Guide: 6 ting børnene skal opleve på Den lille kulturnat

Fredag, 15. marts 2024
Cecilie Lunding Tolversen
Foto: Abdellah Ihadian
Den lille kulturnat i København er en eftermiddag og aften med aktiviteter kun for børn. Her er 6 oplevelser, du ikke må snyde børnene for.
Den lille kulturnat

For tredje gang afholdes børnenes helt egen kulturnat i København og Frederiksberg fredag den 15. marts.

Den lille kulturnat er en særlig begivenhed, hvor byens museer, biblioteker, kirker, slotte og naturskoler – ja sågar Folketinget – åbner sig op for besøg på børnenes præmisser.

Der er garanti for, at alle kan få aktiveret både hjernen, hjertet og kroppen, hvad enten man er til fart og spænding, udklædning og glimmer eller at fordybe sig i fortid, nutid og fremtid.

I år kan man glæde sig til endnu flere spændende kulturelle oplevelser både for de mindste og de lidt større børn.

Herunder har vi samlet 6 højdepunkter fra Den lille kulturnat, som I ikke må gå glip af.

Praktisk info

  • Alle arrangementer ligger mellem kl. 16.00 – 20.00 og er målrettet børn i alderen 2-5 eller 6-12 år
  • Med et Kulturpas kan man tage to børn under 12 år gratis med. Kulturpasset gælder også til transport i bus, tog og metro fra kl. 15.00 – 21.00
  • Kulturpasset koster 125 kr og kan købes her.
  • Læs mere om kulturnattens mange aktiviteter her.
 

Spring ud som politiker i Folketinget

Til kulturnatten slår Folketinget dørene op for børn mellem 6 og 12 år og deres familier. Her kan man komme ind og snuse til livet som politiker.

Aftenen byder på en række sjove aktiviteter, bl.a. et teaterstykke, hvor grundloven bliver levende.

Børnene kan også dekorere deres egen grundlov og lave badges i et kreativt værksted, prøve det store lykkehjul i Vandrehallen og opleve Folketingssalen indefra.

Læs mere her.

Kroningsdagen på Rosenborg Slot

Der var engang en dreng. Han hed prins Christian, og han havde fået hele kongeriget. Kom, og vær med til et sandt og virkeligt eventyr.

Christian 4. skal krones, og du skal være med.

Hør om prinsen der drømte stort, og hvor hele verden lå for hans fødder. Virkelighed og eventyr forenes i en sjov og involverende fortælling, der tager børnene gennem Rosenborgs magiske sale og ender i dans og musik i slottets riddersal.

Skuespiller Christian Rossil fortæller eventyret, mens Ditte Rønn-Poulsen spiller musik.

Du kan læse mere om arrengementet, der kræver tilmelding, her.

Plakat til Den lille kulturnat 2024
Plakat af Feline Møller Quaade

Politi i børnehøjde på Politimuseet

Kom og mød politibetjente fra Nørrebro og se nærmere på deres patruljevogn. Politiets ryttere og deres heste kommer også forbi.

På museet kan du se spændende genstande og høre om politiets arbejde gennem tiden. Du kan f.eks. høre om Danmarkshistoriens mest succesfulde pengeskabstyv ”Det borende X” og høre, hvordan politiet har fotograferet forbrydere i over 150 år.

Der vil være mulighed for at få taget sit eget fingeraftryk og prøve politiuniformer.

Læs mere her.

Prøv selv på den gamle bolchefabrik

Kom ind og besøg en 133 år gammel bolchefabrik, når Sømod Bolcher åbner op for børn.

Her kan man se produktionen, som stadig foregår som i gamle dage, og være med til at lave sin egen slikkepind af den varme bolchemasse.

Hør historier fra de gamle dage og smag på forskellige bolcher.

Læs mere her.

Tag astronautprøven i Rundetaarn

Som den første dansker har Andreas Mogensen været på mission på Den Internationale Rumstation ISS, hvor han har boet og arbejdet i over et halvt år.

Nu er det tid til at finde ud af, om du kan blive den næste dansker i rummet.

I fremtiden kan vi rejse til rumstationer, til månen og endda til mars, og der bliver brug for dygtige videnskabsfolk og astronauter.

Har du hvad der skal til? Træn som en astronaut i Rundetaarn og find ud af det.

Læs mere her.

Barn i gamle dage på Arbejdermuseet

Kom med, når der skal leges, sysles og undersøges på museet alt imens skumringen falder på.

Gå med på opdagelse, når der tændes lygter i baggården og tages et ekstra kig på arbejderbørnenes historie.

Vi lytter efter rotter, der gemmer sig og finder legen i mørket mellem skrald, lokummer og vasketøj. Her kan man være kreativ med hænderne, og vi læser godnathistorier i museets hyggeligste rum.

Læs mere her.