
Mit problem opstår, når jeg kaster bold til min hund, for hunden suser ud efter den, kommer tilbage, smider den for mine fødder og gør skingert, til jeg kaster igen.
Det er ligegyldigt, hvor mange gange jeg kaster bolden, hunden bliver bare ved.
Hvad gør jeg?
Peter
Problemet er, at du ubevidst har lært din hund, at den befaler dig at kaste, i stedet for at du befaler hunden at hente bolden.
Det er en god leg for hunden, så jeg synes ikke, at du skal holde op med den.
Men i stedet for at kaste kan du bede hunden finde noget, du har gemt i skoven.
Det giver en helt anden ro, og din hund må bruge næsen i stedet for øjnene og bliver på den måde bedre motiveret.
Hvis du vil lære din hund ikke at gø ved kast, så øv, at hunden på ”bliv” bliver siddende, når du kaster, og hent så bolden selv.
Efter et stykke tid kan du kaste igen for hunden, men sørg for at veksle mellem, om det er dig eller hunden, der henter. På den måde kan du, om man så må sige, få bøtten vendt.
Rolf Andersen







Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.