Jeg har to små børnebørn, som for nylig begge var smittet med de såkaldte børnesår.
Så vidt jeg er orienteret, er det en bakterieinfektion på huden, som er ret smittefarlig, så det er da mærkeligt, at hverken børnenes forældre eller jeg blev smittet, for vi har været meget fysisk tætte med de små.
Der var flere udbrud i børnehave og vuggestue, og de var begge hjemme et par dage for at undgå at videregive smitten.
Kan du forklare, hvorfor børnesår, som navnet indikerer, tilsyneladende kun smitter børn?
Venligst A.L.
Børnesår, også kaldet impetigo, er en overfladisk betændelse i huden, oftest med bakterier kaldet stafylokokker.
Sårene har typisk et lidt ulækkert udseende med sår, der er dækket af honninggule skorper. Ofte klør det, så børnene piller i det.
Børnesår smitter ved direkte berøring og kan også overføres indirekte, for eksempel gennem håndklæder eller fra fingrene, der lige har pillet i sårene.
Det er som regel nemt at behandle lokalt med cremer eller sæbe, samt selvfølgelig god hygiejne og hyppig håndvask.
Børnesår smitter hovedsageligt blandt mindre børn, og jeg tænker, at det kan skyldes, at voksne bedre er i stand til at overholde hygiejnereglerne. Dertil kommer, at voksne måske også har et mere veludviklet immunforsvar over for denne form for infektion.
Børnesår er faktisk så smitsomt, at mindre børn skal blive hjemme fra institution, indtil skorperne er faldet af, og såret tørret ind. Her bliver der sikkert god brug for bedsteforældrene, så det er ret smart, at smitten ikke bider ligeså let på dem.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Kan hårtab være farligt?
Rejse til Australien: Hvilke vacciner skal jeg have?
Som ung fjernede jeg bygkorn med en papirklips
Vores datter holder sig
Hvorfor er min urin er rødbrun, når jeg dyrker sport?
Kan man behandle sår med honning?
Bør jeg tage Imodium for at undgå ufrivillig afføring?
Er det farligt med al det gylp?