Hvorfor kan lægen ikke måle min blærebetændelse?

Som praktiserende læge er blærebetændelser et problem, Lotte Bang ofte bliver mødt med, men hvad nu, hvis den slet ikke kan måles? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Læge og urinprøve
– Man kan sagtens have symptomer, som ligner en almindelig blærebetændelse, men som ved nærmere undersøgelse af urinen ikke viser nogle bakterier. Fænomenet er kendt under navnet interstitiel cystitis eller smertefuldt blæresyndrom, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Lotte Bang 

Jeg er en kvinde på 54 år, som oplever hyppig vandladning samt svie undervejs.

Det føles som blærebetændelse, men når jeg afleverer en urinprøve hos lægen, er der ikke bakterier i den, og så siger han, at der ingen blærebetændelse er. Det er enormt frustrerende, for det betyder jo, at jeg ikke får nogen behandling, men derimod bare må vente på, at det går over igen

Kan man have blærebetændelse uden bakterier? Eller er lægens test bare ikke god nok?

Mvh. S 

Kære S

Ja, man kan sagtens have symptomer, som ligner en almindelig blærebetændelse, men som ved nærmere undersøgelse af urinen ikke viser nogle bakterier. Fænomenet er kendt under navnet interstitiel cystitis eller smertefuldt blæresyndrom.

Symptomerne inkluderer hyppig vandladningstrang, smerter eller ubehag ved vandladning, smerter i underlivet eller nedadtil i maven, og en følelse af, at blæren ikke tømmes helt. I nogle tilfælde kan der også være blod i urinen.

Ofte er symptomerne så typiske, at lægen kan stille diagnosen ud fra disse, når der samtidig er normale fund ved en gynækologisk undersøgelse samt ved undersøgelse af urinen. Smertefuldt blæresyndrom er en meget generende tilstand. Behandlingen består dels af skylninger af blæren og eventuelt smertestillende medicin. Kan man klare sig uden behandling, vil lægen anbefale, at man ser tiden an.

Afstresning og fysioterapi kan desuden hjælpe nogle, ligesom flere oplever, at bestemte mad- og drikkevarer forværrer eller udløser generne. Det kan være citrusfrugter, stærke krydderier, nødder, koffein og alkohol, men her må du prøve dig frem, for det er meget forskelligt fra person til person.

Jeg mener altså, at lægens test formentlig er i orden, og forklaringen på dine symptomer er som ovenfor omtalt. Dog synes jeg, du bør henvises til en kikkertundersøgelse af blæren for at udelukke anden sygdom.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.