Min lille datter på 15 måneder skulle forleden vaccineres mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.
Jeg havde glædet mig til at få det klaret, for jeg har læst, hvor farlige mæslinger kan være for børn, og det har gjort mig meget nervøs.
Desværre havde hun feber på dagen for den planlagte vaccination, og derfor ville lægen ikke vaccinere hende alligevel.
Hvorfor ville han ikke det? Og hvad gør vi nu?
Mvh. Hønemor
Det er rigtigt, at mæslinger er den børnesygdom med risiko for flest alvorlige komplikationer, og derfor bør man lade sine børn vaccinere, som Sundhedsstyrelsen anbefaler det. Jeg er glad for, at du følger dette råd.
De fleste danske forældre følger heldigvis også rådet om vaccination, og derfor er risikoen for at blive smittet indenfor landets grænser ikke særlig stor, men den er selvfølgelig til stede.
Grunden til, at lægen ikke vil vaccinere din feberramte datter, er, at kroppens immunforsvar allerede er aktiveret til at bekæmpe en infektion. I denne tilstand kan en vaccination belaste immunforsvaret yderligere og potentielt mindske vaccinens effekt.
Det er altså fornuftigt at vente, og det sker der formentlig ikke noget ved. Bestil en tid ugen efter, feberen er ophørt. På den måde bliver det klaret på rette vis, men man undgår at belaste din datters krop unødigt. Samtidig får vaccinen de bedste betingelser.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.