De vilde haver skæmmer vores vej

Mandag, 17. juli 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Denne læser er ikke begejstret for naboernes vilde haver. Læs her, hvad Puk råder læseren til.
Vilde blomster

Kære Puk

Jeg har et spørgsmål angående vilde haver, eller hvad de nu kalder det der med at slippe for at slå græsset og lade alle planter stå.

Det er nemlig sådan, at vores nabo til den ene side, vores genbo og også andre længere nede ad vejen synes, det er verdens bedste idé, og nu ser hele gaden efterhånden sjusket ud. Det ligner en hjemløsegade, og det gode kvarter, vi flyttede ind i, hvor man holdt haven, er ved at forandre sig, og hvis du spørger mig, er det godt nok ikke til det bedre.

Man kan jo ikke redde verden ved ikke at slå græs. Jeg ved godt, at bierne skal have steder at bo og blomster at suge honning i, men ærlig talt, så ligner de vilde haver altså, jeg ved ikke hvad. Bierne kan vel også suge honning i et anlagt bed?

Vores have er pæn og præsentabel, og det har jeg altid sat en ære i. Jeg synes, det andet er sjusk, og jeg tror ikke, det er til nogen som helst nytte.

John

Kære John

Hvis vilde haver er rigtig anlagt, er de slet ikke så tilfældige, som de ser ud. Planterne er nøje sammensat og gerne af hjemmehørende arter. Vilde haver understøtter planter og dyrs behov og tilgodeser biodiversiteten. Det er ikke nok bare at lade græsset gro og lade krattet vokse vildt.

Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide det utæmmede look. Men lur mig, om de vilde haver ikke er kommet for at blive. Du må hellere blive venner med begrebet, John. Jeg tror, der kommer flere vilde haver på jeres vej.

Nu bliver du sikkert træt af mig, men bare lige for at få det på det rene, så suger bier ikke honning. De suger nektar og putter den søde nektar ned i deres honningmave. Det er ikke biernes rigtige mave, men en slags beholder. Der går processen i gang, og så gylper bierne nektaren op. Er det ikke fantastisk? Og jo, bierne kan også finde nektar i blomster, der står på række, men der er som skrevet andre fordele ved den vilde have.

Og lige en sidste ting: Har du nogensinde set en gade fuld af hjemløse? Jeg kan love dig for, at den ikke ligner jeres villakvarter. Det er barske områder, der intet har til fælles med privilegerede villaveje, så op med humøret.

Fortsæt med at lave din have lige præcis, som du bedst kan lide den. Men det er ikke en god idé at diktere andre, hvordan de skal leve.

Om det hjælper på vores klima- og biodiversitetskrise? Måske ikke det helt store, der skal meget mere til, men jeg tror på, at det hjælper på den måde, at vi mennesker får mere og mere lyst til at give tilbage til naturen og lade naturen komme til.

Det er små skridt, der tæller, og mange længes efter at gøre noget. Og her er en vild have en rigtig god idé.

Jeg håber, at vi skilles som venner, selv om vi ikke er enige her.

Bedste hilsner fra Puk