Darling på nettet

Lørdag, 11. maj 2024
Af Puk Elgård
Foto: Colourbox
Læseren er forvirret og såret over, at kæresten skriver med en kvinde fra Thailand, som kalder ham for "darling", selvom de aldrig har mødt hinanden.
Mand sms'er

Kære Puk

Jeg skriver til dig, fordi min kæreste skriver sammen med en kvinde fra Thailand. Hun skriver ”darling” og ”jeg ved, du savner mig” osv. til min kæreste.

Jeg er såret og ked af det, men hvad skal jeg gøre? De har jo aldrig mødt hinanden, men ”mødes” på facetime. Min kæreste siger, de bare er venner?

Den forvirrede

Kære Den forvirrede

Jeg kan godt forstå, du er såret og forvirret. Det lyder ikke spor rart, at den, man er i parforhold med, har den slags kontakt med en anden kvinde.

Hvordan er jeres forhold ellers? Plejer I at kunne tale sammen? Er du tryg ved at fortælle ham, hvordan du har det?

En anden ting, I også skal holde øje med, er, at der i øjeblikket er rigtig meget snyd på nettet med falske profiler, hvor kriminelle giver sig ud for at være kærlighedsfulde mænd eller kvinder, men i sidste ende bare vil have penge. Man skal passe på.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvem din kæreste har kontakt med, men jeg kan bare sige, at hvis du føler dig svigtet og generet af kontakten, så burde din kæreste af respekt til dig afbryde forbindelsen. ”Bare venner” synes jeg ikke er en reel undskyldning. Så må han finde nogle andre online-venner, der ikke kalder ham darling.

Kram fra Puk