
Jeg skriver på min søn og svigerdatters vegne for at høre, hvordan de vænner deres 2-årige hund til ikke længere at sove i deres soveværelse.
De vil gerne have, at den fremover sover i et andet værelse, hvor den også kan opholde sig, når de er på arbejde.
Venlig hilsen Birgitte
Lidt hurtig hovedregning siger, at den lille hund fremover kommer til at opholde sig i det værelse 15-16 timer om dagen, og det synes jeg, er noget i overkanten.
Derfor synes jeg, et bur er den rigtige løsning. Døren til værelset lukkes om natten, og lågen til buret ligeså. Piver den, må de unge op et par gange og sige Nej uden at åbne døren til værelset, indtil det fungerer, og den finder ro det nye sted.
Om dagen stilles buret i stuen med åben låge, for der, skriver du i brevet, laver den ingen ulykker, og jeg har ikke mødt nogen hund, der ikke blev glad for sin egen hule.
Soveværelset skal den ikke ind i igen, heller ikke en smuttur, for en hund glemmer ikke, at det var der, den sov.
Mange hilsner Rolf