Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på mit problem, men jeg føler, at vores familie ikke engagerer sig i vores liv på den måde, jeg havde håbet – og det gælder særligt i forhold til vores søn.
Min mand og jeg har en dreng på tre år med krudt i rumpen og et stort behov for at være sammen med andre (helst voksne). Vi ser min mands familie et par gange om ugen, enten i en stor flok eller bare ved at svigermor kommer på besøg. Hun kommer fast én gang om ugen.
Da vores søn var lille, tilbød hun at hjælpe med rengøring og oprydning, og det har holdt ved. Som tiden er gået, kan jeg mærke, at hun i stigende grad stikker til, at vi ikke er de store ordensmennesker, og særligt jeg får et par kommentarer. Vi har flere gange sagt til hende, at hun ikke behøver gøre rent længere, men meget gerne må komme og drikke kaffe eller lege med vores barn, men hun insisterer på at hjælpe os med rengøring. Jeg er lidt bekymret for, om hun kan holde til det, og jeg bliver også ked af hendes bemærkninger.
Det egentlige problem er dog, at jeg ikke føler, hun ”er sammen med” vores søn, når hun er hos os, eller at vores familie er, når vi er ude, for den sags skyld. Ingen tager initiativ til at lege lidt med ham, og vi har aldrig oplevet, at nogen har tilbudt at tage ham bare et par timer for at lave noget hyggeligt eller bare være sammen.
Han har sovet ude én gang hos onkel og tante. Ofte får han gaver eller slik af familien (særligt min svigermor), men der er ikke megen opmærksomhed eller omsorg. Det gør mig rigtig ked af det, og jeg mærker en sorg over, at vi ikke har det samme ”bedsteforældreforhold”, som nogle af mine veninder har, og som jeg kan læse i din brevkasse, at andre har.
Jeg ville ønske, at mine svigerforældre ville tilbyde selv at hente ham og bare gå en lille tur på legepladsen, lege en times tid, inden vi alligevel skal spise sammen, eller hente en dag efter børnehave.
Jeg kunne selv spørge, men når vi har gjort det, har det heddet sig, at de (eller øvrig familie, der har haft vores søn) har ”passet barn”, og vi har følt, at det nærmest var lidt til besvær og kom i konflikt med deres øvrige planer, og at de følte, at de gjorde os en tjeneste – ikke, at det var hyggeligt ...
Det gør mig ret ked af det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Måske kan du komme med et godt råd?
Den sørgmodige mor
Kære Den sørgmodige mor.
Desværre er det bare ikke alle, der kan se, hvor helt geniale vores børn er.
Måske er det i dette tilfælde en generations-ting. For år tilbage var børn nogen, der bare var der, og dengang var der ikke mange voksne, der satte sig ned og legede med ungerne til sammenkomster. Eller legede med børnene i det hele taget. Som barn passede man sig selv.
Det kan være, at dine svigerforældre ikke helt er fulgt med tiden og har opdaget, at i dag er børnene langt mere i centrum. Det kan være den enkle forklaring. Du kan jo spørge din mand, hvordan hans mor var, da han var dreng.
Det er mega irriterende med forældre og svigerforældre, der stikker til ens rengøring og andre ting. Det foregår i rigtig mange familier. Men du må enten sige fra eller lade det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet – og så i øvrigt nyde, at hun gider hjælpe.
Jeg synes egentlig, at jeg kan læse ud fra dit brev, at din svigermor deltager ret meget. Hun gør det ikke helt, som du ønsker det, men hun kommer trods alt ofte og bidrager. Hun giver måske det, hun kan?
Jeg kan mærke, at du er såret over, at hun ikke ”ser” din søn. Oplever, hvor skøn han er. Fordyber sig og lærer den lille sjæl at kende, men det behøver altså ikke betyde, at han ikke er lige præcis så dejlig, som du selv synes. Det kan bare være, at du har med en kvinde og andre voksne at gøre, der slet ikke har været forældre på samme måde som dig.
Vi er jo selv helt, helt forelskede i vores børn og føler verden burde standse i beundring og kærlighed, når de siger eller gør noget, men sådan er virkeligheden ikke altid.
Jeg synes, du skal nyde, at svigermor bidrager med det, hun kan, og så skal du slippe tanken om, at hun ikke synes, din søn er dejlig. Det gør hun garanteret – på sin egen måde. De to kan sagtens finde hinanden senere, for der er faktisk mange, der har det lettere med større børn.
Kan du i mellemtiden finde fællesskaber uden for familien? Har du veninder eller venner, der er samme sted som dig. Kan I passe hinandens børn og glædes over de samme ting?
Du skal have tak, fordi du skrev til mig og fik formuleret dine følelser. Op med humøret. Din søn er skøn. Nyd ham.
Stort kram fra Puk.
