Plaget læser: Kunne Topimax redde mig fra min massive migræne?

Migræne kan være en stor begrænsning i hverdagen og særligt, hvis medicinen pludselig ikke virker længere, men hvad gør man så? Få Familielægens svar her.
Af: Lotte Bang
Kvinde med migræne
– Medicinen er oprindeligt udviklet til behandling af epilepsi, men videnskabelige undersøgelser har vist, at det også kan have en effekt på migræne, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Lotte Bang

Jeg er en kvinde på 38 år, som de seneste 15 år har lidt af migræne. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, for det gør både min søster, mor og mormor også.

Hidtil har jeg kunne klare migræneanfaldene med præparatet, Sumatriptan, men nu virker det pludselig ikke nær så godt længere. Mine migræneanfald bliver bare ved og ved, og jeg får ikke lov at have ret mange "normale" dage efter et anfald, før et nyt starter.

Jeg har tidligere prøvet noget, der hed Candasartan, som skulle sænke blodtrykket og forebygge anfald, men det tålte jeg ikke så godt.

Min egen læge er lidt på bar bund og har nu henvist mig til en speciallæge, men der er fire måneders ventetid, og det forekommer mig ærlig talt lidt uoverskueligt.

Jeg har læst om noget medicin, Topimax, der skulle forebygge migræne. Kan det måske være noget for mig?

Mvh. S

Kære S

Migræne kan være forfærdelig indgribende i ens hverdag, og det lyder som tilfældet for dig. Fire måneder er lang tid at vente på en samtale med en speciallæge, der eventuelt kan hjælpe, så måske kan din læge forhøre sig lidt i forhold til, om noget kan gøres nu.

Faktisk kan vi praktiserende læger skrive til speciallægerne på hospitalet og få svar allerede inden for få dage, så måske kan din læge benytte sig af dette og på den måde blive klogere på, hvorvidt Topimax vil være noget for dig.

Topimax kan ganske rigtigt bruges som forebyggende medicin ved migræne. Medicinen er oprindeligt udviklet til behandling af epilepsi, men videnskabelige undersøgelser har vist, at det også kan have en effekt på migræne.

Medicinen virker ved at stabilisere den elektriske aktivitet i hjernen, og formentlig er det årsagen til, at den har en forebyggende effekt ved migræne. Desværre forsvinder migrænen ikke helt, men et realistisk behandlingsmål er typisk en halvering af migræneanfaldene, og det virker for nogen.

Jeg synes, det er værd at forfølge, og er der først kontakt til speciallægen på hospitalet, kan det være, denne har andre og måske bedre forslag.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.