Vil hvalpen jage vores høns?

Vi har fritgående høns i haven, og nu får vi snart vores første hvalp.
Tror du, det er et godt miks, eller vil hvalpen jagte dem?
Og hvad kan vi gøre for at forhindre det?
Familien Jørgensen
Det er hyggeligt med høns i haven, men ja, det vil hvalpen.
Tænk dig – levende pivedyr.
En hund er et rovdyr, og når den bliver lidt ældre, vil den helt naturligt se hønsene som bytte.
Jeg vil foreslå, at I lader hønsene være i hønsegården den første uges tid. Gå altid med i haven, når hvalpen skal ud, og når den får øje på en høne, siger I roligt ”Nej” og adspreder straks hvalpen med noget sjov. Løb et par skridt den anden vej, kast en pind, bare den får tankerne væk.
I skal være ligeglade med hønsene og ikke gøre noget nummer ud af dem. Når hvalpen har vænnet sig til de ”levende pivedyr”, skal den ikke beskæftige sig med dem, for I er meget sjovere, og så kan I forsøgsvis lukke jeres høns ud igen. Gå altid med hunden, og hav en lang line hængende efter, så I kan standse den.
At sige nej plus at lave sjov er nok jeres største chance.
Bedste hilsner Rolf Andersen
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.