Bonusdatter driver mig til vanvid

Jeg er en gift mand på 51 år, og jeg elsker min kone. Vi blev gift i 2016 og været sammen i 12 år.

Min kone har en datter på 17 år, som hele tiden har været en del af vores familie og boet hos os. Hun går nu i 2. g. Jeg har altid haft et fint forhold til hende, selv om hun selvfølgelig også har en far et andet sted i landet.

Nu er det pludselig gået helt galt. Hun siger grimme ting, (fuck dig, dumme so, store idiot o.l.) både til mig og sin mor, fortæller mig, at hun hader mig, smider ting i hovedet på mig i raseri og undgår mig helst.

Den daglige mad bliver hver gang kritiseret som lortemad, og hun har flere gange ringet til sin far og bedt ham overføre penge, så hun kan gå ud og købe pizza, for mors mader smager ikke godt. Når jeg forlader et rum, går hun ind, og omvendt.

Det er meget svært for mig at leve i og også svært at være vidne til hendes uforskammede opførsel over for hendes mor. Vi har talt med pigens far om muligheden for, at hun måske kunne være hos ham og hans nye familie, som nu også tæller to yngre søskende, men han vil under ingen omstændigheder “overtage” problemerne, da hun heller ikke opfører sig pænt hos dem. Hun hader de små søskende og taler også grimt om dem alle til os.

Jeg kan snart ikke leve i det mere, har ikke længere lyst til at køre hjem, når min arbejdsdag slutter, men synes heller ikke, hun skal vinde denne kamp ved, at jeg forlader matriklen. Min kone har det meget dårligt psykisk over det, da hun elsker os begge, det går ud over hendes humør, arbejdsliv og også lidt vores forhold.

Det kan nævnes, at pigen har haft flere selvbetalte psykologsamtaler, som vi selvfølgelig ikke kender indholdet af, men psykologerne kan ikke hjælpe, siger de.

Socialt i vennekredsen har hun også svært ved at fastholde veninder, som også hurtigt skiftes ud, da de ikke gider hende. Alle sagde f.eks. fra til en fødselsdags­invitation for et par år siden. Alternativt kan nævnes, at “udenforstående” som f.eks bedsteforældre, frisør og arbejdsgiver beretter om en “sød og artig, stille pige”.

Kan der være en “diagnose” gemt i sådan en opførsel, som et eller andet – behandlinger, samtaler eller medicin – kan hjælpe mod, og hvad foregår der inden i pigen? Hvad gør vi?

Som du sikkert ved, giver jeg mig ikke i kast med diagnoser, da jeg ikke har den faglighed, men hvis I mistænker en forstyrrelse, er det bestemt noget, I skal tale om.

Jeg vil i det hele taget råde jer til at tale sammen. Det er jo klokkeklart, at den pige har det meget, meget svært. Hun føler hele verden er imod hende, og hun er havnet i en negativ spiral, som hun slet ikke kan finde vej ud af.

Er der en mulighed for, at I kan stå sammen i familien? Du og din kone, den biologiske far og hans kone og måske bedsteforældrene, som hun åbenbart har et mindre konfliktfyldt forhold til. Kan I mødes og tale det igennem? I må lægge en plan for, hvordan I løser det bedst, og pigen skal mærke, at I bekymrer jer og gerne vil hjælpe hende.

Jeg synes, det er stærkt, at det er dig, der skriver. Det er en meget overset udfordring at være bonusforældre og jo især, når der er problemer. Det kan være utrolig svært at finde ud af, hvor meget man kan blande sig, og hvor meget man må opdrage børn, der ikke er ens egne, men som man deler hus og hjem med. Sejt, at du tager ansvar.

Se på den unge pige som en, der er faret vild. Hun kæmper lige nu med at finde vej ud af de konflikter, hun skaber. Som familie skal I finde ud af, hvad der er sket og sker med hende. Der kan være mange ting, der presser hende. Find ind til kernen af hendes uro. Hun har brug for grænser og kærlighed, og hun er måske i gang med at teste jer. Hun råber hjælp, og hun skal mærke, at I vil hende, og at hun ikke bliver skubbet ud af flokken.

Jeg håber, at I voksne i første omgang kan samles og lægge en fælles plan, og at I derefter kan finde rum til at åbne op for de frustrationer, den unge pige føler, og lade hende fortælle, hvad der piner hende.

Tak for dit brev, og stort held og lykke med at få den unge pige i ro igen. Hun har brug for jer.