Brev til Puk: Tak til de unge hjerteløbere

Jeg var tidligere ansat i et firma, som jævnligt tilbød de ansatte et grundigt førstehjælpskursus – med en halv dags opfølgning, primært livreddende førstehjælp, hvert andet år.

Jeg var gravid, og min mor havde haft en blodprop i hjertet, så jeg besluttede at tilmelde mig et kursus. Jeg ønskede ikke at stå i en situation, hvor jeg var helt “ukampdygtig”, hvis der skulle ske min nyfødte datter eller en af mine nærmeste noget.

Det giver faktisk en vis indre ro at vide, hvad man skal gøre, men da jeg tilmeldte mig kurset, håbede jeg naturligvis aldrig at komme til at stå i den situation at skulle give livreddende førstehjælp.

Men 24 år senere ville skæbnen det anderledes. En fredag aften i december blev jeg kontaktet telefonisk af en genbo, som havde fået en opringning af sin nabo. Genboen var ikke hjemme og bad mig om hurtigt at gå over til deres nabo, da manden var faldet.

Min mand og jeg gik derover og bankede på, og konen åbner og siger: “Jeg tror, han er død”. Det var ikke lige den besked, jeg havde ventet, for manden var ikke faldet, men faldet om.

Puha, jeg kunne mærke panikken brede sig i min krop, men spurgte konen, om hun havde ringet 1-1-2. Hun havde kun ringet til sin søn, hvorfor ved jeg ikke, så jeg ringede straks til alarmcentralen og rekvirerede en ambulance.

Jeg blev spurgt til mandens puls, men jeg kunne ikke mærke den, så kvinden i telefonen bad mig gå i gang med hjertemassage. Min mand syntes dog, at han kunne mærke en svag puls i mandens håndled.

Jeg havde slet ingen tidsfornemmelse, men arbejdede meget koncentreret, og pludselig sad to unge mennesker over for mig og gjorde klar til at sætte elektroder på mandens krop. To Falck-reddere var også kommet ind i stuen, men da jeg sad med ryggen til døren, havde jeg ingen fornemmelse af, hvad der skete bag mig. Da jeg rejste mig og kiggede rundt, var stuen fuld af mennesker.

Redderne bad os gå, så de kunne få arbejdsro, og på vej ud spurgte jeg, hvem alle de mennesker i stuen var, og de viste sig at være hjerteløbere. Det ene par var afsted for første gang, og en ung kvinde i festtøj kom formentlig direkte fra en julefrokost.

De unge hjerteløbere var nok i 20’erne, og midt i den kedelige situation syntes jeg, det var så positivt med så mange hjerteløbere. Selv om de unge måske ikke læser Familie Journal, håber jeg, at nogen vil fortælle dem, at de gør/gjorde et godt stykke arbejde.

Der skal lyde en stor TAK for deres store indsats. Fra jeg ringede 1-1-2, til hjerteløberne og Falck kom, gik der kun syv minutter, og under hele forløbet havde vi en sygeplejerske eller paramediciner i røret, som gav os instrukser – og også en vis ro.

Jeg kan kun anbefale alle at tilmelde sig et førstehjælpskursus eller bliver hjerteløbere, for det giver mening. Jo flere, jo bedre er overlevelsen, for ikke alle bor i byen som jeg, og bor man i yderdistrikterne, kan hjælpen være længere væk.

Desværre overlevede manden ikke hjertestoppet, men døde tre dage senere. Ære været hans minde.

Genboen fra Nyborg.

Kære Genboen fra Nyborg.

Der fik du lige ram på den gamle her. Jeg sidder med gåsehud og en klump i halsen. Din beretning er et øjebliksbillede fra virkeligheden, og den rummer sorger og glæder.

Tragisk, at et menneske gik bort på denne pludselige måde, men også uendeligt glædeligt at læse, hvordan folk slipper, hvad de har i hænderne, og kommer ilende til. Meget rørende.

Du gjorde også en kæmpe indsats. Jeg håber, din tak til hjerteløberne kommer ud, og i hvert fald kommer din fortælling ud til andre hjerteløbere.

Skulle man læse dette og få lyst til at blive hjerteløber, kan man f.eks. gå ind på Trygfondens hjemmeside og læse, hvordan man bliver det, og hvad det kræver.

Jeg vil gerne istemme din tak til alle, der har tilmeldt sig: Jeres indsats kan gøre forskel på liv og død.

Varme hilsner fra Puk.