
Siden 1998 har modige overlevere afprøvet deres styrker og svagheder på en øde ø i ’Robinson Ekspeditionen’.
I hver sæson lyder det fra programmets vært, Jakob Kjeldberg, at deltagerne skal presses til det yderste både fysisk og psykisk. Det gælder også sæson 26, der har premiere i aften.
Vi kigger tilbage på de mest mindeværdige udfordringer her.
En udfordring, man ikke har set meget til i de seneste sæsoner, er spisekonkurrencen, hvor deltagerne skal smage på lokale delikatesser.
I finaleafsnittet i 2016 var det ikke ligefrem lækkerier, som fik deltagernes munde til at løbe i vand.
Blandt de retter, som deltagerne skulle spise, var griseøjne, kokoslarver og kohjerne med biller.
Da ’Robinson Ekspeditionen’ vendte tilbage i 2013 efter en kort pause, var det med en særlig udfordring, som vært Jakob Kjeldbjerg stadig husker tydeligt.
Deltagerne skulle sidde med knæet bøjet i 90 grader, og vinderne ville få tid med deres pårørende, som var fløjet hele vejen fra Danmark til Malaysia.
Og netop håbet om præmien var rørende for den ellers hårdhudede vært. Det fortalte han til Billed-bladet i et tilbageblik i 2023.
– Det øjeblik, hvor de pårørende står og kigger på de stakkels, pressede deltagere, der græder som piskede, fordi de ved, at hvis ikke de kommer blandt de første, så får de ikke tid med deres pårørende, fortæller han.
Den første taber blev Patrick, hvis kæreste Stella måtte rejse hjem til Danmark igen uden at komme i nærheden af ham.
Da Jakob Kjeldbjerg havde sin debut som vært i 2004, påtog han sig straks rollen som den nådesløse ekspeditionsleder.
Til mange seeres forargelse korsfæstede han deltagerne i 45 graders varme. Her skulle de stå, indtil de gav op eller faldt ned af udmattelse.
Taberen blev 44-årige Bonnett Trusell, som besvimede efter 25 minutter på korset i den malaysiske hede.
Hvis du er fast seer af ’Robinson Ekspeditionen’, ved du også, at ’Planken’ er en ikonisk tilbagevendende dyst i programmet.
Den kommer typisk i slutningen af sæsonen og går ud på, at deltagerne skal holde balancen på en smal træplanke, der er sat fast i de gyngende bølger.
Men husker du også, da Lars Schlaikjer i 2023 slog en ’Robinson-rekord’?
Det var nok ikke lige den rekord, han havde håbet på at få, for han faldt ned i bølgerne allerede få sekunder efter, Jakob Kjeldberg råbte ”Sæt i gang”.
En af ’Robinson Ekspeditionens’ mest kontroversielle udfordringer fandt sted i 2009.
Myndighederne i Malaysia var villige til øjeblikkeligt at stoppe optagelserne, hvis ikke TV3 undskyldte for, hvad den malaysiske regering vurderede som en direkte upassende udfordring.
Sæsonen blev nemlig skudt i gang med et nøgenløb, hvor deltagerne blev beordret til at smide klunset, hvis ikke de ville med det første fly hjem til Danmark.
Uden en trævl på kroppen skulle de løbe langs stranden med såkaldte "kannibaler" i hælene.
Dog blev der i episoden med det omtalte løb næsten udelukkende vist billeder af deltagernes ankler.
Sæson 26 af ’Robinson Ekspeditionen’ 2025 har premiere mandag den 1. september på Viaplay og vises kl. 20:00 på TV3.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.