De fortalte ikke mig om babylykken

Jeg har fået en mavepuster. Simpelthen. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af min vrede eller forundring, så inden jeg retter den mod nogen i min familie, får du lige æren af at modtage mit opstød.

Ser du, jeg er bonusmor til to drenge, som jeg har kendt, siden de var to og fem – og jeg har altid sat dem på linje med mine egne børn, og somme tider først bare for at vise dem, at jeg ikke foretrak egne børn frem for bonus. Jeg har levet med dem, arrangeret ferier, smurt madpakker, læst historier, leget og gjort alt det, man skal, når man har børn i huset.

Jeg bor stadig sammen med deres far. Drengene er nu voksne og lever deres eget liv, og vi ser dem ikke så ofte, ikke fordi der er konflikter, men fordi alle har travlt med deres eget.

Nu skal den ene af drengene være far for første gang, og det er i øvrigt familiens første barnebarn. Det er kæmpestort, men åbenbart ikke vigtigt for den unge mand at dele det med mig. Han inviterede sin far på kaffe i byen, og her fortæller han nyheden om den kommende baby. Han finder det åbenbart ikke vigtigt, at jeg er der, når nyheder bliver fortalt.

Det sårer mig dybt, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal sige det til ham, eller om jeg skal tale med hans far, som jo lige nu svæver på en lille lyserød sky ved udsigten til at blive farfar – eller hvad jeg egentlig skal gøre.

Jeg har i øvrigt ikke ønsket ham tillykke endnu. Det kan jo nærmest være lige meget.

Nu tager du din telefon, og så enten ringer eller sms’er du: ”Tillykke med, at du skal være far. Det er stort. Jeg håber, I alle har det godt.”

Der er ikke noget, der er lige meget, når det kommer til små børn, der skal træde ud i denne verden.

Selvfølgelig skulle han have inkluderet dig i de glædelige nyheder. Men jeg tror, at tanken om at sidde ansigt til ansigt med sin far og fortælle, at man selv skal være far, har overskygget alt andet. Når jeg svarer dig, som jeg gør, er det, fordi jeg synes, at det rigtige er at ringe eller skrive til din bonussøn og ikke, fordi jeg ikke forstår dine sårede følelser. Selvfølgelig gør jeg det.

Vi taler alt for lidt om de bonuskonstellationer og alle de følelser, der er i klemme. Det er absolut ikke let. Men lige i det her tilfælde må du æde din stolthed og din mavepuster og gå forrest og vise ham vejen. Ønsk ham tillykke. Og forbered dig på, at herfra vil det fortsat være svært. Der er de biologiske bedsteforældre, og så er der bonusbedste. Alle skal finde deres plads, og det kan være noget af en opgave. Men barnet må være det vigtigste.

Byd ind, hvor der er plads, og knuselsk den lille baby, så bliver det hele lidt lettere.