Han sagde, vi skulle giftes, men der sker ikke noget

Jeg er sidst i 50'erne og bor sammen med min kæreste. Jeg blev skilt for ca. otte år siden efter et langt ægteskab med megen nedgørelse og krænkelse. Hvorfor jeg holdt så lang tid, ved jeg ikke. Det er først, når man får sig revet løs, at man tænker sådan.

Jeg mødte min kæreste, da jeg var ved at flytte. Det var ikke meningen, for jeg ville til at leve for mig selv. Lynet slog bare ned. Men han var ikke fri, så det medførte nogle dejlige, men turbulente år, og til sidst gik vi fra hinanden. I starten sagde han, at vi skulle giftes og have et godt liv sammen, og jeg ønskede det samme.

Vi bor nu i eget hus og har fælles økonomi. Han er en dejlig, betænksom og kærlig mand, og jeg elsker ham meget. Men...jeg er meget gammeldags og drømte om, at han holdt sit ord om, at vi skulle giftes. Nej, det mente han ikke, at han havde sagt, lød det fra ham, da jeg en dag mindede ham om det. Det betyder uendelig meget for mig. Vi har nu boet sammen i tre et halvt år, og jeg har snakket og skældt ud, fordi jeg føler mig snydt.

Så nu har han sagt ja til, at vi skal giftes, men der sker ingenting. Hvad vil du råde mig til?

Det, der ligger mig mest på sinde, er, at du forstår, hvor vigtigt det er, at du sætter snuden i sporet efter en tilværelse, der gør dig afslappet og glad. Du har hele dit liv ligget under for andre, måske især mænd, der har dikteret og kuet dig og har stået mellem dig og lykken. Det skal være slut nu.

Som du så klogt beskriver det, så fatter man ikke, hvordan man kan leve og lade sig styre, før man er sluppet fri. Nu står du igen med en mand, der ikke opfylder dine behov, og så må du tage en alvorlig snak med dig selv. Hvad er vigtigst for dig? Vil du have den mand, du bor sammen med, selv om han ikke lever op til det, du ønsker? Ligger der andet og forstyrrer billedet? Har han en dårlig økonomi? I så fald er det ikke spor klogt at gifte sig med ham.

Hvis du nu tænker tanken til ende og indser, at du måske aldrig bliver gift med ham, vil du så have ham alligevel? Du kan muligvis trække ham med til alteret, men det bliver med dig som drivkraft. Er det i orden med dig? Har du spurgt ham direkte om, hvori hans modstand mod at blive gift ligger? Det bliver du nødt til. Det er ret vigtigt at vide, hvorfor han stritter imod.

Jeg kan ikke give dig svaret på, hvad du skal gøre, men jeg vil indtrængende bede dig om at gøre op med dig selv, om du er ved at gentage et mønster, hvor du igen ligger under for en mand. Hvis du gør, så bliver du ikke mere lykkelig af, at I bliver gift. Hvis din kærlighed til ham ellers er stor, og han behandler dig godt, så må du bide i det sure æble og acceptere, at det ikke bliver et bryllup med ham som primus motor, og så må du selv gå i gang med at planlægge.

Men allerførst: Find ud af, om der er en årsag, du ikke kender, til, at han ikke vil giftes.

Held og lykke.