Giv de gamle hunde lidt mere snor - og bær over med dem

En smuk julidag for 13 år siden hentede jeg en tykmavet, frisk og livlig otte uger gammel f.t. labradorhvalp, Eddy, der hurtigt faldt godt til med mine andre hunde. Hans arbejde ville blive at apportere på godsjagter, deltage i prøver og være distraktionshund for mine elever.

Han blev god og sikker, satte ikke en pote forkert i sit aktive arbejdsliv og var på jagt sidste gang som 11-årig. De sidste gange skånede jeg ham, men snuden fejlede ikke noget, så han kunne stadig. Det var nu nok mest for hans skyld, at han kom med, for det er ikke nemt at se en gammel hunds ansigt, hvis den pludselig skal blive hjemme, og Eddy havde jo altid været selvskreven.

13 år er en høj alder for en arbejdshund, men nu er han gået på pension, og ud over at være blevet døv er han også blevet selvrådende.

Det er, som om han mener, at han har lystret mig hele sit liv, så nu vil han have lov til at gøre, som det passer ham. Jeg har ham mistænkt for at spille på sin dårlige hørelse, noget hører han nemlig, men han ignorerer mig, når han bare glad og fro luffer rundt og snuser.

Det føles ret så pinligt at skulle løbe, brølende af mine lungers fulde kraft, og armene blafrende som møllevinger, efter Eddy, bare for at få ham til at vende. To gamle fjolser, på tur … hvor er jeg glad for, at der ikke er tilskuere.

Det er jo nødvendigt, at haven er hegnet, når man har tre hunde, men forleden havde vi for en gangs skyld glemt at lukke lågen, og væk var Eddy.

Lidt gigt har han jo, hvilket klares med en pille om dagen, men jeg blev alligevel bekymret, for hans bagben er ikke ret stærke længere, og tænk, hvis kræfterne ville give op et sted, hvor vi ikke ville kunne finde ham. Efter en del søgen fik vi den idé at gå på vores bys Facebookgruppe, og her lå et fint billede af Eddy, der var blevet samlet op af rare mennesker.

Da jeg hentede ham, blev han vældig fornøjet, bevares, men jeg følte mig nu ikke særlig savnet, for familiens børn havde sørget for en masse klap og ikke mindst en større regn af godbidder!

Gamle hunde er sjove og charmerende, hvis man accepterer, at de også ændrer sind.

År tilbage var min meget dygtige Findus kommet op i årene. Han blev ikke døv, men meget egenrådig. En eftermiddag havde jeg lovet at lave en opvisning med mine tre meget lydige hunde, men pludselig begyndte tilskuerne at grine, jeg vendte mig om, og så, at Findus havde sat sig med ryggen til. Han mente nok, at nu havde han hentet hundredvis af fugle i al slags terræn, så det pjat gad han ikke mere. Han pensionerede sig den dag, for han havde i mange år fulgt mine kommandoer, og nu måtte det være min tur til at følge hans. Det var, som det skulle være.

Gamle hunde kræver lidt overbærenhed, men pas godt på dem, de har tjent os godt.