage og det hele på kurset, men det var ikke noget med at sige, at nu tager jeg lidt, og så begynder jeg at tabe mig i morgen... Nej, det var nu, fortæller den nu 53-årige pædagog om den dag i år 2000, der blev startskuddet til et vægttab, som i dag er nået op på 75 kilo.
Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens råd har Kirsten forsøgt at fokusere på sund fornuft uden hokuspokus: at spise mere grønt, mindre portioner og at nyde små mængder af de ”forbudte” søde sager. En metode, hun er kommet frem til efter at have prøvet alskens kure: Nupo, suppekur, Vægtvogterne og Vægtkonsulenterne. Siden har den madglade Kirsten suppleret med både vandgymnastik og spinning.
Læs også: Mettes imponerende vægttab: Jeg har fået livet tilbage
Spiste i smug
Der er mange ting, som Kirsten ikke tidligere kunne drømme om at gøre, som nu er blevet hverdag. De tre kilometer fra huset i Esbjerg til Kirstens arbejde foregik altid bag rattet i bilen eller med bus – med sidstnævnte indebar det flere skift og en tur omkring midtbyen. Nu sætter hun sig op på cyklen uden at blinke.
– Den mad, andre så mig spise, var altid fornuftig. Problemet opstod, når jeg var hjemme og var alene. Så satte jeg mig i sofaen foran fjernsynet og spiste.
– Når jeg fik fri, kunne jeg nå at køre omkring tankstationen og købe tre Bounty, der kostede 12,95 kr. på det tidspunkt. Og dem kunne jeg nå at spise, inden jeg nåede hjem, for der var ingen, der skulle se, at jeg spiste dem. Jeg gjorde det i smug. Der er ingen, der har vidst, hvad der foregik, fortæller Kirsten og ryster på hovedet, så hendes rødblonde hår står ud til alle sider.
Se også: Jeg vil bare have en glad mand
Jeg var født tyk
Når man spørger hende, hvornår hun begyndte at få problemer med vægten, falder svaret prompte. Opvæksten på landet bød på solid dansk husmandskost, og salat, et begrænset indtag af kulhydrater og daglig motion var ikke noget, man skænkede en tanke.
– Jeg er født tyk, siger hun med en nervøs latter, der hurtigt bliver afløst af en alvorlig mine.
Hun er derfor i hovedparten af sit liv gået i en stor cirkel uden om badevægten.
Sådan er det ikke længere. Efter vægttabet er blevet stabilt, gør hun hyppigere holdt ved vægten. Faktisk så ofte, at det på et tidspunkt var på nippet til at blive alt for meget. Kirsten har i en lang periode klamret sig til at have kontrol over vægten, men den konstante vejning resulterede i det modsatte – der skete intet.
– Jeg havde det sådan, at jeg kunne gå på vægten fem-ti gange om dagen. Nu har jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg kun må veje mig en enkelt gang om morgenen.
Færdig med at være fanatisk
Der breder sig et smil på Kirstens læber. Når hun har overholdt det i en uge, kan hun veksle sejren til en buket blomster fra sin mand.
– Jeg kan stadig godt falde i, og det vil fortsætte. Det er der slet ingen tvivl om. Men jeg er kommet så langt, at når jeg gør det, så kan jeg lige så godt nyde det, siger Kirsten og fortæller, hvordan hun så sent som i går spiste en hindbærsnitte med sine børnebørn. Hun er færdig med at være fanatisk.
– Hvad bliver det næste? Kommer jeg under 90, vil jeg sikkert under 80. Hvorfor ikke leve livet, hvor man er nu – i stedet for at blive ved med at kæmpe, sulte sig selv og sige, at der er en masse ting, man ikke må. For lad os sige, at jeg om tre år kommer ned på 80 kilo og så dør om tre år og to måneder... Så er der altså ikke så meget ved de to måneder, siger hun.
Læs også: Hedeturene forsvandt med træning
At hjælpe andre
– Nu skifter jeg altså bare trøje her. Vi skal jo være stolte af den krop, vi har. Sådan gør vi også altid i Fnuggeline.
Kirsten hiver den farverige bluse af, så et stykke med bart maveskind kommer til syne. Blusen bliver hurtigt skiftet ud med en sort motionstrøje med påskriften ”Fnuggeline” – et fællesskab for overvægtige kvinder, som Kirsten er en del af. Hun er endda formand for sin lokalafdeling. Hver måned mødes hun sammen med ni andre kvinder fra Esbjerg og omegn til motion, foredrag, en god lang snak og vejning. Kirsten fortæller gerne om den støtte, gejst og ikke mindst forståelse, hun har mødt her, selv om hun står med hovedet viklet ind i den sorte trøje.
– Fnuggeline er til for, at vi kan give hinanden støtte og opbakning. Man skal have en overvægt på mindst 30 kilo, så vi alle sammen er mere lige. Mennesker, der vejer 130-150 kilo, kommer ikke i en klub, hvor der er for mange, der skal tabe fem kilo, forklarer hun.
Fnuggelinerne gør ting sammen, som man som overvægtig ellers ville holde sig langt fra, for eksempel at svømme. At der er flere med samme statur og fysiske udfordringer, gør, at deltagerne ikke føler sig anderledes. Og netop det fællesskab er guld værd, når man skal tabe sig, mener Kirsten.
Kærlig opmuntring og optimisme er nøgleordene. Hun har nemlig aldrig selv tænkt, at et vægttab var umuligt.
– Det, der undrer mig, er, at selv om vægten stod på 164 kilo, har jeg aldrig tænkt: ”Det her er håbløst,” siger Kirsten med et smil.
