Jette fik brystkræft - og forfulgte sin drøm

Mandag, 3. august 2009
af Redaktionen
Hele livet har Jette Charles drømt om at blive designer, men hun turde ikke tage springet. Først den dag, hun fik konstateret brystkræft, gjorde hun alvor af sine drømme

Pæne fornuftige piger fra landet har det somme tider svært, netop fordi de er så fornuftige. Jette var sådan en pige. Hjemme i Mølby syntes hendes forældre ikke, det var særlig klogt, at deres datter snakkede om at blive designer. Det kunne man da ikke leve af! Derfor pakkede Jette symaskinen sammen og tog en fornuftig uddannelse til pædagog.

- Jeg er 49, og for fire år siden blev jeg syg, fortæller Jette. - Jeg fik brystkræft, og det var slemt. Så slemt, at jeg ikke længere kunne være bange for at prøve at forfølge mine egne drømme i stedet for at gøre, som jeg plejede, fortæller hun. Jette og hendes mand har fået tre børn sammen og et rigtig godt liv, så Jette var egentlig meget lykkelig. Men indimellem tænkte hun på sin drøm om at skabe smukke ting, at være designer og have sin egen forretning, men hun slog hurtigt tankerne ud af hovedet, for det kunne jo ikke lade sig gøre.

Da jeg selv gik til lægen, havde jeg vidst et stykke tid, at der var noget galt. Jette havde fået brystkræft. Desværre var sygdommen så fremskreden, at kræften var gået i lymferne. Det blev starten på en lang behandling. Syv kemokure, strålebehandlinger, angst og sorg. - Jeg var alvorligt syg, så alvorligt, at jeg kunne dø af det. Så det var nu, jeg skulle turde noget med mit liv. I så mange år havde jeg gået rundt og ventet på, at noget skulle ske, og nu måtte jeg selv få det til at ske, fastslår Jette.

En gave i ethvert problem

Jette passede sine behandlinger, men hun passede også sin drøm. Hun bestilte et træhus, der blev leveret hjem i hendes have, og her indrettede hun systue i den ene ende og forretning i den anden ende. - Når jeg tænker tilbage på det chok, jeg fik, da jeg fik at vide, jeg havde kræft, tænker jeg også, at der er en indbygget gave i ethvert problem. Hvis jeg ikke var blevet syg, var jeg aldrig kommet i gang med at lave de ting, jeg gerne ville. Det handler om at leve livet, før det er for sent.

Jettes butik hedder Charles Design og ligger i Øster Lindet ved Rødding. Desuden kan du finde hendes tøj i enkelte andre forretninger i Sønderjylland, og som noget nyt kan du også købe hendes tøj på nettet.

Læs mere om Jette og hendes tøj på Charlesdesign.dk eller ring på tlf. 22 51 62 37.

Læs også:
Eget firma trods sygdom