Jeg går mange lange ture, og det har jeg altid gjort. I en alder af 70 år føler jeg mig sund og rask, og jeg får ingen medicin.
Nu har jeg pludselig fået ondt på oversiden af min ene fod, og det er altså ret irriterende, når man elsker sine gåture.
Jeg har ikke slået foden, og jeg mener heller ikke at have overanstrengt den med gåturene, som foregår i fornuftigt fodtøj.
Det mener min læge imidlertid, og hun har anbefalet hvile.
En af mine gåtursvenner spørger dog til, om det kan være et træthedsbrud. Hvad er dette, og kan man blive undersøgt for det?
Mange hilsner Gådamen
Et træthedsbrud opstår ikke på grund af en skade, men på grund af overbelastning af en bestemt knogle, så måske har din læge faktisk ret i, at dine gener skyldes overbelastning – og deraf et muligt træthedsbrud.
Når en knogle udsættes for strækning og bøjning over længere tid, kan den brække på samme måde, som en metalstav brækker efter gentagne bøjninger. Træthedsbrud er trods alt forholdsvis sjældent, men ses oftest hos motionister og personer, der dyrker idræt, og er mest almindelig blandt kvinder.
Træthedsbrud ses mest hyppigt i skinnebenet, men pudsigt nok har jeg faktisk lige haft en kvindelig patient med nogenlunde samme historie som din. Hun havde et træthedsbrud i en fodknogle.
For at forebygge et sådan brud er fornuftigt affjedret fortøj vigtigt, og så er træning på blødt underlag bedre.
Diagnosen kan stilles med røntgen, men ofte skal yderligere undersøgelser som MR-scanning til, for at bruddet kan ses. Behandling består af aflastning og nogle gange gips.
Jeg vil foreslå en tur tilbage til lægen for lige at høre, om der bør undersøges nærmere for et træthedsbrud. Indtil da må du skåne foden så meget som muligt.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Symptomer på knuderosen
Kløen fra ørerne
Mit underliv føles tungt
Kan hårtab være farligt?
Rejse til Australien: Hvilke vacciner skal jeg have?
Som ung fjernede jeg bygkorn med en papirklips
Vores datter holder sig
Hvorfor er min urin er rødbrun, når jeg dyrker sport?