
Jeg er gravid, og det er skønt, men også bekymrende.
Min mor fødte, da hun var gravid med nummer tre, et barn med Downs Syndrom, som kun levede ganske kort grundet hjerteproblemer. Derfor er min kæreste og jeg nu blevet tilbudt en fostervandsprøve, og vi er meget i tvivl om, hvorvidt vi skal tage imod dette tilbud eller ej.
Vi er ikke helt afvisende for at gennemføre graviditeten, hvis barnet skulle vise sig at have Downs Syndrom. Desuden frygter vi den abortrisiko, en fostervandsprøve medfører, da det har været svært for os at blive gravide.
Hvad vil du anbefale?
Mvh. S
Jeg kan sagtens forstå jeres dilemma, men her kan ingen råde jer. I skal have al den information, der kan gives, og så er den svære beslutning jeres.
Risikoen for abort efter en fostervandsprøve er meget lille, mindre end 0,5 procent. Det vil sige, at under en ud af 200 kvinder, der får foretaget en fostervandsprøve, vil abortere som følge af prøven. Nogle undersøgelser viser faktisk en endnu lavere risiko.
Risikoen er desuden størst inden for de første to uger efter prøven, og så kan man slappe mere af, men kun I kan vurdere, om risikoen er det værd.
At få et barn med Downs Syndrom er krævende, og der er stor forskel på, hvor velfungerende et sådant barn er, så jeg synes egentlig, det ville være rart at kunne forberede sig på.
Jeg ønsker jer al held og lykke og håber, I får det skønneste barn.
Kærlig hilsen Lotte.
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.