Der har altid været et barn, der lige skulle køres til håndbold, en stue, der skulle støvsuges, eller et aftensmåltid, der skulle serveres.
En prioritering, der har været helt naturlig for 49-årige Solveig Rank. Som enlig mor til tre har hun haft så rigeligt at se til, når også arbejdspladsen har krævet tre kvarters køretur frem og tilbage fra hjemmet i Randers.
Alligevel stoppede Solveig op for en stund i sensommeren forrige år. Efter fire dages sightseeing i London, hvor hun sammen med sin mor havde vandret rundt i timevis, var der røget to kilo.
Ikke at det gjorde den store forskel, for med en vægt, der i løbet af årene kun var galopperet opad, skulle der mere end to tabte kilo til at gøre en forskel. Dét, der derimod var en øjenåbner for Solveig, var, at hun havde tabt sig ved blot at gå.
Læs også: Livsglæde fulgte med vægttabet
– Det er ingen hemmelighed, at jeg aldrig har været glad for at veje så meget. Det har jo både været besværligt og tungt. Men på en eller anden måde havde jeg ligesom accepteret det. Efter tre graviditeter, hvor jeg aldrig tabte det, jeg tog på under hver af dem, blev det bare sådan, jeg så ud. Det virkede faktisk fuldstændig uoverskueligt at gå i gang med at tabe mig, for jeg havde hverken energi eller tid til det, siger Solveig.
Men London-turen ændrede dén opfattelse. For ud over de nemt tabte kilo satte et billede, som en tjener havde været så venlig at tage af Solveig og hendes mor, kun en fed streg under, at det måske var på tide, at Solveig også prioriterede sig selv.
– Der har ikke været meget tid tilovers, og jeg har heller ikke tænkt på, at jeg har glemt mig selv lidt gennem årene. Det har været vigtigere for mig, at mine børn kom til deres aktiviteter, og at hverdagen har fungeret for os. Men jeg må indrømme, at jeg blev temmelig rystet over det billede fra London, fordi jeg ikke gik rundt og følte mig så stor. Men billedet afslører det ret tydeligt, erkender hun ærligt.
Og det er måske det, hun har forsømt at være. Ærlig. Inderst inde vidste Solveig godt, at 123 kilo ikke var den nemmeste bagage at bære rundt på. Som under rejsen til Thailand med børnene for tre år siden, hvor hun måtte opgive at besøge et højtliggende udsigtspunkt, eller senere rejsen til Australien, hvor hun var besværet i varmen. Men hun negligerede det og hoppede tilbage i hamsterhjulet, da hun kom hjem.
Går i raskt tempo
Men efter London fik Solveig øje på sig selv. Måske var det på tide, at hun satte sig selv på prioriteringslisten.
Så hun snørede sine travesko og gik sig en tur. I raskt tempo på en halv time to gange om dagen. Den første gåtur blev lagt i frokostpausen på arbejdet. Samme rute på præcis 25 minutter, så der også var fem minutter til at dampe af, inden hun gik ind til kollegerne.
Anden gåtur gik hun, når hun kom hjem. Hun opdagede, at hverken børnene nåede at sulte, eller at vasketøjet hobede sig op, fordi hun prioriterede den halve time for sig selv først.
Hun gik hver eneste dag, skar de hurtige kulhydrater som kartofler, ris og pasta væk og supplerede i stedet med grøntsager og kød. De første 14 dage var de hårdeste, men hun ville det så meget, og efter fire måneder vejede hun 30 kilo mindre.
Læs også: Judith har tabt 38 kilo
Selv beskriver Solveig det som ”vildt overraskende”, at det kunne lade sig gøre på så kort tid og helt alene.
– Jeg fylder 50 år næste år, og nu er børnene efterhånden så store, at det må være det årti, hvor det gælder mig. Jeg vil ud og opleve noget, og det skal fedmen ikke begrænse mig i. Jeg vil være fit for Fifty, udbryder Solveig med et grin, selv om der er meget sandhed i det udsagn.
Er landet et godt sted
Under sine gåture har hun tænkt meget over, hvad hun vil og brænder for i fremtiden. Hun er egentlig ikke så meget i tvivl. Hun vil ud at rejse og opleve verden.
– Og det er altså bare nemmere, når man ikke vejer 123 kilo, fastslår hun.
Det samme tænker hun, det er, hvis hun skal finde kærligheden. Hun kender til datingsiderne og ved, at der bliver screenet godt og grundigt, før der swipes til et match.
Læs også: Slankekuren hedder Mille
Det gør hun da også selv, indrømmer hun, og er meget bevidst om, at hun ikke selv vil være sammen med en stærkt overvægtig mand. Hun frygter, det vil trække hende med ned på et tidspunkt, og dét liv har hun slet ikke lyst til længere.
Efter de første fire måneder er der røget yderligere syv kilo, og siden maj 2020 har vægten været stabil på 86 kilo.
Solveig ved, at det sværeste nu er at holde det, og det er lykkedes, selv om motivationen nogle gange dykker.
Men hun insisterer på at komme ud at gå hver dag, og turen begynder lige uden for hoveddøren. Hun gider ikke at køre efter sin gåtur. Hun går den samme rute hver dag uanset vejr og vind, og hun skal helst gå 10.000 skridt – gerne mere – om dagen.
Hun er glad og tilfreds med at være landet på 86 kilo. For hun har for længst erkendt, at hun ikke kommer til at veje meget mindre. Hun er landet et godt sted, hviler i den krop, der har båret tre børn, og har masser af mod på anden halvdel af livet.
– 50’erne kan bare komme an. Jeg er klar! lyder det uden tøven fra Solveig.
