Brev til Puk: Jeg er nervøs for min venindes helbred

Jeg har brug for et råd, fordi jeg er nervøs for min veninde.

Vi mødte hinanden for 15 år siden på et kursus og svingede straks godt sammen. Jeg er fraskilt, hun er gift. Hendes ægteskab var rigtig godt, men manden var ikke så vild med at rejse, han foretrak at være hjemme med sin hund og sin have.

Så hun og jeg tog på miniferier rundt i Europa, vi har gået på aftenskole og andet sjovt sammen. Vi har også været på sommerhusferie i Danmark et par gange sammen med hendes mand.

For nogle år siden blev hendes mand desværre dement, og for fem år siden flyttede han på plejehjem. Han er meget dårlig nu, men hans kone, der bor i nærheden, besøger ham næsten hver dag.

Vi er pensionerede nu, så vi har alle muligheder for at tage ud og opleve noget. Men jeg føler, at hun isolerer sig mere og mere.

Og desværre har jeg erfaret, at hun drikker derhjemme i det daglige. Et par øl om formiddagen, og så har hun en boks rødvin at tappe af senere på dagen.

Hun besøger mig næsten aldrig om aftenen længere – måske fordi hun ikke kan drikke noget og køre bil hjem.

Nogle dage er det ikke et problem, og hun besøger også sin datter og børnebørn en gang imellem.

Hvis jeg foreslår, at vi skal tage på en tur et par dage, bruger hun sin syge mand som undskyldning. Hvis der pludselig sker noget med ham, vil hun ikke være for langt væk.

I de seneste måneder har jeg flere gange oplevet, at hun har glemt vores aftaler. Jeg ved ikke, om det skyldes, at hun har drukket, eller om hun også er ved at blive dement. Det er der nemlig også tegn på, synes jeg.

På et tidspunkt, hvor jeg ved, at hun ikke har drukket, kan hun også have glemt noget, vi har talt om sammen. Og meget ofte kan hun ikke finde ting i sit eget hjem.

Jeg har prøvet at tale med hende om alkoholforbruget, men der lukker hun bare af. Hun og jeg har jo også ofte drukket en øl og et glas vin sammen, påpeger hun, men det her er i et helt andet omfang, synes jeg.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Hendes datter kender jeg ikke så godt, så jeg har ikke lyst til at kontakte hende. Vi har også nogle få fælles bekendte, men det er heller ikke nogen, som er så tæt på.

Har du et forslag til, hvordan jeg kan hjælpe? For jeg er så ked af at være vidne til den udvikling.

Veninden.

Kære Veninden.

Din veninde er under pres. Det liv, hun kendte, er ved at smuldre for øjnene af hende.

Hendes mand er syg og døende, og han har måske været hendes holdepunkt og en stor del af hendes egen identitet.

Hun er bange. I den slags stressende perioder kan hjernen godt være så overbelastet, at man glemmer ting. Men selvfølgelig skal man holde øje med sygdomstegn.

Jeg synes umiddelbart, du kan hjælpe hende ved at spørge til hende. Hvordan har hun det? Hvad tænker hun om sin mands sygdom? Hvilke tanker gør hun sig om fremtiden? Hun må have et betragteligt tankemylder, og derfor prøver hun at få sat skik på tankerne ved at overhælde dem med vin og øl.

Jeg ville gå væk fra anklager om alkohol og langsomt arbejde mig ind i hendes bekymringer og få lukket op for alt det, der fylder.

Det er en meget stor hjælp at have en tålmodig og lyttende veninde, der er der, mens man får luft.

Kan du være den veninde? Derefter kan I begynde at tale om alkohol og om at isolere sig. Og en sidste ting: Vær tålmodig, når du spørger til hendes velbefindende.

Hun vil sikkert afvise dig de første par gange, fordi det er uoverskueligt at sætte ord på det kaos, men spørg specifikt og enkelt og hjælp hende ved at anerkende, når hun siger noget. Bliv ved at interessere dig for hendes tanker og sjæleliv. På den måde er du en god støtte.

Mange hilsner fra Puk.