Brev til Puk: Mors negative brok dræner mig

Jeg har brug for lidt råd og vejledning i forhold til min mor.

Jeg er 53 år – min mor 79. Jeg er gift gennem 31 år, har tre voksne børn, fuldtidsjob, venner og fritidsaktiviteter – vi elsker hinanden højt og er et team, altid.

Min mor er alene. Hun sidder og venter på, at nogen skal komme og ordne hendes liv, underholde hende, bringe hende ting og sager og lytte til hendes brok og evindelige bekymringer om ting, som, højst sandsynligt, ikke kommer til at ske.

Hun er opgivende og uselvstændig.

Hun er storryger, trods gentagne tilfælde af kræftsygdom, med deraf følgende stråler og kemo samt operation for åreforkalkning. Hun fortsætter, også selv om vi har sagt, at vi gerne vil beholde hende mange år endnu.

Vi forsøger at besøge hende en gang om ugen og invitere hende til mad/kaffe en gang om ugen. Jeg forsøger derudover at tage mig sammen til at ringe til hende, men det er svært, for der kommer ikke andet end brok og selv-ynk, og spørgsmål som ”er I sure på mig” og ”har jeg gjort noget galt”.

Hun er mobil, kører stadig bil og mangler ikke penge, men hun mener helt klart, at jeg gør alt for lidt for hende. Når jeg spørger, hvad hun ønsker, jeg skal, svarer hun, at hun mangler nærvær!

Hun gør sig ofte uvenner med mennesker/veninder/naboer – og snakker altid udenom, når jeg spørger, hvorfor hun ikke ser noget til den og den.

Jeg har forsøgt at forklare hende, at hun selv er ansvarlig for sit liv og for at have kontakter og komme ud. Hendes afdøde mand gjort alt – og var fantastisk, siger hun nu, men da han levede, brokkede hun sig også konstant over ham.

Min mor og far blev skilt for mange år siden – og skilsmissen blev håndteret ekstremt dårligt af dem begge.

Jeg føler, at jeg på trods af dette har skabt mig et godt liv sammen med min mand. Men at jeg også er blevet hård og ikke føler, at jeg skylder nogen af dem noget som helst.

Der er selvfølgelig meget mere i historien, men mit spørgsmål går på, om du mener, jeg har pligt til at kontakte min mor oftere – og om jeg har pligt til at deltage/være til stede i hendes liv, når jeg i bund og grund ikke har lyst og energi til at være sammen med hende, faktisk dræner hun mig.

Jeg HAR forklaret hende flere gange, at hvis hun forventer, jeg ringer, så forventer jeg, at hun i hvert fald halvdelen af gangene er positiv – jeg har også forklaret hende, at jeg er træt, når jeg har været på arbejde og derfor ikke kan overkomme at se hende/ringe oftere end nu.

Senest er jeg blevet overfuset, fordi hun mente, at jeg ikke havde kontaktet hende, hun havde dog i den forløbne uge haft besøg af både min mand og flere af sine børnebørn.

Jeg håber, du kan give lidt input til, hvordan jeg håndterer dette.

En datter

Kære En datter.

Først og fremmest: Godt klaret!

Du har skabt en familie. Fundet kærligheden. I er et team. Du trives og har formået at skabe et liv i en positiv stemning, og du er overfølsom over for brok. Du vil noget andet end det, din mor står for, og du er lykkedes med det. Det er ret godt klaret. Dit liv, dine valg. Stærkt gået.

Nu vil du så gerne lave om på din mor. Det bliver straks meget sværere. Du vil have hende til at holde op med at ryge, du vil have hende til at holde op med at brokke sig, og du vil beslutte, hvor stor en del af jeres samtaler, der må være negative. Jeg tror ikke, det kommer til at ske.

Du skal nok lægge din energi i dit eget blik på din mor. Hvordan kan hun være den, hun er, uden at det tapper dig for kræfter?

Jeg kan 100 procent sagtens forstå dig. Det er opslidende at høre på negativ energi hele tiden, men du skal finde en metode, så energien ikke bliver din.

Øv dig i at komme ud af en samtale uden at blive i dårligt humør. Det kan du f.eks. gøre ved at fortælle historier fra dit eget liv eller fra børnebørnenes.

Glid af på de små fælder, hun lægger ud. Lad være med at træde lige ned i de små ”dårligt humør-bomber”, hun lægger på din vej, og lad være med at gå ind i diskussionerne.

Det lyder, som om du tager dig godt af din mor. Hun finder helt klart noget næring og opmærksomhed i at sætte dig på pinebænken. Det gør hun, fordi hun kan.

Tag din ”teflon-dragt” på, og beslut dig for at tale sødt, opmærksomt, omsorgsfuldt og rart til din mor, men lad være at hoppe på negativiteten.

Prøv. Du skal øve dig lidt, men det vil hjælpe dig.

Varme hilsner fra Puk.