Bliv ekspert i hundemode

Lørdag, 19. maj 2012
af Redaktion
Nuttede hunde, sjove udklædninger og masser af Match-3 action!

Af Marianne Svendsen

ANMELDELSE: Jeg er stor hundeelsker, men jeg har aldrig kunne se ideen med at klæde sin hund ud. Det må bestemt være et amerikansk fænomen. Under alle omstændigheder er det lige præcis det du skal i Match-3 spillet "Dress-Up Pups".

Download spillet her...

Historien i Dress-Up Pups er en tynd omgang. Du spiller Pattie, som arbejder i en fin forretning, der laver tøj til hunde. Da din chef en dag ikke kan styre forretningen på grund af en vigtig forretningsrejse, får du din helt store chance for at vise alt og alle, at du er et absolut geni udi hundemode.

OM SPILLET

Genre: Match 3
Udgiver: Intenium

Plusser: Nuttede hundehvalpe, flot grafik, mange baner
Minusser: Lidt for ensformigt, meget traditionelt

Karakter: 6/10

Klassisk Match-3
Dress-Up Pups er i sin grundkerne et klassisk Match-3 spil, hvor du skal danne kæder af tre eller flere ens genstande, der alle på en eller anden måde relaterer sig til hunde.
Derudover er der specielle felter, du skal rydde ved at lave en kæde hen over dem, og slutteligt er der nogle puslespilsbrikker, du skal forsøge at få ned i bunden af skærmen, så du kan samle dem op.
Alt i alt er selve Match-3 delen velfungerende, men den byder ikke på noget, vi ikke har set eller prøvet før.

Mange baner
Puslespilsbrikkerne skal du bruge til at skabe nye kostumer til hundene. Det tager en fire eller fem Match-3 baner, før du har nok brikker til at lave et nyt kostume, og der er rigtig mange baner!
Selve puslespillet er et ret typisk minispil, så det er ikke voldsomt spændende, men dog et kærkomment afbræk fra spillets lidt ensformige Match-3 baner.

Nuttede hunde
Grafikken i spillet er varm og farverig med nydelige mellemsekvenser. Som du måske kan gætte dig til, er der masser af nuttede billeder af hunde, så er du, som undertegnede, vild med hundehvalpe, kan du godt forberede dig på at sige "nåååååh" rigtig mange gange.

Enkel formel
Alt i alt er Dress-Up Pups er nuttet og sødt Match-3, der ikke formår at bryde den enkle formel, som langt de fleste Match-3 spil anvender. Du kan sagtens spille det i timevis, men alle andre end hardcore Match-3 fans vil nok begynde at kede sig i længden.

Download spillet her...

Download masser af gratis spil her...

Se også anmeldelser af...
Garden Defense
Turtix